Tivoli er langt hurtigere end forventet tilbage til sorte tal på bundlinjen efter en hård coronatid. Det fortæller Tivoli i dag til fondsbørsen i en delårsrapport, der dækker perioden 1. januar – 30. september 2022.
Den fortæller, at de første ni måneder af 2022 på alle områder har overgået forventningerne til den første sommersæson i Tivoli i fuld drift efter pandemien.
Omsætningen og resultatet før skat i Tivoli er væsentligt over det forventede og er på niveau med resultaterne fra før Corona-pandemien. Forlystelseshaven har oplevet konstant fremgang, hvor især juli måned skilte sig ud målt på omsætning og resultat som den bedste måned i forlystelseshavens historie. Tivoli har i perioden haft 2,5 mio. gæstebesøg og havde en nettoomsætning på 773,3 mio. kr. mod 439,0 mio. kr. samme periode sidste år (+76%).
"Vi er naturligvis meget bevidste om, at den stigende inflation og energikrisen kan få indflydelse på årets slutresultat, men der er altså lige nu grund til optimisme”
Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch siger:
”Jeg kan konstatere, at Tivoli har været i stand til at levere på et niveau, der kontinuerligt henover tre kvartaler har udviklet sig bedre end oprindeligt forventet. Gæster fra nær og fjern har kvitteret for oplevelser, der selv i Tivolis optik har været ud over det sædvanlige, og som tæller fejring af både Hendes Majestæt Dronningen og Tour-vinderen Jonas Vingegaard og koncerter med verdensstjerner som Tom Jones, Barbara Hannigan og 50 Cent. Der er næppe udsigt til skyfri himmel, så langt øjet rækker, men midt i endnu et begivenhedsrigt kvartal med en Halloween og en traditionsrig Jul i Tivoli sæson forude, glæder jeg mig, på Tivolis vegne, over udviklingen.”
Tivolis finansdirektør Martin Bakkegaard fortæller om resultatet:
”Vi er meget tilfredse med resultatet. Gæster fra nær og fjernt har prioriteret turen til Tivoli, vi oplever også et stigende antal turister i forlystelseshaven, og vi kan se, at vores gæster bruger flere penge på oplevelser og samvær hos os, end vi havde forventet da året startede. Vi er naturligvis meget bevidste om, at den stigende inflation og energikrisen kan få indflydelse på årets slutresultat, men der er altså lige nu grund til optimisme”.
Tivoli forventer
Tivoli forventer fortsat en omsætning i niveauet 1.050 mio. kr. i 2022. Dette er på niveau med omsætningen i 2019 og væsentligt højere end i 2021. Som følge af den øgede aktivitet og omsætning forventes fortsat et resultat før skat i niveauet 60-85 mio. kr. Tivolis forventninger forudsætter, at der ikke sker en markant udvikling i Corona-pandemien, som vil medføre nye restriktioner.
Tilmeld gratis
Continued….
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration.