Denise Christensen er CEO for modehuset Birger Christensen, der af mange forbindes med overdådig luksus. Men hendes karriere begyndte bag kassen i Bilka, og hun voksede op i et socialt boligbyggeri. Opvæksten har lært hende at finde motivationen, uanset hvilken situation hun er i.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Laura Kongsmark Schuldt.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Her fortæller Denise Christensen sin historie til Laura: 

»Jeg kan huske første gang, jeg reflekterede over, at mine forældre ikke havde lige så mange penge, som de andre børns. Mange i klassen fik ny cykel, og min far forærede mig en, som han havde fået af sin chef. Den var helt rusten og uden gear. Men da jeg først kom op på den, fungerede den jo fint.

Jeg er opvokset i Hundige i et socialt boligbyggeri i Gersagerparken. Mine forældre var 19 og 20 år, da de fik mig. Vi boede i et hus i tre år, men så kom oliekrisen, og mine forældre havde ikke råd til at bo der mere.

Det føltes som et stort tab, for jeg var virkelig stolt af huset og tænkte, at det gik godt for mine forældre. Men i Gersagerparken var der mange andre børn at lege med, og jeg var stolt af, at vi til gengæld havde en stor lejlighed. Det kunne jeg fremhæve ovre i klassen.

Livet i Gersagerparken var et liv blandt ligesindede. Min mor var bogholder, og min far arbejdede som altmuligmand i Kastrup Lufthavn. Han vaskede flyene og gik til hånde.

Mine forældre havde vitterligt ingen penge, og vi fik aldrig noget af dem. I min klasse var vi dem, der havde allermindst. Det kunne ses, når jeg åbnede min madpakke, og der var halvanden klapsammen med margarine og trestjernet pålæg. Der var ingen pynt eller agurkeskiver ovenpå, som på de andres. Derhjemme fik vi røde pølser og spaghetti til aftensmad. Det fik vi ret ofte, for det var det, der var råd til.

Her fortæller Denise Christensen sin historie til Laura: 

»Jeg kan huske første gang, jeg reflekterede over, at mine forældre ikke havde lige så mange penge, som de andre børns. Mange i klassen fik ny cykel, og min far forærede mig en, som han havde fået af sin chef. Den var helt rusten og uden gear. Men da jeg først kom op på den, fungerede den jo fint.

Jeg er opvokset i Hundige i et socialt boligbyggeri i Gersagerparken. Mine forældre var 19 og 20 år, da de fik mig. Vi boede i et hus i tre år, men så kom oliekrisen, og mine forældre havde ikke råd til at bo der mere.

Det føltes som et stort tab, for jeg var virkelig stolt af huset og tænkte, at det gik godt for mine forældre. Men i Gersagerparken var der mange andre børn at lege med, og jeg var stolt af, at vi til gengæld havde en stor lejlighed. Det kunne jeg fremhæve ovre i klassen.

Livet i Gersagerparken var et liv blandt ligesindede. Min mor var bogholder, og min far arbejdede som altmuligmand i Kastrup Lufthavn. Han vaskede flyene og gik til hånde.

Mine forældre havde vitterligt ingen penge, og vi fik aldrig noget af dem. I min klasse var vi dem, der havde allermindst. Det kunne ses, når jeg åbnede min madpakke, og der var halvanden klapsammen med margarine og trestjernet pålæg. Der var ingen pynt eller agurkeskiver ovenpå, som på de andres. Derhjemme fik vi røde pølser og spaghetti til aftensmad. Det fik vi ret ofte, for det var det, der var råd til.

Her fortæller Denise Christensen sin historie til Laura: 

»Jeg kan huske første gang, jeg reflekterede over, at mine forældre ikke havde lige så mange penge, som de andre børns. Mange i klassen fik ny cykel, og min far forærede mig en, som han havde fået af sin chef. Den var helt rusten og uden gear. Men da jeg først kom op på den, fungerede den jo fint.

Jeg er opvokset i Hundige i et socialt boligbyggeri i Gersagerparken. Mine forældre var 19 og 20 år, da de fik mig. Vi boede i et hus i tre år, men så kom oliekrisen, og mine forældre havde ikke råd til at bo der mere.

Det føltes som et stort tab, for jeg var virkelig stolt af huset og tænkte, at det gik godt for mine forældre. Men i Gersagerparken var der mange andre børn at lege med, og jeg var stolt af, at vi til gengæld havde en stor lejlighed. Det kunne jeg fremhæve ovre i klassen.

Livet i Gersagerparken var et liv blandt ligesindede. Min mor var bogholder, og min far arbejdede som altmuligmand i Kastrup Lufthavn. Han vaskede flyene og gik til hånde.

Mine forældre havde vitterligt ingen penge, og vi fik aldrig noget af dem. I min klasse var vi dem, der havde allermindst. Det kunne ses, når jeg åbnede min madpakke, og der var halvanden klapsammen med margarine og trestjernet pålæg. Der var ingen pynt eller agurkeskiver ovenpå, som på de andres. Derhjemme fik vi røde pølser og spaghetti til aftensmad. Det fik vi ret ofte, for det var det, der var råd til.

I Hundige Centeret var en helt særlig butik, der hed Gaardens Børnetøj. Der fik mange af mine veninder tøj fra, men jeg måtte nøjes med tøj fra H&M og Bilka. På fødselsdage og til jul hjalp min mormor og morfar.

Når min søster og jeg fik noget, satte vi uendelig meget pris på det. Vi startede med at arbejde, da vi var 11 år gamle, i min mors bogholderi i Ishøj. Efter skole cyklede vi de syv kilometer derud, hvor vi hjalp med at arkivere for 20 kroner i timen. Lige siden har jeg haft fritidsarbejde efter skole. Senere var det i et byggemarked i Karlslunde.

