At diskussionen om Mærsk’s skatteafregning har buldret løs i disse dage er ingen overraskelse.
Jeg forestiller mig faktisk, at en type som Pelle Dragsted, der i øvrigt altid både er godt forberedt og yderst omhyggelig i sit arbejde, har et stort enhedsliste-rødt kryds i sin kalender på dage, hvor Mærsk fremlægger regnskab. Pelle og “de andre” har som altid to budskaber:“Mærsk’s skatteprovenu er for lav og tonnageskatten er urimelig.”
Mærsk er en gave til os alle – og det ved venstrefløjen også godt inderst inde!
De kunne til gengæld aldrig finde på at nævne, at Mærsk hele tiden skaber flere og flere arbejdspladser over år i Danmark. Faktisk så mange, at Mærsk selv har tilbudt at medfinansiere en ny metrostation tæt på hovedkontoret omkring Esplanaden. En metrostation, som vil være til stor gavn for turister og københavnerne generelt. Udover at Mærsk skaber flere jobs, skaber de også flere velbetalte jobs. Alle de medarbejdere betaler skat i Danmark, ligesom der bliver betalt skat af de store aktiegevinster og udbytter. Så Mærsk betaler både direkte og indirekte mange milliarder i skat. Men lad det nu ligge, for de ting ved kritikerne nok godt.
For alternativet er vigtigere at berøre, trods det ville være forfærdeligt. Vi må for guds skyld ikke miste virksomheder af den kaliber som Mærsk i Danmark. Det må være en bunden politisk opgave. Det har vi ikke råd til. Kunne det ske? I teorien, ja. Amerikanerne vil formentlig betale dyrt for at få Mærsk til landet. Men netop Mærsk´s gode intentioner for Danmark gør, at vi stadig har dem. Derfor gør det ondt at se, at repræsentanter fra venstre-fløjen får Mærsk til at lyde som en omgang snyltere. For det er nok det sidste, de repræsenterer.
Derimod har de været en enorm inspirationskilde i over 100 år for landets iværksættere og erhvervsfolk. Her findes der ingen misundelse, men derimod nysgerrighed og mulighed for at opleve sådan en virksomhed på tætteste hold. Det kan lade sig gøre.
Derudover er Mærsk en stærk og aktiv spiller for samfundet. Vi ved alle, at de igennem fonden har betalt for Operahuset, sendt 1 milliard til folkeskolen, doneret millioner og atter millioner til forskning i grøn omstilling osv. Men de sætter også små, men betydelige aftryk ubemærket. Som da de kickstartede et fornyelsesprojekt for Fælledparken, der blandt andet gjorde skatebanen mulig. De har skabt økonomien til grønne områder i byen, og hjulpet til udvikling af forskellige kulturinstitutioner. Det kunne blive en lang opremsning, som jeg vil spare dig for. Men en ting er sikker:
Mærsk har ikke problemer eller svært ved at tage ansvar. Hverken for i dag, i morgen eller for Danmark. Tak og tillykke med jeres flotte resultat. Det er en gave til os alle.
Formatet "dontt.dk mener" er udtryk for dette medies holdninger og deltagelse i vigtige samtaler. Det kan være om samfundet, dansk politik, økonomi/vækst, kultur og det liv, vi lever i 2022.
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.