🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.

Maiken Paaske er tilbage som founder, denne gang med Abeam, et netværk for “outliers”. Det er de mennesker, der skaber ekstraordinære virksomheder, former investeringer og driver innovation på tværs af lande og kontinenter.

Her samles unicorn-founders, top-investorer og ledere, der søger ligeværdige relationer uden støj fra sociale medier og offentlige forespørgsler. For Maiken har det altid handlet om mennesker, teknologi og mulighederne i at forbinde de mest exceptionelle talenter. Vi har talt med hende om visionen bag Abeam, hendes drivkraft og hvordan Danmark kan lære af de internationale tech-miljøer.

Her er vores creator-interview med Maiken Paaske.


"Vi samler de pionerer, der former fremtiden ét sted"

Maiken Paaske

Maiken Paaske


Maiken, Du har netop lanceret Abeam. Hvad gemmer sig bag?

Jeg vil betegne Abeam som “The home for outliers”. Der er dér de største iværksættere, investorer, top executives og ledere samles.

Inden for venture capital og tech plejer man at bruge ordet “outliers”, som en betegnelse for den 1% af mennesker, der laver noget helt exceptionelt. Dem der opbygger ekstraordinære virksomheder, skaber masser af arbejdspladser, store returns til investorerne, samfundsvækst og innovation.

Og jeg synes den betegnelse er ret sigende for Abeam’s brugere. Det er de mennesker der har haft en exceptionel rejse og som har gjort noget kun de færreste tør. Det er fx unicorn founders, executives fra børsnoterede selskaber, top-investorer, founders der har lavet store exits osv.

Vi samler de pionerer, der former fremtiden ét sted, og gør det muligt for dem at connecte med hinanden, på tværs af lande og kontinenter.”

"Kort sagt, du kan sige det er Raya for business"

Hvad er det for et problem, I forsøger at løse med Abeam?

Kort sagt, du kan sige det er Raya for business. Det giver måske lidt kontekst.

Abeams eksistensberettigelse er, at vi samler mennesker, som ikke kan benytte fx Linkedin som de fleste, men som stadig ønsker at connecte og møde relevante ligeværdige personer uanset hvor de befinder sig i verden.

De mennesker, Abeam henvender sig til, kan overordnet set inddeles i to grupper: Nogle er ekstremt private, mens andre er meget kendte personer.

De kendte bliver bombarderet med henvendelser i det daglige. Alle vil have noget fra dem. Deres indbakke på Linkedin er fyldt med forespørgsler, men det er sjældent, at det er ligeværdigt.

På den anden side har du de meget private, som fx ikke er til stede på sociale medier og som du ikke hører om i medierne. Dem der bare ønsker at køre under radaren og ikke vil bombarderes med henvendelser. Men de vil stadig gerne møde og connecte med ligeværdige personer.

Abeam samler disse “outliers” på tværs af verden og lader dem opdage nye relevante personer, som befinder sig i nærheden af dem. De kan også joine kuraterede gruppe-middage med andre i deres kaliber og de kan få input, hjælp osv. fra andre personer, som forstår dem, fordi de kan se sig selv i dem.”

Hvad er ambitionerne på både kort og lang sigt?

“Det er at skabe infrastrukturen, der forbinder de største outliers med hinanden, hvor de kan forme relationer og alliancer, der kan skabe massiv impact for dem og resten af verden.”

"Teknologi har altid været en passion og et interesseområde for mig"

Du har bevæget dig mellem startup, investering og rådgivning. Hvornår føler du dig mest i dit rette element? 

“Udadtil ser det måske ud som om der er stor forskel på det, men sådan føler jeg det ikke. Jeg føler lidt det hele hænger sammen og overlapper med hinanden. Fællesnævneren for alt hvad jeg laver er nok menneskene. Jeg nyder virkelig at arbejde sammen med inspirerende mennesker, som har noget på hjerte, som ikke bare gør som alle andre, men som tør tage chancer, gå deres egne veje og tænke ud af boksen. Dem der former verden og driver os fremad.

De giver mig energi! Det er både dem der er kunder i min rådgivningsvirksomhed, hvor jeg laver thought leadership og PR for top iværksættere, kapitalfonde og direktører, det er samme målgruppe der er brugere på Abeam osv.. Så egentlig er der ikke så forfærdeligt langt imellem de forskellige ting. Det hele smelter sammen, på den gode måde.”

Omvendt har du jo også deltaget i mange debatter/vidensdeliner omkring teknologi, iværksætteri, ligestilling og diversitet. Hvad driver dig så mest?

