Alle gør det. Vi tilføjer til “kurv” som aldrig før og får sendt varen hjem. I 2019 handlede 4 ud af 5 danskere en fysisk vare på internettet. I alt stammer 20% af privatforbruget i Danmark fra onlinehandler.

Derfor er de fysiske butikker udfordret som aldrig før. Det er næppe nogen nyhed. Nyheden er nok nærmere, at der er masser af unge virksomhedsejere, som går den modsatte vej. De tilsætter de smarte digitale muligheder i butikken, kobler digital med fysisk og bruger nogle af de fantastiske ting som retail kan ved siden af deres webshop. Det kunne f.eks. være indenfor universopbygning af brandet. Vi har talt med 2 af de brands, der gør det bedst. Tøjmærket Les Deux og skomærket ARKK Copenhagen. Begge virksomheder er født online, men har nu stor succes med retail. I følge de 2 ejere, så kommer fysiske butikker til at spille en stor fremtid for deres brands.

Mød dem her!

Vi starter med Co-founder, Andreas von der Heide fra Les Deux.

Hvorfor har det været vigtigt for jer at lave jeres egen butikker?
Den mandlige forbruger handler stadig meget offline, selvom vi selvfølgelig ikke lukker øjnene for den online vækst, som vi også selv oplever. For os som brand handler det om den menneskelige relation, uanset om det er offline eller online. Vi skal vise, hvordan Les Deux universet opleves med alle sanser. Vi skal skabe møder mellem mennesker, som giver minder og skaber personlige relationer til brandet.  I en verden, som distancerer sig, er det vigtigt ikke at glemme den menneskelige relation, som er mere værdiskabende end noget andet. Dertil er der selvfølgelig en fordel på optimering af cashflow og bedre dækningsgrader, som den fysiske retail også kan.

Hvor vigtige er jeres butikker i jeres samlede virksomhedsfortælling (branding, opbygning af univers osv.)?
Butikkerne er ekstremt vigtige, og som nævnt ovenfor skal de være med til at skabe energien i brandet og give mennesker unikke oplevelser. Det er en fed måde at entrere markeder på, og selvom det er en anden branche, så synes jeg, at det er så interessant at se på, hvad virksomheder som Joe & The Juice har formået at skabe i mødet mellem mennesker og energi.

Hvad ser du som retails største problem/udfordring?
At den har sovet og ikke udviklet sig. Den er ikke fulgt med tiden. Fornyelsen skal komme, og så tror jeg, at retail har en langt større berettigelse, end man omtaler. Den største udfordring pt. er al den negative omtale butiksejere, og branchen har omkring retail. Hvad der bliver afgørende er trafik og interessante koncepter.

Har I også jeres egne butikker om 10 år?
Vi har mange!

"Vi skaber møder mellem mennesker, som giver minder og personlige relationer til Les Deux"

Andreas von der Heide, Les Deux


ARKK Copenhagen: Vores butik er et "next level showroom"

Her følger svar på de samme spørgsmål fra Co-founder fra ARKK Copenhagen, Thomas Refdahl.

Hvorfor har det været vigtigt for jer at lave jeres egen butikker?
Fordi man kan skabe et forhold til forbrugeren, der går udover de muligheder, der ligger i online. Kunderne vil stadig gerne mærke produkterne, “opleve” brandets univers in real life og nemt kunne prøve forskellige modeller for at finde ud af, hvad der passer præcis dem bedst muligt. Samtidig fungerer butikkerne både som pick-up lokation for online-køb og omvendt elsker forbrugerne, at de kan bytte deres online-køb i butikken og ikke sende dem tilbage til vores lager.

Hvor vigtige er jeres butikker i jeres samlede virksomhedsfortælling (branding, opbygning af univers osv.)?
Meget vigtige. Det er uden tvivl her, vi føler, at man får den bedste føling med, hvad ARKK er, kan og står for. Vi har alle vigtige kunder og partnere med ned i vores nye Flagship Store på Strøget, så de kan se, hvordan vi mener, brandet skal præsenteres for kunderne. Det er uden tvivl et next level showroom, fordi de rent faktisk sælger sko til dem, det hele drejer sig om, forbrugeren. Det er her, vi mærker den “ægte” feedback på godt og ondt, og det er vitalt for at kunne optimere vores produkter og vores brand.

Hvad ser du som retails største problem/udfordring?
Generelt er footfall faldende på stort set alle gågader, stormagasiner etc., fordi folk bliver hjemme og shopper fra sofaen. Vi, som retailers, har en opgave i at overbevise kunden om at lette røven og komme ned i vores butik, da vi her kan tilbyde dem en oplevelse, de aldrig vil få online. Men det kræver fandme, at man gør opmærksom på, at man har den butik. Hvis man åbner en butik og forventer, at folk kommer valsende ind fra gaden helt automatisk, så har man allerede tabt. Retail er ikke død, men det har en helt anden rolle i dag, og det skal brands’ne vågne op fra og indse.

Har I også jeres egne butikker om 10 år?
Absolut, og vi har flere end i dag. Det er klart planen at åbne flere butikker til at understøtte vores online salg. København er god for os på vores web, men vi har også tre butikker til at understøtte onlinehandlen, det betyder meget. De fysiske lokationer bliver en support til online, click and collect, exchange in store etc. – hvor det for bare få år tilbage var online, der var sekundært. Det er, i hvert fald i vores regi, omvendt – online er “masterbutikken”/moderskibet, om man vil, og de fysiske butikker, vi har, er til for at støtte online samt skabe brand awareness. Alene på vores strøgbutik ser hundredetusindvis af mennesker ARKK brandet hver uge. Langsomt bliver de interesserede, og så forsøger vi at fange dem online.

Retail kan tilbyde oplevelser, de aldrig vil få online!

Thomas Refdahl, ARKK Copenhagen

"Jeg synes det er interessant at se på, hvad virksomheder som Joe & The Juice har formået at skabe i mødet mellem mennesker og energi"

Andreas von der Heide, Les Deux

HAR DU LÆST? F.C København direktør skifter til A.C Milan. Læs med her.