I 2025 kan Nicolai Vittrup fejre 10 år som selvstændig. Han startede Webamp som 23-årig med sin børneopsparing, uden hjælp fra andre. I 2024 skiftede virksomheden navn til Amplify og markerede et nyt kapitel.
Bureauet fungerer som et strategisk full service marketing bureau inden for branding og performance marketing. Nicolai har været med fra de første hårde år til fem år i træk med millionoverskud.
I interviewet deler Nicolai Vittrup sin rejse, refleksioner over ledelse, de personer han skylder tak, og råd til andre iværksættere.
"Som selvstændig er det faktisk svært at have et stabilt liv – også på hjemmefronten. Det er vildt hårdt"

Nicolai Vittrup
Nicolai, Jeg kender dig som en person, der altid har været god til at se frem i tiden. Men hvis vi en sjælden gang skal se lidt tilbage, så er anledningen jo god nu. 10 år som selvstændig. Hvad står klarest for dig?
“Det, der står klarest for mig, er nok, hvor meget jeg selv har ændret mig. Dengang jagtede jeg pengene, status og de ting, der lød godt. I dag betyder ansvaret for min familie, mine kolleger og vores kunder alt.
De første år var hårde. Jeg måtte hele tiden forholde mig til nogle svære valg. F.eks. var jeg nødt til at flytte hjem til min far efter 3 år, for at sikre, at medarbejderne altid fik løn til tiden. Men netop det ansvar har formet mig som leder.
Siden år seks har vi haft millionoverskud hvert eneste år, og det er jeg stolt af. Ikke på grund af pengene i sig selv, men fordi det viser, at man kan regne med os, og at vi leverer.
Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg være mere værdifokuseret end pengefokuseret, for alt det andet følger, når kunderne er glade.
Derfor er jeg også stolt over, at vi stadig samarbejder med flere af de kunder, der har været med os helt fra starten for 10 år siden”
"Det, andre tænkte, skulle ikke stoppe mig"
Hvad drømte du om som barn?
“Som barn drømte jeg om at blive millionær. Helt sikkert uden egentlig at vide, hvad det betød. Sandheden er, at jeg ikke havde de samme muligheder som mange andre. Jeg blev erklæret uegnet til almindelige skoler, så vejen føltes ret begrænset. Men jeg nægtede at lade det stoppe mig.
Indstillingen, “at finde nye veje, når de gamle ikke virker”, har fulgt mig lige siden og er i dag en af årsagerne til, at vi kan skabe resultater for vores kunder”
Hvis du skal nævne nogen? Hvem skylder du et “tak” på vejen?
“I mit tilfælde har jeg haft en familie, der altid har troet på mig, også selvom jeg havde det svært med skolen og ikke rigtig passede ind dér. De har stået bag mig hele vejen, uanset om det er gået dårligt eller godt.
Min kæreste skylder jeg mere end et tak. Vi har været sammen i syv år og mødte hinanden i en periode, hvor det bestemt ikke gik super godt. Som selvstændig er det faktisk svært at have et stabilt liv, også på hjemmefronten. Det er vildt hårdt. Derfor skylder jeg et kæmpe tak til dem, der har holdt mig ud. De har en enorm andel i, at jeg står her i dag.”

