I dag præsenterede Erhvervsministeren på vegne af regeringen en ny handlingsplan, som skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med det mulige Brexit. Pressemødet blev afholdt hos Les Deux, som har 10% af deres forretning i UK, ud af en samlet omsætning på 100 millioner kroner.
Brexit skaber en masse bekymringer, men mere om dem nederst i denne artikel. For os dagens vært, så er man klar og føler sig godt forberedt.
Som Andreas von der Heide, medstifter af Les Deux sagde til Børsen tidligere i dag:
“Jeg tænker, kom med det Brexit, og lad os komme i gang, så vi kan vise, at vi godt kan klare det.,”
Og tilføjer her:
“Vi har flyttet ekstra varer derover i forbindelse med julehandlen, fordi vi ikke ved, om der pludselig kommer et hårdt brexit. Så vi er klar til at sælge derovre, uanset hvad der sker 31. oktober,”, der også har forberedt sig til et eventuelt hårdt Brexit på andre måder:
“Vores prissætning er en anelse højere end i Danmark, så der er taget nogenlunde højde for den told, der må blive lagt på. Selvfølgelig vil vi lide et lille tab, hvis vi ender med hårdt Brexit. Det er det, jeg ser som den største udfordring for os: Vores konkurrencedygtighed i forhold til de britiske mærker vil lide et tab, fordi vi skal betale told.”
“De forbehold, vi har kunnet tage, har vi taget. Vi har kigget på, hvordan det ser ud i Norge og Schweiz, som også er uden for EU. Det er det bedste, vi har kunnet gøre,” siger Andreas von der Heide.
I Storbritannien forhandles Les Deux i over 60 butikker.
Kom bare med Brexit!
Andreas von der Heide, Les Deux
"Brexit kommer til at vende op og ned på hverdagen for rigtigt mange danske virksomheder"
Simon Kollerup, Erhvervsminister
Men ikke alle virksomheder er så velforberedte som Les Deux. Derfor præsenterede Erhvervsministeren i dag regeringens handlingsplan på området. Den indeholder initiativer for knap 50 mio. kroner til at sikre små og mellemstore virksomheder den blødest mulige landing i tilfælde af et ’no deal’ Brexit.
Når Storbritannien inden længe forlader EU, kommer det til at kunne mærkes for danskerne og for dansk erhvervsliv. Særligt hvis det ender med et ’no deal’ Brexit, vil det betyde en anden hverdag for mange danske virksomheder, som ikke kan undgå at mærke konsekvenserne af bruddet. For eksempel vil det betyde fortoldning af varer, fødevarekontroller og data, som ikke kan flyde frit.
Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder er forberedt bedst muligt forud for Brexit. Men særligt for de små og mellemstore virksomheder, kan det være en svær opgave at skulle sætte sig ind i nye regler og procedurer. Regeringen ønsker at hjælpe dansk erhvervsliv så godt som muligt. Derfor lancerer regeringen i dag en handlingsplan, som skal hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at få styr på deres Brexit-forberedelser. Sådan lyder det fra Regeringen selv.
Erhvervsminister Simon Kollerup fortæller:
”Brexit kommer til at vende op og ned på hverdagen for rigtigt mange danske virksomheder, uanset om man eksporterer varer til Storbritannien, benytter sig af britiske underleverandører eller måske har data eller medarbejdere derovre.
Særligt for små virksomheder, der ikke har råd til at dedikere en medarbejder til at sætte sig ind i situationen og forberede virksomheden på Brexit, kan det være en stor og uoverskuelig udfordring, som i sidste ende går ud over os allesammen.
Derfor ser vi det i regeringen som en fælles opgave at sikre, at konsekvenserne bliver reduceret så meget som muligt for virksomhederne, så en skidt situation ikke bliver værre. Med handlingsplanen giver vi virksomhederne en hjælpende hånd, så de kan få den blødest mulige landing efter Brexit.”
Handlingsplanen skal for det første styrke informationen og vejledningen til virksomhederne, så det bliver nemmere for dem at finde ud af, hvilke ændringer Brexit medfører, og hvordan man forbereder sig på det.
For det andet sætter man administrativt ind med blandt andet øget bemanding og udvidede åbningstider, så virksomheder ikke oplever unødige forsinkelser i tiden omkring Brexit.
Og for det tredje får virksomhederne via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtte til omstilling gennem bidrag til fx ekstern rådgivning, hjælp til kompetenceudvikling eller rådgivning om eksportmuligheder på det britiske marked.