Der er sjældent stille omkring den danske kæde JOE & THE JUICE. En masse nye butikker er åbnet, nye spændende samarbejder og blandt andet har der været dokumenterede rygter om, at de vurderes til at være knap 17 mia. kr. værd, hvis de bliver børsnoteret. Det skrev vi om her.
Men nu er der nyt igen. Det gigantiske flyselskab Emirates har nemlig indgået et samarbejde med JOE & THE JUICE som en del af luftfartsselskabets Fly Better-motto, hvor ambitionen er løbende at forbedre oplevelsen på alle kabineklasser.
"Vi er enormt stolte over at blive en del af Emirates’ globale køkken"


En af årets håndplukkede nyheder er Nutty Granola fra Joe & The Juice, der nu er en del af Emirates’ morgenmadsbakker på Economy Class. Ifølge Emirates er granolaen landet der som en anerkendelse af dansk madkulturs internationale ry.
Det kan lyde af lidt, men allerede nu bliver den serveret på en tredjedel af alle Emirates-ruter.
Kevin Tandrup, Director Commercial & Partnerships, Joe & The Juice fortæller:
“Vi er enormt stolte over at blive en del af Emirates’ globale køkken. Det er en milepæl for os, både som dansk virksomhed og som et brand med juicebarer verden over, herunder naturligvis Dubai og København.”
Joe & The Juice slutter sig dermed til andre danske brands, der allerede er en del af Emirates’ udvalgte sortiment. Førsteklassespassagerer har længe blandt andet kunnet nyde lakrids fra Lakrids by Bülow.
WEEKLY BRIEF
Kultur, business & inspiration – direkte fra København til din inbox. Allerede 55.500+ på listen.
Vi sender ud 1 gang om ugen!