På lørdag (d. 16. nov.) skydes julesæsonen i gang i Tivoli, og som altid sker det ved at det store juletræ tændes. En fantastisk københavnerbegivenhed gennem mange år. I år bliver det Burhan G, som sammen med julemanden og Rasmus Klump står for at tænde træet. Men inden de trykker på “knappen”, så optræder Burhan med 2 sange.

BURHAN GLÆDER SIG

Burhan G fortæller:
”Julen er en magisk tid og det er altid noget særligt, når Tivoli slår dørene op for jul i Tivoli. Jeg glæder mig til, at være med til at tænde lyset på årets juletræ og ikke mindst til at give et par smagsprøver på mine nye julesange, som jeg kommer tilbage og optræder med i Tivolis Koncertsal i løbet af december.

Tivoli åbner kl. 11.00 på lørdag, og Juletræstændingen starter kl. 16.30.

SIDEN 1994 HAR TIVOLI HAFT OVER 20.000.000 GÆSTER I JULESÆSONERNE!

vidste du at?

DET SKAL DU VIDE OM TIVOLIS JULESÆSON:

Danmarks mest ekstravagante juletræ tager 10 dage at pynte
Den internationale designvirksomhed og smykkeproducent Swarovski har indgået en partnerskabsaftale med Tivoli op til årets julesæson. Foran Nimb Hotel placeres et juletræ, der pyntes med over 3.000 krystaller til en værdi af ca. en million kroner. Det er første gang, at danskerne stifter bekendtskab med et Swarovski-juletræ. Siden 1991 har de ikoniske fra Swarovski bl.a. betaget publikum foran Rockefeller Center i New York, Hovedbanegården i Zurich, Paris og i Galleria Vittorio Emanuelle ll i Milano. Juletræet bliver iklædt Clear Krystal, der får et særligt eksklusivt nordisk look. Det er første gang, at det kan opleves i Danmark, og det forventes, at det bliver blandt de mest affotograferede steder i år.  Tivolis udviklingsafdeling har været på studietur hos Swarovskis hovedkvarter i Østrig og det kommer til at tage 3 dekoratører 10 arbejdsdage at gøre træet klart til Tivolis gæsterne. Se foto for de er ikke klar endnu.

Tivolis direktør Lars Liebst siger:
”I år har Jul i Tivoli som sæson 25-års jubilæum. Vi ved fra undersøgelser, at gæster er parate til at rejse langt for at opleve vores særegne nordiske julestemning. Vi har i år en lang julesæson, der rækker ind i det nye år. Vi har investeret i nye engagerende tiltag, der tæller alt fra nye lysformationer, krystaljuletræ, til premieren på den største balletsatsning nogensinde i Koncertsalen. Selv om vejret altid er en uberegnelig joker er det svært ikke at være optimist i år”.

Ny rutsjebane i Tivoli
Mælkevejen, der erstatter rutsjebanen Odinexpressen, der er gået på pension efter 30 mio ture får premiere under Jul i Tivoli. Rutsjebanenyheden bliver en del højere og hurtigere end sin forgænger. Designet på rutsjebanen står på skuldrene af Himmelskibet, Aquila og Tik Tak, der er stærkt inspireret af tanken om opdagelsesrejser i himmelrummet. Som en ekstra krølle på halen bliver lyden fra rutsjebanen en del lavere grundet ny teknologi. Mælkevejen har været undervejs to og et halvt år og er specielt designet af Tivolis egen udviklingsafdeling. Prisen på herligheden er knap 55 mio. kr. Premieren bliver den 6.12.19.

Premiere på den største balletsatsning nogensinde i Tivoli
I julesæsonen er der premiere på balletforestillingen ”Snedronningen” i Tivolis Koncertsal den 1. december, som ubetinget er Tivolis største balletsatsning nogensinde. Det er en nyfortolkning af H.C. Andersens klassiske eventyr, hvor Dronning Margrethe står for kostumer og dekorationer, sangeren Oh Land har komponeret musikken og russiske Yuri Possokhov har stået for koreografien. Under forestillingen er der live-musik, 40 dansere samt masser af medvirkende børn fra Tivolis Balle Skole.

Der er lagt op til mange timers underholdning for Tivolis gæster, der både kan nyde tiden op til højtiden i boder og restauranter, men også komme i julestemning som publikum ved Havens forestillinger. I Glassalen kan gæsterne opleve Eventyrteatrets forestilling ”Nissepatruljen” fra 23. november til den 15. december, og London Toast Theatre får premiere på ”The Three Brexiteers” den 12. november, der spiller frem til den 11. januar. Harlekin og Columbine vil gå rundt i Haven, hvor Tivoli-Garden, der i år rundede 175 år, vil optræde.

