126 decibel og 13 millioner kroner. Det er lyden og summen af succes.
Så meget omsatte højttalervirksomheden, Soundboks, for den sidste mandag i november på et døgn.
Direktør Jesper Theil Thomsen er klar til, at storme ind i det nye år, hvor ambtionen er at sælge for over 200 millioner kr.

Men det handler om meget mere end det. Det handler om medarbejderne, kulturen og en “ekstra familie”.

I samarbejde med Berlingske bringer vi her interviewet med Jesper Theil Thomsen, som er skrevet af journalist Freja Marquardt. 

Du kan læse artikel i den fulde længde her. 
(Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til alt indhold på berlingske.dk i en hel måned.)

Vi går op i fællesskabet, og Soundboks er over alles ego. Også mit.

Jesper Theil Thomsen, Soundboks

På kontoret på Nørrebro spiser alle frokost sammen, og i det åbne kontorlandskab er direktørens skrivebord ikke større end de andres.

»Vi går op i fællesskabet, og Soundboks er over alles ego. Også mit. Vi tæller ikke arbejdstimer. Når jeg møder ind, har jeg det bedre, end da jeg sad på cyklen. Soundboks er min forlængede familie,« siger Jesper Theil Thomsen.

Produktion i døgndrift

Han er én af Soundboks tre grundlæggere, og selv om han hellere taler om teamet, så kommer man ikke uden om, at han var den, der tog første spadestik tilbage i 2011. Her deltog han i Roskilde Festival for første gang, og som de fleste andre 15-årige drenge drømte han om at skabe den vildeste fest – og det krævede den bedste højttaler.

Med hjælp fra internettet byggede han en højttaler, der virkede som lokkemad i de godt 20 minutter, den nåede at spille, inden nogen tabte en øl ned over den. Fornøjelsen var kort, men ikke desto mindre nok – det her kunne noget.

År efter år blev højttaleren bedre, og nu byggede han den sammen med sin gode ven Christoffer Nyvold. I 3. g ville de – mest for sjov – se, om de kunne sælge nogle på Den Blå Avis. Efter to minutter landede første bestilling, og i løbet af kort tid havde over 200 henvendt sig. Problemet var bare, at udbuddet slet ikke matchede efterspørgslen – de havde nemlig kun fem højttalere.

De allierede sig med endnu en kammerat – Hjalte Wieth – og i marts 2015 gik Soundboks i luften. Her omsatte de for 10.000 kroner. Måneden efter for 15 gange så meget. I maj kom de op på 350.000, og i første del af juni rundede de 1,2 millioner.

Nu havde de bare et nyt problem. Højttalerne var ikke klar. Nu havde de travlt, hvis de skulle nå det, inden Roskilde Festival begyndte.

»Vi samlede vores gymnasievenner og ringede til jobcentrene. De 400 højttalere skulle bare bygges i en fart, så vi kørte på i døgndrift i treholdsskift,« siger Jesper Theil Thomsen.

De nåede det ved fælles hjælp, og mens de håbede, at det var deres første og sidste fuck-up som iværksættere, tog de grueligt fejl. Året efter var de nemlig ved at kaste det hele bort.

Soundboks passer perfekt på en lang række af de karakteristika, som adskiller de moderne iværksættere fra de traditionelle selvstændige, som Berlingske har beskrevet. Det er typisk, at markedet er globalt, væksten aggressiv, organisationen global, og at finansieringen er kommet fra investorer.

200 millioner

Det hele begyndte i hans forældres garage, men i dag har Soundboks 60 ansatte og kontorer i Danmark, Kina og USA. I år lander omsætningen på 140 mio. kr., og selv om han er glad for det sted, hvor virksomheden er i dag, er han langtfra tilfreds.

Den skal være endnu større.

Og mens det selvfølgelig er omsætningen, der holder gang i biksen, er det ikke ambitionen om at nå de 200 mio. kr. næste år, der motiverer ham og resten af teamet til at arbejde langt over en normal arbejdsuge.

Nej, det er festen – og formålet.

»Soundboks handler om det positive ved festen, hvor fremmede mødes, og barrierer brydes. Det er det, der får mig op om morgenen. Vi gør en forskel. Det handler ikke om nætter, som ingen husker. Slet ikke. Det handler om oplevelser, man aldrig glemmer,« siger Jesper Theil Thomsen.

Der er i alt 60 ansatte i Soundboks, og 50 af dem er placeret på Nørrebro. Her spiser de hver dag frokost klokken 12, hvor alle samles om det samme bord. Der gøres heller ikke forskel på, hvem der er sælger eller direktør, for alle sidder i det samme rum og ved lige store skriveborde.

Foto: Niels Ahlmann Olesen.