Men det er uden tvivl mit job i Bilka, som har haft mest betydning for min karriere i dag. I Hundige kendte de fleste unge til, at man kunne arbejde i Bilka, så i 3. g begyndte jeg i slagterafdelingen hver fredag og lørdag. Jeg bar ferskvarer ud og fyldte kummefryseren op.

Da jeg var yngre, drømte jeg om at blive den første kvindelige jagerpilot eller hoteldirektør. Jeg var fascineret af den særlige kultur, der var, når man tjekkede ind på et hotel eller i en lufthavn. Men da jeg stoppede i gymnasiet, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle. Så jeg begyndte fuldtid i Bilka i Ishøj.

Kasse 5 var min kasse. Når der sad en pige bag mig i kasse 3, kunne vi konkurrere om, hvem der afviklede sine køb hurtigst. Jeg lavede konkurrencer for mig selv og lærte alle stregkoderne udenad. Det gjaldt om at finde motivationen i det, selvom man sad 12 timer i kassen, og jeg ville gerne være den bedste.

Jeg besluttede mig for at søge ind på Handelshøjskolen og læse en HA, mens jeg arbejdede i Bilka ved siden af studiet. Men efter halvandet år sprang jeg fra uddannelsen. Jeg havde svært ved at finde motivationen. Jeg mødte også piger, som kom fra noget helt andet end mig selv. Når vi skrev opgave sammen, kunne de ringe til deres far og skrive opgave om den virksomhed, han arbejdede i. Der var forskel, men jeg fandt hurtigt en gruppe, der var lidt mere som mig.

I Bilka blev jeg områdeansvarlig for dameafdelingen, mens jeg var elev, og kort tid efter blev jeg driftsleder og herefter salgsleder. Det fungerede for mig, og jeg fandt ud af, at jeg var god til det. Jeg mødte klokken fem om morgenen og gik hjem igen klokken 20 om aftenen. Jeg kunne gøre præcis, hvad jeg ville, og kunne se resultaterne med det samme.

Imens havde min lillesøster gang i en hel anden karriere. Hun var elev i Magasin og solgte kjoler fra Dior, tasker fra Saint Laurent, Celine og pelse. Hun gik til fester og levede et socialt liv. Imens løb jeg rundt i den hvide skjorte og butterflyen med palleløfteren. Jeg var glad for at være i Bilka, men jeg kan også huske, at jeg tænkte: ‘Det der, det vil jeg også’.

Det kan virke enormt kontrastfyldt, at jeg er endt her i dag.

Jeg har haft følelsen af at være barn i en slikbutik, når jeg stod med alt fra Dior til Celine og Hermes. Birger Christensen solgte kjoler, som jeg aldrig nogensinde ville have haft råd til som ung. Derfor har det også været vigtigt for mig, at man skal kunne finde noget i butikken, som min søster og jeg ville kunne købe, da vi var yngre. I dag har vi skabt mærkerne Rotate og Remain Birger Christensen, som er mere tilgængelige. Det er lidt i min ånd.

Jeg tror, at min baggrund er årsagen til, at jeg overhovedet er lykkedes. Jeg har været ydmyg og klar til at omstille mig. Men min opvækst har også lært mig at finde passionen, uanset om jeg sidder i kassen i Bilka i Ishøj, løfter tunge fade i slagterafdelingen eller er direktør for Birger Christensen.

I dag leder jeg selv efter dem, jeg kalder »Hungry Wolves« – sultne folk, der er passionerede og arbejder hårdt –  og jeg har mange i mit team, som har samme baggrund som mig.

At nå dertil, hvor jeg er i dag, tror jeg ikke er noget, der er få forundt. Min søster arbejder hos Mærsk, og vi er eksempler på noget, som ikke nødvendigvis var oplagt, men som alligevel er lykkedes.

Men det har også krævet hårdt arbejde, og jeg har ikke villet have, at mine børn skulle arbejde i samme grad, som jeg selv gjorde i min barndom. Det er en hårfin balance, men de har heller ikke skullet mangle noget.

Når man kommer fra det miljø, som jeg kommer fra, har man ingen forventninger til, at ens børn skal blive direktører. Det eneste, jeg drømmer om er, at de bliver lige så passionerede omkring det, de vælger, som jeg selv er«.

Hos interesseorganisationen Danske Soloselvstændige, der for alvor har etableret sig under krisen, understreger formand Birgitte Feldborg, at krisen langtfra er slut for mange selvstændige.

Mange virksomheder skal stadig op i omdrejninger, og regningerne fra krisen skal betales.

»Det har altid været hyldet som noget godt og positivt at være selvstændig i Danmark, og at det var nogle, vi virkelig har brug for. Det viste sig kun at være flotte ord, for vi blev glemt, og særligt de helt små selvstændige bliver stadig glemt,« siger Birgitte Feldborg.

Når hun ser tilbage på det seneste halvandet år, står det klart, at de mindre selvstændige ikke var gode nok til at få indflydelse og gøre opmærksom på deres problemer.

»Vi havde nok travlt med at passe os selv og vores forretninger, men det har vist sig ikke at være godt nok. Vi var nødt til at stå sammen og vise, at vi er en vigtig del af arbejdsstyrken, for der var simpelthen ikke forståelse for, at nogle gør tingene anderledes end flertallet,« siger hun.

Hun hører særligt to ting fra sine medlemmer: De er udmattede. Og de savner en almindelig hverdag.

»De har kæmpet og kæmpet, og mange har været bekymrede og stressede. Flere medlemmer har allerede været nødt til at droppe det og lukke virksomheden. Jeg hører også mange sige, at de overvejer, om de gider mere.«