Dem, der lever stille, de lever godt. Det kunne have været et motto, der passer godt på Jens Stryger Larsens tid i Østrig. Han var en af Austria Wiens store profiler i flere år, og det medførte i år, at han blev solgt til en af verdens bedste fodboldligaer, nemlig Serie A. Det har medført en helt anden opmærksomhed omkring den unge dansker. I dette interview kommer vi lidt tættere på Jens.
Jens Stryger har spillet 45 kampe for alle ungdomslandshold, og fik debut på A-landsholdet d. 31 august 2016, og han har siden været en fast del af holdet.
Du er i denne sæson skiftet til Serie A og Udinese. En velkendt klub, også for os i Danmark. Hvad er dine egne forventninger?
Jeg er kommet godt i gang, og spillet mig til en plads på holdet. Det er positivt. Det har altid været en drøm for mig at spille i Serie-A. Som hold kunne vi godt have fået en bedre start, men det går også fremad der.
Du flytter til Italien med din kæreste. Har I fundet bolig og alle de andre praktiske ting?
Nu er vi en del med landsholdet pt, så der er mange ting, der lige skal gå op i en højere enhed mht. lejlighed og andre praktiske ting. Min kæreste, som jeg har være sammen med i 3 år, er også kommet herned nu. Det er helt fantastisk. Når vi er helt på plads, så kommer vores hund også
Hvad med sproget? Der må være nogle barrierer? Er du gået i gang med undervisning?
Italiensk er et fedt sprog, men det er også et svært sprog at lære. Træneren taler kun italiensk, der er dog enkelte spillere, som taler lidt engelsk. Ellers foregår alt på italiensk. Jeg har ikke fået undervisning endnu, men det er planen, at vi begge skal gå til det hurtigst muligt.
Hvad er Udineses ambitioner for sæsonen?
Udinese er en traditionsklub og har også haft en del danskere i klubben tidligere (feks. Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Per Krøldrup). De har spillet med i toppen tidligere, men de seneste par år har de ligget i midterfeltet. Men selvfølgelig, som alle andre hold, sigter vi efter at komme så højt som muligt.
I din tid i Østrig var det, som om du blev mere og mere højre-back. Er det blevet din position nu?
Jeg har kun spillet højre-back i Austria Wien. Det er også min plads på landsholdet, men jeg er en alsidig spiller, der kan spille på flere positioner. Udinese har købt mig som højre-back. Det er klart den plads, jeg selv foretrækker at spille.
Danskerne følger ikke meget med i østrigsk fodbold? Hvad var dine fodboldmæssige højdepunkter i Østrig?
Helt klart Europa league. Jeg har stort set været fast mand på holdet. Dog havde jeg en periode med en knæskade, som tog noget tid. Men siden der er det kun gået fremad med masser af spilletid og landsholdet. Jeg tog springet til klubben, fordi jeg vidste, hvor meget Austria Wien ville have mig. Jeg kunne godt have valgt en anden liga på det tidspunkt. Men der kunne udsigterne til spilletid være noget længere væk.
3 hurtige om “dine” fodboldlande :
Det bedste ved Danmark: Familie og venner
Det bedste ved Østrig: Byen og kulturen
Det bedste ved Italien: Klimaet og det italienske køkken. Det svært at sige mere, når jeg ikke har været her længere tid. Men er indtil videre kun positivt overrasket