🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.

Hos Selected Car Group handler det om meget mere end biler. Det handler om passion, mod og fællesskab. Med fem stærke ben; Leasing, Investment, Events, Collection og Race har koncernen samlet nogle af Danmarks mest passionerede bilselskaber under ét tag.

I spidsen for markedsføringen står Claus Smed, Group Marketing Director, der hver dag arbejder for at give kunderne mulighed for at mærke mere.

Han kommer ikke fra en klassisk bilbaggrund, men fra reklamebranchen, hvor æstetik, fortælling og nysgerrighed har været drivkraften. For Claus handler det om at løfte overliggeren, både når det gælder kunderejsen, kulturen og kommunikationen.

Vi har talt med ham om virksomheden, passion, digitalisering, og hvorfor samtaler stadig er den største inspirationskilde.


"Uden passion var der ikke noget Selected Car Group"

Claus Smed

Claus Smed, Group Marketing Director, Selected Car Group


Claus, hvis der skulle sidde en, der ikke kender Selected Car Group – hvordan vil du beskrive jer?

“Vi er en familie af selskaber, der alle har passion for biler. Vi arbejder inden for fem ben – leasing, investment, events, collection og race. Så uanset hvilken passion du har for biler, har vi et sted til dig. Grundessensen i hele koncernen er, at vi gerne vil hæve overliggeren. For os handler det ikke kun om at følge udviklingen, men om at bevare det klassiske i en moderne verden. Vi tør stå ved det elegante, det æstetiske og den følelse, man får, når noget bare er rigtigt. Det er den overligger, vi løfter.

Det er ikke bare på biler, men på kultur, events og alt det omkring. Vi har kunder i hele landet og er også fysisk landsdækkende med showrooms på Sjælland, Fyn og i Jylland.”

Hvilke værdier er vigtigst for jer som virksomhed?

“Da jeg fik det her job, ringede jeg til min mor og fortalte hende om det. Hun sagde mange ting, men én sætning gik igen: ‘Det lyder meget passioneret.’

Og det rammer meget godt. Uden passion var der ikke noget Selected Car Group.
Derudover handler det om mod – vi tør gå forrest. Vi er stolte af det, vi laver. Og så er fællesskab et nøgleord for os, et fællesskab på tværs af hele vores univers.”

"Vores kunder har en mening om tingene"

Hvilke kunder henvender I jer primært til?

“Når man kører forbi, er man ikke i tvivl om, at vi er et premiumhus. Vi rummer en unik samling af kompetencer inden for premium-, entusiast- og samlerbiler.

Men vi hjælper faktisk med alle biler i premiumklassen.

Man skal altså ikke nødvendigvis have mange millioner på kontoen for at blive kunde hos os. Mange vokser ind i vores univers løbende. Premium kommer i alle former, størrelser og prisklasser alt efter hvor du er i livet.. Men vores kunder har typisk en mening og en stor passion for biler, men alle kommer med deres eget udgangspunkt.”

Selected Car Group

"Vi har et internationalt ben, som skal vokse, men altid med respekt for vores DNA"

Hvilke trends ser du som mest betydningsfulde for bilbranchen lige nu?

“Vi kan dele det op i tre områder.
Først og fremmest handler det om oplevelsen. Hvert salg skal være personligt og unikt. Det lyder som en floskel, men man køber jo heller ikke en bil hver dag. Her spiller vores Mærk mere-kampagne ind, hvor vi definerer, hvad køreglæde egentlig er.

Dernæst fylder digitalisering mere end nogensinde, især i kunderejsen. Vi investerer massivt i området, så vi står stærkere digitalt end nogensinde før. Vi har lanceret en app, som gør det endnu nemmere at være en del af vores univers – både som kunde og potentiel kunde. Mere og mere af vores kommunikation foregår via appen.

Derudover er der selvfølgelig elektrificeringen, som Danmark går forrest med. Det skal vi navigere klogt i, da efterspørgslen på eldrevne biler stiger markant.”

Især de to sidstnævnte områder har en stor karakter af innovation, som går utrolig stærkt – både i biler, men også inden for marketing. Er det ikke svært at følge med?

“Det har du ret i. Derfor er svaret på dit spørgsmål også, at man ikke kan tale om innovation uden at tale om teknologi. Vi har brugt mange kræfter på at kunne navigere i et marked, der udvikler sig nærmest dag for dag – og på at få nøglepersoner ind, som løfter os både fagligt og menneskeligt. Vores marketingafdeling er markant større og langt mere specialiseret, end den var for bare få år siden, og det forpligter.

