Det danske brand Les Deux fortsætter med at tiltrække international opmærksomhed. Senest er det det britiske magasin Square Mile, der i et længere interview fremhæver brandet og co-founder Andreas von der Heide i en stor feature.

Magasinet, som udgives i London, fortæller historien om Les Deux’ rejse fra en kælder til et globalt community med butikker og samarbejder på nogle af verdens mest markante adresser.

I interviewet deler Andreas åbent sine tanker om både modebranchen, brandets værdier og deres sociale engagement. Han sætter ord på, hvorfor han i første omgang blev draget mod netop tøj. Hvor han blandt andet fortæller:

“Jeg elsker branchen på grund af den følelse, tøjet giver. Når man har noget på, der føles rigtigt, giver det selvtillid. Mode er en af de mest tydelige måder, vi udtrykker os på, og det taler virkelig til mig. Trends betyder noget, men det er ikke det vigtigste i at bygge et brand. Der er for meget “fast fashion” og for lidt kærlighed til produktet. Ligesom personlige relationer bliver tøj mere meningsfuldt med tiden. F.eks; Det bliver skjorten, du havde på den dag, du mødte din kone, i stedet for noget, du havde på i et par måneder og så glemte. Kvalitet fortjener den tid. Det elsker jeg.”


Andreas von der Heide

Andreas von der Heide, Les Deux


Modsætninger er afgørende for brandet

En rød tråd gennem hele samtalen er Les Deux’ DNA og dualitet. Ifølge Andreas er det netop mødet mellem kontraster, der har været kernen fra begyndelsen og fortsat definerer brandets identitet. Det er altså langt mere end “bare” et navn.

“Dualitet har altid været kernen i vores brand. Nogle gange er det vintage blandet med moderne, andre gange sporty med preppy – men vi er bedst, når modsætninger mødes, og der sker magi.”

Les Deux bliver aldrig bare “et enkelt produkt”

På produktsiden peger Andreas på Como Pants som et afgørende vendepunkt for Les Deux i Skandinavien. Bukserne blev hurtigt populære, fordi de kunne bruges både afslappet og til mere formelle lejligheder. Alligevel insisterer han på, at Les Deux aldrig må reduceres til et enkelt produkt:

“Vi har brug for stærke produkter i høj kvalitet, men Les Deux er en følelse, der tilføjer gnisten til produktet. Det har været nøglen til alle vores største øjeblikke – og dem, vi stadig arbejder hen imod.”

Et andet vigtigt aspekt er det sociale engagement. Under initiativet Legacy har Les Deux blandt andet været med til at renovere basketballbaner i både New York og København. (Det har vi skrevet om her.) Det er et eksempel på, hvordan brandet ønsker at give tilbage til de lokalsamfund, de er forbundet med:

“Da vi lancerede i USA, renoverede vi en basketballbane i hjertet af New York. Det gjorde vi gennem vores Les Deux Legacy, hvor vi støtter folk, hvor vi har forbindelse.”

Interviewet slutter med en mere personlig note, hvor Andreas deler sin drøm for fremtiden – en drøm, der går ud over tøj og forretning:

“Når mine børn er ældre, og jeg har mere tid til at rejse, drømmer jeg om en lille to-værelses lejlighed i Paris som getaway for mig og min kone. Maden, livsstilen og historien – der er så mange lag i Paris, som jeg elsker at udforske.”

Med den kommende åbning af Les Deux’ første selvstændige butik i Paris til oktober og et stigende fokus på både produkt og community, markerer omtalen i Square Mile endnu et skridt på rejsen for det danske brand, der i dag står som et af de stærkeste skandinaviske modeeksporter.

Les Deux

WEEKLY BRIEF

Kultur, business & inspiration – direkte fra København til din inbox. Allerede 55.500+ på listen.
Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center