Når Copenhagen Fashion Week og CIFF løber af stablen i denne uge, forvandles København igen til et mødested for den nordiske modebranche. Indkøbere, brands, butikker, medier og andet godtfolk indtager byen til shows, messer, middage og events – og bekræfter, hvordan København har etableret sig som et naturligt samlingspunkt for moden i Norden.

I år er der igen flere åbne arrangementer, og mange af begivenhederne streames, så et endnu større publikum kan inddrages i de forskellige brand communities.

Og netop fællesskaberne fylder mere og mere. Det har vi tidligere beskrevet med Les Deux’ voldsomme vækst i udlandet, Planet Nusas løbefællesskaber og ARKK Copenhagens nye initiativer. For blot at nævne et par eksempler.

"Hvis du vil have opmærksomhed i dag, skal du skabe noget, folk vil være en del af og kan engagere sig i"

Samme oplevelse har det danske streetwearbrand Woodbird, som samtidig oplever stor vækst. Virksomheden kommer snart med sit årsregnskab, der forventes at vise betydelig fremgang på både top- og bundlinje. Et tydeligt tegn på, at fællesskaberne også kan omsættes til forretning.

Og Chung W. Cheung, co-founder og CEO, har en klar forklaring på, hvorfor fællesskabet er blevet så afgørende:

“Vi oplever, at mode ikke længere bare handler om tøj, det handler om oplevelser. Hvis du vil have opmærksomhed i dag, skal du skabe noget, folk vil være en del af og kan engagere sig i. Derfor prøver vi hos Woodbird at give kunderne noget at mødes om, så de bliver en del af vores kultur. For os har det altid handlet om at samle mennesker.

Vi har bygget Woodbird gennem oplevelser, ikke gennem hverken catwalks eller kampagner. Det gælder også under modeugen. Woodbird lever både på gaden og online og er lige så meget mennesker som produkter. Når vi er på CIFF i næste uge, åbner vi en noodle-shop på standen. Det er et synligt statement på Woodbirds dansk-asiatiske rødder, hvor Woodbird-teamet kan mødes omkring langbordet og spise og hygge sammen med vores kunder.”

Woodbird

TH: Chung W. Cheung, co-founder og CEO af Woodbird


"København er blevet et naturligt samlingspunkt for moden i Norden"

Chung W. Cheung bakkes op af CIFF’s direktør Sofie Dolva i idéen om, at fællesskaber fungerer som fundament for modebranchen:

“København er blevet et naturligt samlingspunkt for moden i Norden. For at nå dertil har vigtige partnerskaber været afgørende. Vi arbejder tæt sammen med mange af vores udstillende danske og internationale brands, vi samarbejder med brancheorganisationen Dansk Mode & Textil og med Copenhagen Fashion Week.

CIFF har valgt ‘CIFF City’ som et gennemgående visuelt tema, hvor messeområdet forvandles til et travlt byrum for at fremme interaktion og fællesskab blandt deltagerne. CIFF City er en dynamisk, urban plads, der opfordrer messens gæster til at søge inspiration, være åbne for nye indtryk og netværke.

CIFF er mere end en modemesse. CIFF er et samlingspunkt for mode og kultur. Samarbejdet med Woodbird er et godt eksempel på, hvordan vi konkret skaber mindre fællesskaber i det store fællesskab,” slutter Sofie Dolva, direktør for CIFF.

Modegen løber af stablen fra 27. til 30. januar 2026.


For nylig indgik CIFF og Boozt i øvrigt et partnerskab i forbindelse med modeugen. Læs mere om samarbejdet [her].

Sofie Dolva, direktør for CIFF


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center