Det handler i høj grad om nysgerrighed og om at turde afprøve ny teknologi, også når det kræver, at man tænker anderledes end før. Ingen kan sætte sig på hænderne i den her branche, hvor tempoet er højt.

Selvom teknologi fylder mere end nogensinde, så er det stadig de klassiske værdier, der binder os sammen – passion, æstetik og det at skabe noget, man oprigtigt synes er fedt. Det er måske netop dét, der gør os unikke.

Men det giver også en masse muligheder for at teste ting af, netop fordi det i dag er meget nemmere at måle, om noget er en god forretningsmæssig idé. Så vi omfavner det virkelig. Hellere teste af end at lade være. Det gælder både i marketing og i forretningen som helhed, hvor evnen til at omsætte idéer hurtigt til handling er helt afgørende.”

Den største digitale investering

Hvilke ambitioner har I for de næste 3–5 år?

“Det kan jeg svare kort og klart på: Vi vil være førende i markedet – men ikke nødvendigvis de største. Vi skal vokse de rigtige steder.

For os handler det ikke om volumen, men om kvalitet. Det vigtigste er, at vores kunder føler sig hjemme i vores univers og bliver hos os.

Vi har et internationalt ben, som skal vokse, men altid med respekt for vores DNA, med fokus på oplevelse, service og kvalitet hele vejen igennem. Vi skal ikke jagte vækst for vækstens skyld, men blive endnu bedre til det, vi allerede gør godt.
Kort sagt: Vi skal være dem, der hæver overliggeren, hver eneste gang.”

Du fortalte om jeres app tidligere. Kan du ikke sige lidt mere om den? Det interessante er jo, at I ikke “bare” har flyttet jeres website over på en app, som man ellers ofte ser.

“Nej, det har du helt ret i – og det var netop pointen fra start. Det her er vores største digitale satsning til dato. Vi har samlet alle vores selskaber i ét univers, hvor kunden kan samle sine dokumenter, underskrive aftaler og kommunikere direkte med os.

Samtidig åbner appen op for events og eksklusive oplevelser, som kun er tilgængelige dér, så den giver noget helt andet end bare en digital service. Vi skal dog blive endnu bedre til at fortælle den historie, for appen er ikke kun for eksisterende kunder. Den er også en måde at invitere nye ind i vores univers og lade dem mærke, hvad vi står for.

Den er stadig ny, men modtagelsen har været supergod. Version 1.0 er live, og vi er allerede i fuld gang med at optimere og tilføje nye funktioner. Det bliver vi nok aldrig helt færdige med, og det er præcis dét, der gør det spændende og sjovt, fordi appen konstant udvikler sig sammen med vores kunder og deres behov.”

"Jeg bliver inspireret af samtaler. Ideer starter tit i en samtale."

Selected Car Group

Hvordan måler du succes i marketing?

“Vi måler på alt. Vi arbejder med to spor – brand og lead. Vi afrapporterer løbende, og vi er ikke bange for at prøve nye ting. Men vi er heller ikke bange for at lukke dem igen, hvis de ikke virker. Vi skal have maksimalt udbytte af vores budgetter.”

Du kommer fra reklamebranchen – hvad var det, der gjorde, at du blev tiltrukket af bilverdenen?

“Jeg er ikke født bilmand, men jeg er fascineret af æstetik og smukke ting. Jeg har altid været optaget af historier og det ikoniske. Bilbranchen rummer alt det – og så den der mission om at hæve overliggeren. Det gælder fra sælgernes niveau til alle kampagnerne. Vi skal være de bedste.”

Hvad inspirerer dig mest?

“Samtaler. Mennesker. Det kan være sportsfolk, kreative eller entreprenører. Ideer starter tit i en samtale. Nysgerrighed er vigtigt – og så bliver jeg inspireret af mit eget team. De er unge, dygtige og forstår teknologi på et niveau, der konstant flytter os.”


Dette er første del i vores serie om Selected Car Group. Vi dykker ned i det ikoniske bilhus med alle dets facetter – fra racerbiler og samlerobjekter til digitale innovationer og oplevelser, der giver kunderne mulighed for at mærke mere.


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 55.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center