Hvad er det værste, der kan ske? Sådan har jeg nok altid tænkt. Selvfølgelig kan det gå galt, men så prøver du bare igen. Og går det godt, så får du den vildeste optur.
Ideen om FINDERSKEEPERS havde egentlig været lang tid undervejs og er en kombination af forskellige erfaringer og oplevelser. I gymnasietiden var jeg del af et tøjluksusloppemarked i Svendborg, og det koncept ville jeg gerne forsætte i Kbh. Samtidig gik jeg på Danmarks Designskole, og her blev jeg dagligt konfronteret med alle de superdygtige designere, som aldrig rigtig fik mulighed for at udstille deres ting og designs andre steder end på Designskolens julemarked. Og det, synes jeg, var så mega ærgerligt.
For mig var det ret klart at se, at der manglede et konkret sted – en fysisk platform som var tilgængelig for alle og ikke kun den lukkede modeverden. Et sted hvor designstuderende, kunstnere og kreative iværksættere kunne udstille deres produkter, få muligheden for at prøve sig selv af, komme i direkte kontakt med forbrugeren, udvide netværket og finde inspiration samt tage ved lære af andre kreative. Kort og godt så ville jeg vil skabe et sted et forum, hvor den danske designfremtid kunne blomstre.
Resultatet blev FINDERSKEEPERS – et design- & tøjmarked. Det primære fokus er at skaffe upcoming designere. Men samtidig har vi etableret en fashion-afdeling, som kan lokke flere af de modeinteresserede til. Når de så først er kommet ind, så får de også øjnene op for alle de mindre brands, designere og kunstnere. Det er jo rent win-win.
Irriterende, ydmygende og grænseoverskridende
Ideen var skabt, men så kom næste skridt. Hvordan fylder man så lige en hel hal med dygtige og interessante designer-ildsjæle?
Jeg tror faktisk, at jeg har været en smule irriterende, for jeg gav den virkelig gas. Der var ingen anden vej end benhårdt arbejde. Min computer er altid med mig, og jeg fik alle, jeg kendte – og også folk jeg ikke kendte, til at invitere deres venner til FINDERSKEEPERS på facebook. Jeg lagde billeder på de sociale medier af de designere og kunstnere, som allerede havde sagt ja til at deltage. Jeg fik visitkort. Jeg gav visitkort. Jeg valfartede fra butik til butik fra Vesterbro til Hellerup og opfordrede folk til at deltage. Nogle var søde og imødekommende, andre var ligeglade eller direkte nedladende. Det var så ydmygende nogen gange, at jeg havde lyst til at stoppe, men jeg blev ved.
Jeg er ikke en person, der gør tingene halvt, og det havde jeg hellere ikke tænkt mig at begynde på. Når jeg sætter mig noget for, så kan jeg godt lukke lidt af for støj udefra – og det tror jeg netop var en kæmpe fordel i den situation. Når jeg tænker tilbage, fatter jeg ikke helt, at jeg gjorde det. Det var så grænseoverskridende for mig, og jeg krummer tæer ved tanken om at skulle gøre det igen. Men det handler om at springe ud i det – være modig og tro på dig selv. For igen – hvad er det værste, der kan ske?
Men det var ikke nemt. Skal du lykkes, så skal du være pissemodig. Det vidste jeg faktisk ikke, at jeg var. Men det ved jeg nu! Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var svært. Det krævede mod at udstille mig selv på den måde. Jeg kunne jo ikke garantere dem andet end en stand. Men mine talegaver må have været i orden, for det virkede, og folk begyndte at få kendskab til FINDERSKEEPERS. Selvfølgelig tog det pusten fra mig, når jeg mærkede, at folk ikke troede på min ide. Men samtidig havde jeg rigtigt mange, der troede på, at det kunne lade sig gøre, og allervigtigst – så troede jeg selv på det. Jeg troede så meget på det, at det smittede. Jeg skulle bare i mål – koste hvad det vil.
With a little help from my friends
Jeg havde ikke klaret det uden mine venner og min familie. De skal have en stor tak. Da jeg startede op blev FINDEREEPERS hurtigt et fællesprojekt, som alle bidrog til. Og sammen brugte vi hele vores netværk. FINDERSKEPPERS er jo netop også et netværk, og derfor var det helt naturligt, at alle ville give en hånd med for at få det til at fungere. Alle designerne var også interesseret i at få mange besøgende til at komme og købe deres produkter. Men det var heller ikke holdbart kun at have mit netværk til at hjælpe. Det er lidt ligesom at spørge sine venner, om de vil flytte for én 3 gange om året.
Det endte med, at jeg tog en beslutning om at ansætte freelancemedarbejdere, der skulle hjælpe mig med blandt andet PR, marketing, musik og sponsorater. Og i begyndelsen af 2013 tog jeg en endnu større beslutning. Jeg tog orlov fra Designskolen og valgte at satse 100 % på FINDERKEPPERS. Og sidenhen er der kommet flere ansatte og et par praktikanter til også. I princippet kunne jeg godt klare markederne alene og sætte autopiloten til. Men det giver ikke værdi for mig. Værdien for mig er at se FINDERSKEEPERS vokse og få flere hænder indover, få flere projekter op at stå og realisere drømmen om at skabe et forum for Danmarks designfremtid.
Spring ud i det
Sidder du og drømmer om at starte dit eget. Så go for it and be your own hero. Det bliver ikke nemt, men tro på dig selv, og brug dit netværk. Du skal overskride dine egne grænser flere gange, og du er nødt til at sparke døren ind og fortælle om din ide – uanset om folk gider at høre på det eller ej.
Du kommer ikke uden om kritik, men tag det ikke personligt. Brug det i stedet til at gøre din idé endnu bedre. Tidspunktet er aldrig rigtigt, så bare kom i gang – for hvad er det værste, der kan ske?
kh Herle