Samtale med Thomas Peder Bennedsen, founder Myselfie. 

Hvordan driver man en festvirksomhed midt i corona og en medfølgende nedlukning af landet?
Det kan på mange måder virke ret håbløst. Men i stedet for at “ligge i fosterstilling” har iværksættervirksomheden Myselfie opdateret deres produkt, og har netop lanceret Myselfie 3.0.

Det fortæller Thomas mere om i dette interview, men du bliver også klogere på iværksætteren fra Vejle, der har et helt særligt forhold til Christian Stadil.

I dag kan du komme tættere på Thomas Peder Bennedsen fra Myselfie.

Danmark genstartes forhåbentligt i den kommende tid. Det fejrer I med en opdatering af jeres “Myselfie”. Hvad går det ud på?

“Med et stort smil kan man sige, at vi, i den tid vi har været lukket ned, har brugt tiden på 2 ting. Vi har ombooket ordrer, fordi vores kunders fester blev rykket hele tiden, og så har vi udviklet vores produkt. Den opdatering, du henviser til, gør, at man nu kan få det billede man har taget med Myselfie direkte på sin telefon, ved at scanne en QR-kode.

Kunden kan selv bestemme, om gæsterne skal have adgang til alle billederne fra festen, eller “bare” dem hvor man selv er på. Dermed er det slut med at indtaste e-mails, telefonnummer eller eller bøvle med selv at downloade billederne og sende dem til alle gæsterne. Efter en god fest vil man se billederne hurtigt. Det er lidt anti-klimaks at skulle se festbilleder 14 dage senere. Jeg er i hvert fald selv mega utålmodig.”

Du siger, at man bliver fri for at vente, taste e-mails osv. Men helt lavpraktisk. Hvordan får man billedet på sin telefon så?

“Hver gang man tager et billede med Myselfie, vil der blive genereret en QR-kode, hvor du bare scanner den direkte, og billedet er på din telefon på 1 sekund. Tidligere skulle den, som havde lejet Myselfie, gå ind på vores hjemmeside, logge ind, downloade og derefter sende billederne ud til gæsterne. Den “pain” har vi fjernet nu.”

OM Myselfie:

Myselfie er Danmarks førende udlejer af selfie-kameraer til små og store fester, messer, udstillinger og andre events.
Virksomheden har kunder i hele Europa og har sit i Vejle. I dag har virksomheden 12 ansatte. Thomas Peder Bennedsen er founder og fik i 2016 Peter Lynggaard Petersen med som medejer.

Er det en del af jeres masterplan, at der løbende skal komme de her opdateringer/nye versioner?

“Helt klart. Vi har flere steps og ambitioner, hvor vi skal flytte produktet “Myselfie” hen. Men det her er en af de store opdateringer, som brugeren med det samme kan mærke – og det er det, som vi er allermest optaget af. Men du rammer da rigtigt. Myselfie er så meget mere end et stativ og et kamera. Så det udvikler vi naturligvis på hele tiden. Det er blandt andet derfor, at vi har in-house IT- og programmeringsafdeling. Vi laver alt selv.”

Kan du ikke fortælle, hvordan sådan en proces startes? Hvordan samler I viden ind?

“Vi er en virksomhed, som fester meget, så vi er selv testkanin nr. 1. Men som virksomheden rykker sig, har vi selvfølgelig også en række samarbejdspartnere på det punkt. Vi har f.eks. 10 DJ`s, som spiller hele året rundt. De spiller fast med Myselfie, og vidensdeler efterfølgende med os. Her har vi også mulighed for at lave test. Dernæst er vi så heldige, at vores kunder tit deler deres oplevelse med os. Når kunderne sender “Myselfien” retur, sker det faktisk tit med et brev med feedback. Det er det vildeste kick at læse, hvordan Myselfie har været med til at gøre festen/mærkedagen bedre. Jeg bliver så glad og rørt. Det er nok der, at alle de hårde arbejdstimer giver mest mening. Derfor har vi også en “Karma wall” i virksomheden, hvor vi hænger beskeder fra kunderne op. Derudover er vi selv proaktive ift. til at bede vores kunder om at anmelde os på Trustpilot, hvilket kunne have været farligt i en vækstvirksomhed.” (Myselfie scorer efter knap 2800 anmeldelser 4.9 ud af 5 stjerner.)