“Teknologi har altid været en passion og et interesseområde for mig. Det har formet min uddannelse, mine hobbyer og min karriere. Jeg har altid set teknologien som et omdrejningspunkt for vores samfund og for fremtiden. Og hvis man vil være med, hvor det sker, hvor de store beslutninger bliver taget, hvor der er meget på spil, hvor man kan skabe indflydelse og hvor fremtiden formes, så er man nødt til at forstå tech. I dét er der så mange andre ting, der også spiller ind.

Investering er også en stor del af den snak – da risikokapital er med til at give ny innovation en chance – hvorfor jeg også har gjort mig i det. Derudover er det primært mænd der sidder på magten ift. tech og investeringer i dag, så ja, der er da klart plads til mere diversitet, især hvis vi gerne vil skabe en fremtid der tager højde for et diverst samfund. Og så har jeg altid ment at du kan ikke tale forretning uden at tale politik. Der er politik i ALT – især ift tech og investeringer – fordi der netop følger meget magt og indflydelse med. Så kort sagt, jeg føler egentlig at hele hænger sammen og overlapper med hinanden.”

"Jeg synes at janteloven fylder alt for meget i Danmark"

Hvor mener du, at danske iværksættere har størst potentiale og hvor halter vi stadig? I forhold til de internationale tech-miljøer du følger!

“Uha.. Det sjove er, at når jeg er i USA, så synes de jeg er ih og åh så ydmyg, men når jeg er i Danmark, så synes folk at jeg er meget ambitiøs og at jeg skiller mig ud. Det er sjovt at mærke hvordan man bliver opfattet SÅ forskelligt de to steder og det siger nok også lidt om forskellen i markederne. Jeg synes at janteloven fylder alt for meget i Danmark.

Det fylder i vores kommunikation og vores kultur – ofte helt ubevidst. Vores diskurs skaber vores virkelighed, om vi vil det eller ej. Det betyder bare at ambitionsniveauet lider af det som konsekvens, og det påvirker vores evne til at bygge virksomheder her. De fleste tør ikke tænke RIGTIG stort.

De er bange for at skille sig ud. De er bange for at tage chancer. Og ærligt, incitamentet for netop at tage chancen og risikere alt for at bygge virksomhed, hvor 95% vel og mærket lukker ned inden for 5 år, er også bare meget lille her. Vi er så komfortable i Danmark. God løn. God sikkerhed. God work-life-balance. Vi kan lære meget af amerikanerne når det kommer til at skabe excitement omkring iværksætteri. De er meget bedre til at hype deres iværksættere op og den hype skaber reelle resultater. De bliver excited omkring nye spændende idéer, både iværksættere og investorer og den brede befolkning følger med. I starten er det bare hype, men undervejs bliver det konverteret til reel værdi. Lige præcis dét er vi enormt dårlige til i Danmark.”

Hvem er du selv inspireret af?

“Folk har delte meninger omkring Elon Musk, og han er kontroversiel på mange punkter. Men når det kommer til iværksætteri, så er der bare ikke andre, der er på samme niveau.

De problemer han løser er af ekstraordinær kompleksitet. Han innoverer kritisk infrastruktur – og han gør det ikke bare med ét selskab, men med mange. Paypal, Tesla, SpaceX, Neuralink, Boring.. Det er infrastruktur for civilisationens fremtid og problemer. Han gør det ikke én gang. Han gør det parallelt, samtidigt – og med stor succes.

Så ja, Elon inspirerer mig. Ikke fordi jeg ønsker at være som ham, men fordi han er levende bevis på, at alt er muligt. Og det er iværksætteri i sin kerne, at se verden som den burde være, og så lave de løsninger der muliggør den virkelighed.”

"En god arbejdsdag er alsidig, men alligevel ret planlagt"

Hvordan ser en god arbejdsdag ud for dig?

Den er alsidig, men alligevel ret planlagt. Jeg arbejder meget, men føler mig fri, fordi jeg har friheden til at planlægge meget af det selv. Jeg starter med at læse nyheder, høre podcast etc. sammen med træning fra morgenstunden. Jeg prioriterer altid deep work om formiddagen, når jeg er mest produktiv og kører det meget fokuseret. Eftermiddagen står så på møder og andre lidt mere fluffy opgaver. Men jeg er også typen der altid er lidt på arbejde. Får jeg en god idé kl 23:30 når jeg ligger og er ved at falde i søvn, jamen så finder jeg min notes app frem og skriver det ned, så jeg kan huske at eksekvere på det i morgen. Mit hovede er altid lidt på arbejde, fyldt med idéer. Jeg synes jo det er enormt spændende.”


WEEKLY BRIEF

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 55.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center