Samtale med Nadia Jun, Co-founder af DUFFBEAUTY.
“Vi ville vise, at kunstige vipper også kunne se naturlige ud.”
Sådan lyder det fra det visionære beautybrand DUFFBEAUTY som er skabt af søstrene Nadia og Neda. På få år har de skabt et brand, der har fået solidt fodfæste i Danmark og nu begynder at se endnu mere internationalt. Vi har talt med Nadia om frihed, tiden før DUFFBEAUTY og de store ambitioner.
Velkommen til ugens creator på dontt.dk.
Nadia Jun, Co-founder af DUFFBEAUTY
Har det altid stået i stjernerne, at du skulle blive iværksætter?
“Siden jeg var lille, har jeg elsket købmandsskab. Jeg har altid været arbejdsom og arbejdede alle mine weekender fra jeg var 13-16 år i bageren og sparede det meste op. Jeg har altid været fascineret af at skabe noget, gå fra idé til handling og se det blive en virkelighed. Også har jeg altid haft følelsen af, at man skal gå efter sine drømme, og alt er muligt, så længe man vil arbejde for det. Det har jeg helt sikkert fået fra mine forældre.
Mine forældre oplevede at miste deres frihed i løbet af deres 20’ere, da det nye regime i Iran overtog magten, og der pludselig kom regler for, hvad man måtte gå iklædt etc. De kom til Danmark for ca. 31 år siden. Jeg er selv 29 år, så jeg er født og opvokset her. Men det har selvfølgelig sat sine spor i min barndom. Allermest har jeg lært at være taknemmelig for friheden og at man selv har ansvaret for at skabe sin tilværelse. Så for at svare på dit spørgsmål, så tror jeg altid, det har ligget i kortene, at jeg skulle starte mit eget.”
“Allermest har jeg lært at være taknemmelig for friheden og at man selv har ansvaret for at skabe sin tilværelse."
Hvordan kom du i gang?
“Efter gymnasiet var mit karaktergennemsnit for lavt til at komme ind på HA (jur.) på CBS, som var mit drømmestudie. Så jeg var “tvunget” til et sabbatår, hvor jeg greb chancen for at få erhvervserfaring. Men det starter lidt tilfældigt. Jeg var et par dage i London, hvor jeg støder på en pop-up butik med frozen yoghurt. Det er virkelig populært, og vi har det ikke i Danmark. Det var rigeligt med markedsanalyse for mig dengang. Så jeg går i gang, googler og finder en frozen yoghurt-maskine til 15.000 kr. i Kina og tester yoghurtprodukter fra USA, Italien og Kina. Jeg finder frem til den bedste italienske fabrik, som jeg går videre med. Jeg åbner derefter en butik på Østerbrogade, som er en af de allerførste frozen yoghurt-butikker i Danmark. Det blev en dille, og flere og flere kom forbi og spurgte, hvor isen og andre produkter var fra, hvordan man lavede det, og om de kunne købe det samme som vi havde. Da den tredje person har spurgt mig, så siger jeg, han kan købe det hele hos mig, og det var startskuddet til B2B salget.”
Som vel slet ikke var planen?
“Nej, på ingen måde. Men det blev det ret hurtigt, jeg griber de muligheder jeg får. Vi lå nummer 1 på Google, når man søgte efter “frozen yoghurt”. Så vi fik pludselig ret mange henvendelser. Butikken blev i stedet et slags showroom. Vi omsatte for 1 million kr. på de første tre måneder. Men jeg arbejdede også fra morgen til aften.”
Hvordan var det?
“Det hele gik enormt hurtigt. Mange butikker åbnede og lukkede hurtigt igen. Så det var virkelig en dille, som jeg sagde før. Jeg vidste godt, at det ikke var det, jeg skulle lave resten af mit liv. Jeg ville heller ikke blive i den branche, men jeg ville skabe noget og lære noget. Heldigvis kom jeg ind på CBS, og det var starten på et nyt liv. Føler jeg blev 20 år ældre på de to sabbatår, hold da op, hvor havde jeg lært meget.”
Søstrene bag DUFFBEAUTY. Nadia Jun & Neda Jun.
“Jeg er ikke drevet af tal og omsætning. Jeg var drevet af at skabe noget og motivere andre."
Hvad var det vigtigste, du lærte?
“Jeg er ikke drevet af tal og omsætning. Jeg var drevet af at skabe noget og motivere andre. Men jeg syntes slet ikke, at is-branchen var spændende. Så jeg tror, det var her, jeg vidste, at jeg skulle ind i en branche, der interesserede mig og altid ville interessere mig, som f.eks. med DUFFBEAUTY.”
Hvordan opstod ideen til DUFFBEAUTY?
“Min søster, Neda, og jeg har altid elsket beauty. Vi så et hul på markedet indenfor kvalitetsøjenvipper, der var tilpasset det nordiske marked i form af styles og design. Det, der var på hylderne i butikkerne, havde ikke fornyet sig i årtier, så vi følte, vi kunne gøre en forskel. Vi ville vise, at kunstige vipper også kunne se naturlige ud, og vi designede styles ud fra, hvad vi selv og vores veninder ville gå med. Det var egentlig startskuddet til DUFF. Fra ideen spirrede til vi lancerede, gik der halvandet år, så det var ikke fordi, vi bare fandt på at lave en virksomhed fra den ene til den anden dag. Men grundstenene til DUFFBEAUTY blev lagt.”