Julekoncert i Koncertsalen
Udover de mange kørende forlystelser lægger Burhan G og Danmarks Underholdningsorkester vejen forbi Tivolis Koncertsal den 16. december for at give et juleshow ud over det sædvanlige. ”Det store juleshow” er titlen, og her vil der være nyfortolkninger af gamle juleklassikere samt mulighed for at høre Burhan G’s hitsingler ”Jeg i live”, ”Kalder mig hjem”, ”Din for evigt” og selvfølgelig også hans julehit ”Tinka” fra ”Tinkas juleeventyr”. Der arbejdes her og nu på ekstrakoncerter.

Hygge og traditionel jul
Jul i Tivoli har alle dage været noget ganske særligt og år 2019 bliver ingen undtagelse, for her vil der endnu engang dufte af velsmagende glögg og kanelkager samt være masser af oplevelser i vente for både børn og voksne. Julesæsonen har bidraget til, at mange danskere og turister har fået øjnene op for København i den lidt koldere periode af året.

At rejse er en del af julen
I Tivoli kan gæsterne stige ombord i de rygende damplokomotiver, der holder klar til afgang på perronen i Hjulkøbing. I forlængelse af jernbanestationen etableres en 350 meter lang modeljernbane med forskellige tog, der kører rundt om det høje juletræ. Temaet er inspireret af 1900-tallet, hvor togbaner var det nyeste i Europa og Danmark.  

Julemanden er på plads
Pantomimeteatret i Tivoli bliver forvandlet til en julestue, og her bor julemanden, der hver dag sidder klar til at tage imod børnene og høre om deres julegaveønsker. Her er også mulighed for at aflevere sutterne for de børn, der er klar til det. Selvfølgelig vil der også som altid være Lucia-optog den 13. december, hvor Luciabruden bærer lyset frem.

Alsidigt julemarked
Der er knap 50 boder i julemarkedet, og her kan gæsterne købe søde sager, varme drikke samt strik, og hvis man mangler at købe den der helt særlige julegave, så er der mulighed at få en med hjem som et Tivoli-minde for modtageren. I butikken Little Tivoli kan gæsterne købe særlige eventyr og havebøger, Tivoli-julekugler til at hænge på juletræet eller finde en helt særlig julegave – heriblandt udvalgte varer fra Normann Copenhagen Tivoli-kollektion.

Julelækkerier
Julen byder på masser af lækkerier i Tivoli. Lune æbleskiver og vafler i Vaffelbageriet, lækre honningkagehjerter i Honningkageslottet, duftende gløgg fra fx Nimb Bar, Andersen Brew og Chaplon Te. I Cakenhagen er der smukke kager og klassiske, smørbagte julesmåkager.

Rødkål fra egen mark
Ingen jul i Tivoli uden flæskestegssandwich, og i år er det som noget helt nyt med rødkål fra egen mark. Tivoli har booket en mark hos det økologiske landbrug Seerupgaard, og her har de gået og passet og plejet rødkålshovederne. Ca. 350 rødkål fra marken på Amager ender i Tivolis flæskestegssandwich og frikadellesandwich. Hele kålen bliver brugt, så det er mindre madspild og en frisk råvare fuld af saft og vitalitet, da de leveres samme dag, som de høstes.

Julestemning i nyrenoverede Nimb Bar
Nimb Bar er netop åbnet med nyrenoveret bar, nyt Steinway-flygel og nyt fairytale-menukort inspireret af H. C. Andersen. I Nimb Bar bliver der skruet op for julestemningen med Christmas Carol Afternoon Tea Extraordinaire.Der er garanti for julestemning, når jazzsangerinden Frederikke Vedel synger juleklassikere foran pejsen i Nimb Bar.

Fyrværkeri-festival
Igen i år vil der også blive afholdt Fyrværkerifestival den 25., 26., 27. og 31. december, der skyder det nye år godt i gang og siger tak for det gamle. Årets tema bliver en hyldest til Jul i Tivoli, der som sæson kan fejre 25-års jubilæum. Julen varer lige til påske og erfaringen viser, at i dagene mellem jul og nytår hygges der for alvor igennem. Stemningen er helt særlig i Tivoli, når julen og nytåret banker på, og det er da også en af Havens mest velbesøgte sæsoner. Ikke mindst har restauranterne gjort deres ypperste for, at julen kan smages. I år er der oveni tale om et ”lille ekstra jubilæum”, da det velbesøgte Tivoli Food Hall runder to år.