Tilbage i september i år rettede den tidligere landsholdsspiller William Kvist kritik mod “den automatiske afspilning” på DR TVs Minisjang, public service-stationens tilbud til de yngste. Funktionen går blandt andet direkte imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger om små børns skærmbrug.

Men ændringen er endnu ikke sket, på trods af DR straks tog kritikken til sig og fortalte, at de ville fjerne funktionen.

“DR retter ind og ændrer tilbud til børn,” lød det dengang.


Politiken William Kvist

Til Politiken udtalte DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, endda:

“DR’s etik på dette område er, at vi ikke ønsker, at børnene udsættes for adfærdsforlængende mekanismer på vores platforme. Vi er i tæt dialog med vores leverandør om at få funktionen fjernet på børneindholdet til de mindste, og det vil ske, så snart det er muligt.”

DR fik ros fra flere fremtrædende eksperter, og fra William Kvist selv lød det:

“Jeg er glad for, at DR lytter og nu følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. De har et ansvar for at gå forrest med sunde skærmvaner.”

Men det viser sig, at man (mildest talt) ikke “sadler ikke samme dag som man rider” hos DR……For selvom DR synes det er så vigtigt for vores børn, så er der intet sket.


Politiker undrer sig

Men hvad er der sket siden da?

Fra DR’s presseafdeling lyder det nu, at der ikke er ændret i planen, og at de forventer at kunne sige mere i det nye år.

Mere præcise blev de ikke. For udenforstående kan det lyde underligt, at DR ikke selv har kontrol over deres afspiller og produkt. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at processen skal tage så lang tid.

Det undrer også Katrine Daugaard, social- og kulturordfører for Liberal Alliance, da dontt.dk spørger hende til sagen.

Skal det virkelig tage så lang tid at implementere en ændring, når man er enig i præmissen?
“Nej, det forstår jeg faktisk ikke har taget så lang tid. Nu er jeg ikke IT-ekspert, men jeg forestiller mig bestemt, at DR kan ændre denne funktion forholdsvist hurtigt.”

Burde DR ikke have så meget kontrol over deres teknik og platform, at det blot er et spørgsmål om at justere en indstilling?
“Jo, det skulle man tro. Nu har der jo været flere tekniske fejl, som DR arbejder på at rette op på – for eksempel at den logger ud af ens konto hele tiden – så måske er det fordi, de har mange ting at rette op på, at de dermed ikke er nået til dette endnu. Men jeg synes, der påhviler et ekstra ansvar, når man påtager sig at lave børneunivers.”

Er det noget, kulturordføreren vil tage op med de ansvarlige?
“Det vil jeg bestemt.”

Er det din vurdering, at DR mangler ressourcer?
“Nej! DR har rigeligt med ressourcer. Det her handler om prioritering – eller mangel på samme.”

dontt.dk afventer fortsat svar fra Kulturministeren.

Katrine Daugaard Liberal Alliance

Katrine Daugaard, Liberal Alliance


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.