🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.
I dag kan vi fortælle, at det danske sneakerbrand ARKK Copenhagen styrker sit fundament for at sætte yderligere skub i de store ambitioner.
De nuværende investorer fra Friheden Invest øger nemlig deres engagement i virksomheden. Det sker som led i en strategisk beslutning om at accelerere væksten og udnytte det momentum, brandet oplever netop nu.
Samtidig har ARKK Copenhagen oprustet markant på medarbejdersiden. Blandt andet er Merethe Hvam allerede tiltrådt som ny Head of Marketing efter flere år hos Les Deux og Social Works, og den 1. maj tiltræder Martin Schoop som ny Salgsdirektør. Han kommer fra en stilling i Magasin.
Vi har talt med både Kasper Høj Rasmussen, ARKK Copenhagen og Christoffer Martinsen-Konigsfeldt fra Friheden Invest.
"Jeg glæder mig til at udnytte de synergier, vi kan skabe sammen"

Kasper Høj Rasmussen, ARKK Copenhagen
Kasper Høj Rasmussen CEO & Co-founder fra ARKK Copenhagen fortæller:
“Det her er en strategisk beslutning, der skal løfte ARKK Copenhagen op på det niveau, som brandet fortjener. Det seneste år har vi arbejdet intensivt med at stramme brandet op efter nogle udfordrende år – både for os og for markedet generelt. Den indsats er blevet rigtig godt modtaget, og nu handler det om at komme endnu tættere på vores medejere, kunder og samarbejdspartnere.
Vi gør visse ting anderledes end tidligere. Hvis jeg skal se lidt indad, så har vi i mange år drevet ARKK Copenhagen lidt for meget som et tøjbrand. Vi har sagt nej til mange skobutikker, fordi vi har fokuseret på modebutikker og fulgt deres kalender. Fremover vil vi i langt højere grad agere som et egentligt footwear brand.
Det betyder blandt andet, at vi opdeler vores kollektioner i forskellige linjer til forskellige kunder. Det er en stor ændring, og jeg glæder mig til snart at fortælle meget mere om det.
Samtidig føles det som en ny start med bestyrelsen. Vi har gjort ejerstrukturen langt mere enkel, og Friheden Invest er også kommet tættere på driften af Malene Birger og Tiger of Sweden, (red. Friheden Invest ejer 100 % af de to brands ).
Det er virkelig nogle spændende planer, de har der, og de har fået dygtige mennesker ombord. Jeg glæder mig til at udnytte de synergier, vi kan skabe sammen.”
Vi skal bygge videre på ARKKs potentiale
Christoffer Martinsen-Konigsfeldt fra Friheden Invest fortæller:
“Kapitalstrukturen i ARKK har været kompleks lige siden vi først investerede i virksomheden tilbage i 2018. Med den nye struktur har vi fundet en god løsning for alle parter, og vi ser frem til at bygge videre på potentialet i ARKK gennem et endnu tættere samarbejde med ledelsen med Kasper i front.”
Christoffer Martinsen-Konigsfeldt er forsat i bestyrelsen, ligesom Laust Johnsen fra Friheden Invest også får en plads.

Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.