Der bliver fra tid til anden skreget på mere erhvervserfaring på Christiansborg. Det konservative folketingsmedlem Mona Juul er en af få, der har en lang erhvervskarriere bag sig. Hun var blandt andet medejer af det store reklamebureau Envision, der talte over 100 medarbejdere og var desuden medlem af +10 bestyrelser.

Men på sin helt egen “Mona Juul-måde” smed hun bomben og gik i 2019 gik ind i politik. I 2019 blev Mona valgt som den eneste konservative kandidat fra Østjyllands Storkreds til Folketinget. Det gentog hun ved seneste valg i 2022, hvor Mona Juul på trods af et tamt konservativt valg fik en overlegen sejr til sine nærmeste konkurrenter, først og fremmest på grund af et flot valg i Aarhus.

Vi mødtes en sen eftermiddag med den tidligere reklameboss og nuværende folketingsmedlem.
Her er vores samtale med Mona Juul.

"Mona Juul var blandt andet medejer af det store reklamebureau Envision, der talte over 100 medarbejdere og var desuden medlem af +10 bestyrelser."

Mona Juul
MENNESKER INSPIRERER MENNESKER MENNESKER INSPIRERER MENNESKER MENNESKER INSPIRERER MENNESKER

Om Mona Juul
55 år
Bor til daglig med sin kæreste i Horsens
I 2012 blev Mona optaget i Kraks Blå bog for betydende personer inden for dansk kunst og erhvervsliv.

Mona, det er snart 4 år siden, at du på Facebook skrev: “Jeg har sagt mit job op for at gå ind i politik.” Helt præcist var det d. 8. maj 2019. Hvilken verden var det, du forlod dengang?

“De sidste 11 år, inden jeg gik ind i politik, var jeg Adm. Direktør hos Envision, som jeg var partner og medejer af. Samlet set havde jeg været næsten 20 år i virksomheden. Envision er et bureau med over 100 ansatte, som arbejder med reklame, markedsføring og kommunikation. Her var mine primære ansvarsområder forretningsudvikling og konceptudvikling. Før det var jeg hos Arla Foods, hvor jeg var i 8 år. Det var også indenfor marketing og salg, så det er de to primære jobs, jeg havde før politik.

Men ved siden af har jeg siddet i et hav af bestyrelser. Det har været forskellige poster såsom forretningsudvalget i Dansk Erhverv, WWF Verdensnaturfonden, formand for den kreative branche og en række kulturbestyrelser, som står mit hjerte nært. Jeg er også blevet rekrutteret ind i bestyrelser, hvor virksomheder f.eks. skulle klargøres til salg.”

Og hvorfor så politik?

“Jeg besluttede mig for at gå ind i politik, fordi der manglende sådan nogen som mig. Nogen, der ved, hvor pengene skal komme fra, og hvordan man kan tjene dem. I stedet for at man i politik hele tiden snakker om, hvordan man skal fordele det. Der er altid ønsker, og det har jeg sådan set også. Men jeg synes helt grundlæggende, at der bliver snakket for lidt om det andet. Jeg synes også, at de tidligere regeringer har været for “fodslæbende” indenfor den grønne dagsorden. Så det var ting, jeg synes, der manglede, der var den direkte årsag til, at jeg gik ind i politik. Jeg kunne ikke lade være. Det har aldrig været en stor drøm for mig, eller noget jeg har ligget vågen om natten og tænkt på.”

Så det var ikke fordi du følte dig “færdig” i marketing/reklame-verdenen?

“Nej nej. På ingen måde. Jeg elskede mit job. Jeg havde en fest. Jeg havde gode kollegaer, gode kunder og sågar gode konkurrenter. Dermed var politik udelukkende et tilvalg for mig. Men det gav da lidt bøvl, da jeg valgte at sige mit job op, før jeg blev valgt. Jeg gik også ud af mine bestyrelser i den rækkefølge, der kom generalforsamlinger. På den måde havde jeg stort set afviklet alt, inden jeg blev valgt til Folketinget. Det, følte jeg, at jeg skyldte alle parter inkl. mig selv.”

"Jeg elskede mit job. Jeg havde en fest. Politik er et tilvalg for mig."

Det er meget få, der kommer med et tungt CV fra reklame/marketing-branden i folketinget? Kunne du savne en anden sammensætning nogengange?

“Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at sige, at det med at have fokus på den kreative branche, er der nok ikke så mange andre, der har.  Et eksempel kunne være, at jeg til den forrige erhvervsminister bragte en sag frem lige efter jeg var blevet valgt første gang, der handlede om at beskytte dansk design. Det skulle da have været bragt op tidligere, men ingen havde gjort det.
Det er jo bare en af de brancher, jeg kommer fra. Men det er et godt eksempel på, at det er godt at have et bredt folketing, der har arbejdet ude i “den virkelige verden”, og kan bringe det ind på borgen”.


Tidligere kollega: Mona sætter store krav

Charlotte Scheel, der er nuværende Client Service Manager hos Envision arbejdede i et par år som PA for Mona Juul. I stedet for at spørge Mona Juul, spurgte vi Charlotte, som arbejdede intenst sammen med Mona, om, hvordan hun er at arbejde sammen med:

Charlotte: “Mona var fantastisk at arbejde for. Hun havde altid en stor tiltro til en og det projekt, vi var i gang med. Lederen, der altid har ens ryg. Men man skal kunne følge med. Hun sætter virkelig store krav, og det går stærkt. Hun er typen, der kan klare sig med 6 timers søvn, og aldrig har en dårlig dag.”

Folketinget

Hvis vi så springer lidt videre og taler lidt mere om dig.
Kan du “nikke genkendende” til nogle af de ting, som Charlotte siger?

“Charlotte er skøn og i øvrigt super dygtig. Det er pænt af hende at sige det, og sjovt at du har talt med hende igen.

Jeg synes mange gange, at verden går lidt i slowmotion. Kender du ikke selv følelsen af, at man sidder i en forhandling eller samling, og godt ved nogle af de ting, der på forhånd vil ske. Der vil jeg gerne have, at de ting bare sker, og vi kan komme til det, der er “alvorligt”. Så det er klart, at Charlotte og andre jeg har arbejdet sammen med oplever min utålmodighed, og det at jeg gerne vil have tempo på.

Med det siger jeg ikke, at jeg især i starten af min tid her i Folketinget ikke skulle “Lære, forstå og lytte”. Men der skal altså også ske noget. Jeg er blevet valgt til Folketinget og efterfølgende genvalgt for, at dem der har stemt på mig får noget for stemmen. Jeg har ikke søgt et job og været til ansættelsessamtale. Det er danskerne, der har stemt på en, og det har man simpelthen en forpligtelse til at følge op på.”

Da jeg spurgte Charlotte om hvilke 3 labels hun ville sætte på dig, så nævnte hun:

1) Mona sætter actions på dine tanker. – 2) Modig – 3) Følsom – fordi hun har et stort hjerte.

Har du taget dem med ind i politik?

“Ubetinget. Det er jo mig, som jeg bare har taget med ind i politik.”

Jeg møder simpelthen så mange dygtige mennesker

Mona Juul

Hvordan har politik ændret din egen hverdag?

“Nu er jeg selvfølgelig i gang med min anden periode, så det er blevet min hverdag. Men skiftet var naturligvis stort. Jeg havde tit overnatninger i København i mit tidligere virke (Mona bor i Horsens), men nu er jeg her stort set hele ugen. Så når alle andre drømmer om at skulle ud til et eller andet, drømmer jeg om at komme hjem.. (efterfulgt af et stort smil..)

Kan du prøve at sætte os ind i din dag?

“Mit udgangspunkt er Christiansborg. Jeg vil rigtig gerne ud, virksomhedsbesøg, grønne organisationer osv. Men rigtig meget af tiden foregår her. Det er mere effektivt. Mine dage er jo ellers fyldt op med gruppemøde, lovforslag, beslutningsforslag, forhandlinger og . Jeg har mange ordførerskaber og er ikke meget for at møde uforberedt. Så jeg moser rimeligt meget på, og arbejder rigtig mange timer. Og tænker politik hele tiden. Derudover står det mig nært selv at udvikle ideer selv.”

Hvem bliver du selv inspireret af?

“Af mange. Jeg møder simpelthen så mange dygtige mennesker. Både i mit eget parti og i andre partier, og folk jeg møder udenfor Christiansborg. Jeg kommer jo fra alt det her business, og har et stort netværk af folk der. Der er godt nok også mange dygtige. Men jeg kan blive inspireret af alle brancher. Jeg kan godt lide folk, der har “lidt ild i røven” og har noget på hjerte. Det bliver jeg forført af. Men der er ikke nogen bestemt, jeg kan hive frem.”

Hvordan ser dit  medieforbrug ud?

“Stort og overvældende 🙂 Sådan har det faktisk altid været. Sådan var det også før politik.”

Hvor lang tid er du i politik endnu?

“Min mission er på ingen måde i mål endnu. Så forhåbentlig i lang tid endnu.”


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.

Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.