Hvad er det en Myselfie gør for en fest? Har I data på det? 

“Vi lavede sidste år en test, hvor vi spurgte 800 af vores kunder: “Hvorfor lejede I en Myselfie?” Her var der naturligvis en masse, der svarede, at de gerne ville have nogle minder fra festen. Men den største grund var, at kunden gerne ville have en aktivitet til festen. En aktivitet, der samlede festen, og som bryder de naturlige rammer. Vi skaber rummet, hvor man kan slå sig løs og være positiv. I teorien kan man gøre alt foran Myselfie, men det er godt nok sjældent, man ser sur ud. Det er et perfekt “ryste-sammen-spil”, hvor der skabes nogle nye dynamikker.”

Hvem er jeres typiske kunder? 

“I starten troede vi, at vi kun var til bryllupper, konfirmationer osv.
Men det har vi jo fundet ud af efterfølgende takket være vores kunder. Selvfølgelig har vi nogle primære målgrupper, hvor vi er helt oplagt. Men paletten udvides konstant. Vi er med på messer, på skibakken i København, og vi har været med i en jetjager til et arrangement med nogle syge børn, der skulle have et minde med. Så nu skubber vi selv til udviklingen om, at vi ikke kun er en festting.”

Vi gider ikke bruge så lang tid på at snakke om det mere… Men… Kort… Hvordan var det egentlig at drive “fest-virksomhed” under corona?

“Stort smil. Det har været sindssygt lærerigt. F……. lærerigt. Vi er gået 2 år tilbage i budget, men vi har nok fået mellem 5 og 10 års erfaring. Det er jo ikke en psykologisk test, som man ville tage frivilligt. Men hold da op, vi har lært meget. Det er helt vanvittigt. Vi har været det hele igennem på godt og ondt.”

Det er jo ikke en psykologisk test, som man ville tage frivilligt. Men hold da op, vi har lært meget. Det er helt vanvittigt.

Thomas Peder Bennedsen om corona og nedlukninger.

"Christian Stadil har virkelig inspireret mig meget"

Hvem er Thomas? Har det altid “stået” i stjernerne, at du skulle være iværksætter? 

“Jeg ville ikke holde til en kæmpe uddannelse. Det passer jeg ikke ind i. Jeg har svært ved at holde koncentrationen i længere tid. Så jeg vidste godt, at jeg skulle ud og skabe mit arbejde selv, så jeg kunne forsørge mig selv og senere min lille familie. Jeg startede som DJ, og blev senere en del af et reklamebureau. Det kreative lå i forvejen godt til mig, og min erfaring ift. til at skulle sælge mig selv som DJ/skaffe kunder/lave markedsføring var noget min daværende partner kunne bruge. Så det korte svar på dit spørgsmål. Jeg er nok nødt til at være iværksætter.

Hvordan ser din hverdag ud? 

“Åh. Jamen… Vi er så privilegerede, at vi står op, når vores datter vågner. Jeg gør hende klar, morgenhygger og cykler på ladcykel ned i børnehaven. Det er mega fedt. Derefter cykler jeg ned i byen, hvor vi er en lille fasttømret flok af iværksættere, ejendomsmæglere osv. der snakker/får en kop kaffe, og det passer med, at jeg cirka er på kontoret kl. 9.00. Derfra kan dagen se meget forskellig ud. Jeg er meget ude, netværksmøder om aftenen osv. Jeg arbejder nok lidt mere end normalt. Den seneste tid, hvor vi har haft hjemsendte, har jeg også hjulpet på lageret. Det er mega fedt og lærerigt at have en varieret hverdag.

Hvem/hvad bliver du inspireret af? 

Christian Stadil har virkelig inspireret mig meget. Han er så sindssygt positiv i alle sammenhænge. Han ser det positive i alle mennesker, han er god til at skabe relationer og god til at huske folk. Den karma han har lært os om, ubevidst, har vi taget totalt til os. Det er det, vi gerne vil være kendt for. Han er ikke lead i vores investering, så han behøver ikke at involvere sig. Men det gør han. Min tidligere partner i reklamebureauet inspirerer mig, Jonas fra Mutebox er vildt dygtig, og så min nuværende partner i Myselfie, Peter, er uvurderlig.

Continued….

Det her bliver ikke det sidste, du har læst til Thomas og Myselfie på dontt.dk

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration.