På blot 4 år har Kristine Esmer og Mille Skat skabt en millionforretning med deres bæredygtige tøjbrand Planet Nusa. Nusa betyder i øvrigt ’ø’ og ’hjemsted’ på indonesisk.
Til nu har de udelukkende solgt deres populære mode- og sportstøj gennem deres egen webshop. Men nu tager de næste skridt. De åbner nemlig deres første fysiske butik i morgen (lørdag d. 22. okt. 2022).
I den forbindelse tog vi en snak med Caroline Bergman, som er ansvarlig for PR i Planet Nusa.
Nederst i artiklen kan du se de første billeder fra butikken.
Caroline, I åbner jeres første fysiske butik i denne uge. Hvad er overvejelserne bag den beslutning?
“I takt med at Planet Nusa universet har vokset sig større, har det været et stort ønske at kunne invitere vores kunder indenfor og give dem den helt rigtige “Nusaoplevelse”. Det har været en drøm længe, og nu føler vi os endelig klar.”
Hvorfor blev det på Gammel Kongevej?
“Gammel Kongevej er en dejlig, livlig gade, som ligger vores hjerte nært. Det er et sted, hvor der er kvalitetsbevidste butikker, det er nemt at komme til og fra, og vi faldt pladask for lokalerne. Vi glæder os sådan til at byde vores kunder fra nær og fjern velkomne.”
Ambitionerne er tårnhøje!
Hvad kan jeres trofaste og nye kunder forvente af butikken?
“Vores kunder er alfa omega for os. Derfor ønsker vi altid at møde dem med smil, varme og selvfølgelig god service. Med butikken har vi forsøgt at afspejle det levende og legende univers, som også vores tøj afspejler. Selvom udgangspunktet for brandet var at skabe sportstøj, så er det ikke ensbetydende med, at man skal træne for at have tøjet på. I stedet er visionen, at vores kunder skal føle sig godt tilpas og bruge det i alle tænkelige scenarier.”
Har I ambitioner om flere egne fysiske butikker?
“Ambitionerne er tårnhøje! Vi så gerne Planet Nusa folde sig ud rundt omkring i verden. Men inden vi har øje på flere butikker, glæder vi os til at åbne dette hjertebarn og give den al vores kærlighed.”
Hvor står Planet Nusa som brand nu?
“Hidtil har vi fokuseret rigtig meget på at være et hjemsted for kvinder og skabe et community, hvor de har følt sig set, hørt og forstået. Men i takt med brandets udvikling og en stor interesse fra det mandlige publikum, har vi vovet os ud i at lancere en herrekollektion med Peter Falktoft og Esben Bjerre i spidsen. Dette lancerer vi søndag d. 23. oktober klokken 12:00. Det er forhåbentlig starten på en ny spændende tid, hvor Planet Nusa favner endnu flere, og hvor andre spændende projekter kan tage form.”
dontt.dk følger op med et stort interview senere på året!
Tilmeld gratis
Continued….
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration.