Samtale med Ajaja Kofoed-Nørgaard, Hotelchef på Melsted Badehotel på Bornholm.
Der er noget specielt ved området omkring Melsted ved Gudhjem på Bornholm. Som et af de få steder er der både strand og de berømte bornholmske klipper samme sted. Men midt i det hele ligger også det populære badehotel Melsted Badehotel, som har fået nye ejere. Badehotellet var utroligt eftertragtet, og de nye ejere blev fundet efter en pitchrunde. Nu har de nye ejere haft mulighed for at sætte sit præg og har netop slået dørene op for deres første sæson.
Her kan du møde Ajaja Kofoed-Nørgaard i en samtale med dontt.dk.
Du kan i øvrigt besøge vores bornholmerguide her, som netop er blevet opdateret. Find links nederst i artikel.
Eline Halborg-Bendtsen (tv.) som er en del af ejerskabet og hotelchef Ajaja Kofoed-Nørgaard. (th.)
OM MELSTED BADEHOTEL
Melsted Badehotel er Bornholms første badehotel daterende tilbage til 1932. Det ligger helt uforstyrret på sin egen 18.000 kvm idylliske strandgrund, helt ned til vandet på den bornholmske østkyst i gåafstand til Gudhjem.
Hvem er Ajaja?
“Jeg er hjemvendt Bornholmer, mor til 2 og gift med Jannik. Jeg har de seneste 4 år været sponsoransvarlig på Folkemødet, og før det har jeg både været stewardesse og arbejdet med events i København.
Nu er jeg hotelchef her på Melsted Badehotel, som jeg glæder mig til at tage ind i en ny æra. Det har jeg været af funktion siden oktober måned. De nye ejere køber hotellet foråret 2021, og jeg siger ja til jobbet hen over sommeren med overtagelse i oktober. Det er her, at vi begynder at kunne renovere og planlægge mere konkret for “det ny” Melsted Badehotel.”
Det er et ikonisk badehotel, som I har overtaget. Hvad skal der ske af nye ting?
“Du har helt ret, og det var en af grundene til, at jeg sagde ja til den her opgave. Det er ikke hvilket som helst badehotel. Det er et sted, som betyder enormt meget for rigtig mange. Melsted Badehotel har altid haft et godt ry. Alle forbinder os med noget eksklusivt og lækkert. Derfor er der naturlivis også en “portion ærefrygt”, som gør, at vi ikke bare gør os 100% umage, men 110%.”
Hvad har I så lavet? Hvis vi starter med værelserne?
“Alle værelser er blevet renoveret. Hele vejen rundt. Dvs. at gulvene har fået en tur, nye tapeter, paneler, lofterne er blevet malet og alt interiør er blevet udskiftet. Det eneste, vi faktisk har beholdt, er sengene. Det er nye (og virkelig lækre) Hästens senge, hvor vi så har skiftet topmadrasserne.
Vi har forsøgt at føre værelserne tilbage til hotellets oprindelige sjæl. Hotellet er fra 1932 og med det klassiske badehotel look med striber. Det går igen på værelserne bortset fra 2 værelser, hvor vi “skejer lidt ud” med blomster på væggene.”
Og hvordan med udendørsarealerne?
“Alle vores terrasser ved værelserne er blevet åbnet op. Det betyder, at vores gæster har direkte adgang til vores store have, som også peger ned mod vandet (der er havudsigt på alle værelser).
Vi har også gået hele haven igennem, og forsøgt at gøre den mere enkel. I stedet for ordinære blomsterbede, har vi plantet en del siv og græs, som skal være en naturlig overgang ned til stranden og den “rigtige” natur der. Det giver også plads til en masse havespil osv.”
I er også blevet rost for jeres nye “online tilstedeværelse”. Hvordan ser du på det?
“Vores sociale medier og fokus på vores visuelle identitet har fået et stort løft. Vi er enormt bevidste om, at det er vigtigt, at vi giver noget af den oplevelse her fra Melsted Badehotel på vores online platforme. Størstedelen af vores gæster kommer jo fra den anden side af vandet, så de kan ikke bare komme og se det nye Melsted Badehotel. Det er derfor noget, vi lægger en del energi i, for selvfølgelig vil vi også gerne nå bredere ud. Men for mig er det også en balancegang. Det skal være lækkert, men det skal så sandelig også være autentisk og personligt. Der er ikke noget værre end at møde virksomhedsprofiler, hvor man ikke føler, at der er mennesker bag.”
Vi har været lidt inde på det. Men udover at være et hotel. Hvad kan man forvente som gæst ved jer?
“Det skal være et eksklusivt ophold, med god service, men med benene plantet solidt på jorden. Vi er et lille team, hvor vi alle løfter hinanden. Det skal være et sted, hvor man kan komme ned i gear. Melsted Badehotel skal danne rammen om den mulighed. Men vi vil også gerne inspirere vores gæster til at se noget andet af Bornholm end “Hammershus og Dueoddet” i overført betydning. Derfor har vi også en lang række samarbejder med lokale. Det er alt fra sanketure, til vandreture og sejlture. Der har vi haft gæster, der har været på Bornholm masser af gange, men fået nogle helt nye oplevelser.”
Hvor gør I jer allermest umage?
“Det gør vi i mødet med vores gæster, og den personlige service. Det er her, at vi kan gøre en stor forskel.”
Hvor får du din egen inspiration fra?
“I min hverdag, på rejser og oplevelser har jeg altid antennerne ude. Jeg lægger mærke til hvad der giver den bedste følelse, og hvor man får en autentisk oplevelse. Dette har jeg med mig på arbejde og prøver at klæde mine medarbejdere så godt som muligt på til at gøre det samme.”
Hvordan ser din egen hverdag ud?
“Det ved jeg jo ikke rigtigt endnu. Nu er vi lige gået i gang her på badehotellet og åbnet op. Så du skal næsten komme igen og spørge mig om et halvt år. Men jeg kan jo godt mærke, at selvom der er mange faste opgaver, er der aldrig en dag der er ens. Desuden har vi så mange planer og ambitioner for badehotellet og området her.”
"Vi skal være et sted, hvor man kan komme ned i gear. Melsted Badehotel skal danne rammen om den mulighed, som ikke altid er en selvfølgelighed i samfundet."
Ajaja Kofoed-Nørgaard
4 hurtige om Bornholm
Hvor mange år har du boet på Bornholm?
“Jeg boede her, fra jeg blev født til jeg var 19 år. I den her omgang har jeg boet her i 3.5 år.”
Dit favoritsted på Bornholm?
“Min kolonihave. 1 km fra vores hjem har vi en lille have hvor vi hygger med havearbejde om dagen, grill og mad over bål om aftenen. Det er mit yndlingsfristed, hvor jeg får koblet af og har kvalitetstid med familien.”
Hvilket sted ville du først vise til en person, der aldrig har været på Bornholm?
“Der ville jeg nok vise et af Bornholms mange å-løb. Det er lidt overset. Det er så smukt at gå langs dem. Der er fyldt med anemoner og ramsløg – og kan ende ud i et vandfald. Det skal opleves.”
Hvor spiser man bedst?
“Det gør man uden tvivl her på Melsted Badehotel.”
Continued….
Det her bliver ikke det sidste du har læst til Ajaja og Melsted Badehotel på dontt.dk
Husk at tilmeld vores nyhedsbrev. Her får du en ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.