"Med tiden lærer man, at ledelse ikke handler om at være populær. Det handler om at sætte en retning, være tydelig og skabe en ramme, hvor ens medarbejdere ved, hvor de har dig"
Hvis vi bevæger os lidt videre og kigger på nogle nedslag undervejs. Hvordan har du selv ændret dig som leder i løbet af de her 10 år?
“Når man er en ung leder, siger man ofte alle de ting, man har læst i en bog eller hørt andre sige. Det lyder klogt, men man forstår måske ikke helt, hvad det betyder i praksis. Sådan havde jeg det selv i starten.
Med tiden har jeg lært, at ledelse ikke handler om at være populær, men om at sætte en retning og skabe en ramme, hvor medarbejderne ved præcis, hvor de har dig. Den stabilitet er noget af det vigtigste, man kan give som leder. Det smitter direkte af på kunderne, fordi de mærker et team, der arbejder trygt og målrettet.
Jeg har også lært, at jeg ikke altid skal stå forrest. Nogle gange handler det om at træde et skridt tilbage og give plads til, at andre kan folde sig ud og tage ejerskab. Det kan være svært som stifter, fordi man føler, man selv skal bære det hele. Men i dag ved jeg, at det modsatte er sandt: et team bliver stærkt, når alle tager ansvar og den energi er kunderne de første til at mærke”
I 2023 valgte du at skifte navn på virksomheden. Hvorfor var det vigtigt for dig?
“Webamp var et kapitel, jeg selv havde skrevet, og på mange måder føltes det færdigt. Det havde været et fantastisk kapitel for mig, men både navnet og udtrykket var blevet lidt støvet.
Vi arbejder i dag med marketing, it og innovation og der er sket meget siden 2015. Dengang var ’web’ det store ord. I dag taler man mere om AI og helt andre ting. Vi er en anden type virksomhed nu, og derfor havde vi brug for at ryste posen og skabe en ny fortælling, der bedre afspejler, hvem vi er.
Nogle gange er man nødt til at friske tingene op for at signalere en ny retning både til kunderne og til os selv.”
"Jeg har et drømmeteam"
Hvordan ser Amplify ud i dag?
“I dag er Amplify et strategisk full-service digitalt marketing bureau. Vi fungerer som en ekstern marketingafdeling for vores kunder, både på det strategiske og det eksekverende niveau. Nogle virksomheder har en CMO, andre har ikke, og vi går ind og dækker hele spektret, så de får én samlet partner, der både kan udfordre på strategi og sikre, at tingene bliver ført ud i livet.
Vi positionerer os som en sparringspartner inden for branding og performance marketing. For os skal performance altid være funderet i strategi – det handler ikke om kortsigtede klik, men om resultater, der driver kundens forretning fremad på lang sigt.
Samtidig har AI skabt helt nye muligheder. Vi bruger teknologien til at frigive tid og ressourcer, så vi kan levere endnu mere værdi og innovation til kunderne og skabe resultater hurtigere, uden at de betaler for spildtid.
Vores team er håndplukket fra forskellige bureauer og består af en stærk blanding af seniorprofiler og nye talenter. Jeg er tryg ved, at alle er i direkte kontakt med kunderne, fordi de ofte er langt dygtigere end mig på deres områder. Og det er præcis sådan, jeg ønsker det, at kunderne oplever et team af specialister, der tager ejerskab og leverer på højeste niveau.”
Hvad er du mest stolt af?
“At vi stadig findes. Haha. Seriøst, at vi kom igennem de første fem år, det er jeg faktisk meget stolt over. Vi har også færre opsigelser end nogensinde blandt vores kunder, og det viser, at vi skaber langvarige relationer. Der er mange ting at være stolt af, men dét står klart for mig lige nu.”

"Du spørger mig, hvad jeg tror – og jeg troede aldrig, vi ville stå her i dag. Så det bliver spændende at se, hvor vi ender"
Hvad driver dig mest i dit arbejde?
“Det, der driver mig mest, er muligheden for at sidde med strategi og fremtidsudsigter. Som menneske synes jeg, det er vildt spændende at arbejde med et brand og se, hvordan det kan udvikle sig. Jeg er stadig lige så meget på kontoret som i starten – der er så mange niveauer, vi stadig kan nå. Og området, vi arbejder i, udvikler sig hurtigere end nogensinde, så der er konstant nye udfordringer og muligheder.”
Hvis vi sidder her om 10 år igen – hvor er Amplify så?
“Om 10 år er Amplify et sted, hvor kulturen og medarbejderne er hele drivkraften. Jeg har allerede i dag et team, der er stærkere end mig selv på mange områder – og det er præcis sådan, jeg ønsker, det skal udvikle sig. Uanset om vi er en del af et større setup eller står alene, skal Amplify være kendt for de mennesker, der gør en forskel for kunderne hver dag. Og samtidig forsøger vi altid at være bare en lille smule dygtigere, end vi var i går.”
Hvad håber du, at andre iværksættere eller unge ledere kan lære af din rejse?
“Det vigtigste, jeg selv har lært, er, at kunderne bliver, hvis du skaber reel værdi for deres forretning. Det er også grunden til, at Amplify har kunder, der har været med os i hele 10 år – fordi vi altid har haft fokus på det, der betyder noget. Det har vist sig i praksis: Vi har vækstet igennem kriser, og 2024 blev faktisk vores bedste år nogensinde, selvom mange i branchen havde det svært.
Man behøver ikke være den bedste til alt – i forretning er der ikke en vinder og en taber på samme måde som i sport. Vi ser kunden som helten i historien, og vores rolle er at være den partner, der gør helten stærkere. Det handler ikke om at være i centrum, men om at sikre, at kunden lykkes – og det er dér, de langvarige relationer opstår”
Det bliver ikke det sidste, du læser om Nicolai Vittrup og Amplify her på dontt.dk.
WEEKLY BRIEF
Kultur, business & inspiration – direkte fra København til din inbox. Allerede 55.500+ på listen.
Vi sender ud 1 gang om ugen!