"DUFFBEAUTY er blevet en livsstil. Vi går meget op i selvkærlighed og at man husker sig selv i en travl hverdag."
Men I fik det tegnet og produceret. Men så skal det jo også sælges? Hvordan kom det i gang?
“Vores brand blev født på Instagram. Vi havde ikke særlig mange penge og lavede ingen betalte samarbejder, så alt blev skabt organisk derigennem. Vi fik hurtigt vipperne på kendte i ind- og udland. Vi sendte en masse PR-pakker ud, og vi var så heldige, at de kunne lide dem. Derfor var der også mange, der troede, vi var et amerikansk brand. Omsætningen var dengang slet ikke på højde med mit frozen yoghurt-eventyr. Men det her gjorde mig glad og lykkelig på en helt anden måde.”
Var det pga. du nu arbejdede med din passion?
“Ja, helt klart. Det føltes ikke som arbejde mere. Det her brændte jeg for. Jeg fik en helt anden energi af det. Det har også lært mig, at der ikke er noget, der er min psykiske sundhed værd. Man må gerne arbejde meget, men det er vigtigt at mærke, hvornår man har brug for pause og trække sig lidt, så man ikke bliver udbrændt. Det er okay, hvis det tager 1-2 år mere at nå målet, så længe vi alle sammen i teamet brænder for det, vi laver, passer på os selv og har det sjovt samtidig. Det er vigtigt for mig, at man synes, det er fedt at gå på arbejde. Vi skal skabe resultater og være de bedste, men ikke på bekostning af vores helbred. Frihed er det vigtigste. Det kan ikke måles i tal. Selvom omsætningen i starten var meget mindre, tænkte vi stort. Vi ville være de bedste, og det vil vi stadigvæk. Nu er det bare ikke længere kun i Danmark.”
Hvor er virksomheden i dag?
“DUFFBEAUTY er blevet en livsstil. Vi går meget op i selvkærlighed og at man husker sig selv i en travl hverdag. Vi vil give salonfølelsen derhjemme uden at gå på kompromis med kvaliteten. Rent virksomhedsmæssigt, så har vi kontor i København, og størstedelen af vores omsætning er stadig i Danmark. 70% af vores salg kommer fra vores egen webshop. Men vi har også et stort forhandlernetværk. Vi er f.eks. til stede i alle Matas-butikker, Magasin og Sephora.”
"DUFFBEAUTY er blevet en livsstil. Vi går meget op i selvkærlighed og at man husker sig selv i en travl hverdag."
Hvis du skulle fremhæve nogle milepæle, der har defineret virksomheden, hvilke ville det være?
“En kæmpe milepæl var, da vi kom ind i Sephora. De har kun det bedste af det bedste og vi har et forrygende samarbejde med dem i Skandinavien. Vi er det eneste skandinaviske brand, som har eget display i deres butikker, det er ret vildt at tænke på. Vi var også de første, der introducerede eksklusive press-on negle til deres sortiment. Det var en game-changer.
Det var en lang proces at komme ind. Vi blev afvist flere gange. Men hver gang at jeg fik et nej, så huskede jeg mig selv på at “de ved ikke, hvad de går glip af.” Til sidst lykkedes det.”
Hvad er de største udfordringer?
“Helt klart, at der er så mange muligheder, men man kan ikke gøre det hele. Der skal træffes nogle valg og man skal holde fokus. Tidligere var cashflow en stor udfordring, da vi var afhængige af forhandlere med lange betalingsbetingelser. Derfor var det vigtigt at styrke vores egen platform og eje vores brand selv.
Første gang vi skulle levere varer til alle 270 Matas butikker, tømte vi alle vores private konti for at købe varer, det var en stor satsning, for hvis det ikke blev solgt havde de ret til at returnere det hele tilbage. Det var en stor satsning for os som studerende dengang i vores relativ nyetablerede brand.
At købe de rigtige og nok varer hjem kræver virkelig omhyggelig planlægning. Hvis vi ikke gjorde det rigtigt, havde vi ikke nok penge til måneden efter. Jeg tror kun, andre iværksættere kan sætte sig helt ind i, hvor stressende det er.”
Hvad er jeres ambitioner?
“Vi drømmer om at blive det foretrukne skønhedsbrand, når man tænker på at gøre noget for sig selv. Vi har mange internationale ambitioner og endnu flere store drømme.”
Hvem er du inspireret af?
“Jeg har ikke et forbillede som sådan. Jeg er inspireret af dem der er de dygtigste indenfor deres felt og dem der har skabt en virksomhed uden at få store investorer ind fra start. Dem, der bygger noget solidt op fra bunden, med et stærkt team. Jeg lytter til podcasts som ‘The Diary of a CEO,’ der er mange spændende samtaler. Jeg er ikke typen der kan lytte til en random historie, det skal give mig noget værdi. Derfor har jeg også altid godt kunne lide at læse med på dontt.dk, det er givende at læse om andre iværksættere. Jeg kan også finde meget motiverende på MasterClass.com. Når man lytter til grundlæggeren af Starbucks f.eks….. Hold nu op altså.”
Vi glæder os til at følge DUFFBEAUTY videre færd. Følg med her på dontt.dk
Nysgerrig på mere?
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.