Jeg undrer mig stadig over det udtryk. Siden jeg var helt lille har trænere, forældre og kolleger på sidelinjen sagt: ”Man kan se, han er i sit flow”.

Lad mig starte med at sige, jeg synes det er en mærkværdig sætning. Jeg vil prøve at undersøge udtrykket ved hjælp af min erfaring på fodboldbanen samt, hvad jeg mener ”flow” måske er eller ikke er.
Jeg har snart spillet fodbold i 12 år og lige siden jeg begyndte som 10-årig i Houlkær, en lille klub i Viborg, har jeg arbejdet stenhårdt, hver gang jeg skulle træne og spille kamp. En vilje som er nært beslægtet med min opdragelse.

Men hvad har vilje med ”flow” at gøre tænker I nok?

Jeg mener, at ”flow” er et ord, der ligeså godt kunne sidestilles med disse: hurtigt opfattende, intuition, lethed i kroppen, utrættelig, enorm glæde, miste tidsfornemmelse og total fokus. Disse ord eller rettere sagt egenskaber, kommer ikke ud af det blå.  De virker jo vidunderligt dejlige at kunne identificere sig med, men det er ikke altid, de kommer til dig.
”Flow” er derfor efter min overbevisning: hårdt arbejde, vedholdenhed, selvtræning, flid og tid. Mange fodboldspillere, i særlig grad angribere, bliver konfronteret med det absolutte, men uhyggelige faktum, at de ingen mål har scoret i lang tid, hvortil langt størstedelen svarer: ”Jeg har ingen selvtillid”.

Det her er ret interessant at opholde sig ved. Selvfølgelig sat på spidsen og sågar en kende banalt. Men betyder det så, at de vil vente til de får selvtilliden tilbage, før de kan score igen? Det lyder absurd.

Jeg vender derfor tilbage til min måde at tolke ”flow” på. Når jeg er allerbedst, spiller mine bedste kampe og træner som den bedste, så er jeg frem for alt vedholdende og sætter min vilje forrest. Med stenhårdt arbejde kommer tingene til dig og det bliver som en leg, som helst aldrig må stoppe.

”Flow” opleves ikke kun på fodboldbanen, men i vores relationer med andre, på arbejdspladsen, i skolen og i næsten alle sammenhænge, hvor vi vil dygtiggøre os selv. Så når I fortæller hinanden, at I har det fantastisk, så er det et udtryk for, at I har investeret flid og jeres tid.

For at være i et såkaldt ”flow” mener jeg, at det ikke blot skal forekomme i én træning eller i én kamp. Du skal selv kunne styre om, du vil være i ”flow” eller ej.
VILJEN er således det helt centrale og det brændstof ”flow” så inderligt har behov for.  Kontinuerlig træning, herunder både fysisk og mentalt, er med til at du kan tilbringe mange kampe i en såkaldt ”flow state of mind”.

Rigtig dejlig jul derude.
Erik Sviatchenko