Den danske startupkomet Son of a Tailor er på et vildt væksteventyr, men 11. marts blev bremserne hamret i. Markedet for nye investeringer er også ramt af coronakrisen, lyder det fra flere kanter. Investorerne fokuserer i høj grad på deres eksisterende portefølje.

I samarbejde med Berlingske bringer vi dette interview med Jess Fleischer . Artikel er skrevet af Sebastian Persson. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Foto: Thomas Lekfeldt.

Det kørte fantastisk.

Årets første tre måneder medførte næsten en fordobling af salget. For første gang var det muligt at forudse væksten og salget, da kurven er steget støt gennem snart ni måneder. Højsæsonen skulle til at gå i gang, og det oplagte tidspunkt for en ny investeringsrunde til at træde speederen endnu mere i bund kunne anes i horisonten.

Sådan beskriver Jess Fleischer starten på året for hans virksomhed. Han er medstifter og adm. direktør hos den danske iværksætterkomet Son of a Tailor, der sælger skræddersyet tøj.

»Alt var perfekt, indtil Mette Frederiksen gik på talerstolen 11. marts. Før det havde vi ingen problemer, men når folk ikke forlader deres hjem, så køber de heller ingen tøj. Vi gik omkring 35 procent ned i salg fra den ene dag til den anden,« siger han.

11. marts er som bekendt dagen, hvor Danmark lukkede ned. Det har medført alvorlige konsekvenser og tab i store dele af det danske erhvervsliv, og for mange iværksættere er det ingen undtagelse. Men for nogle af dem medfølger også andre udfordringer, som er fløjet en smule under radaren.

Markedet for nye investeringer og kapitalindsprøjtninger står stille.

»Vi oplevede fra den ene dag til den anden, at investorerne pludselig trak i bremsen for at afvente og se situationen an. Mit indtryk er, at de både skal forsvare deres eksisterende investeringer, og så se, hvor mange penge der er tilbage til nye. Derfor bliver der ikke lavet nogle nye investeringer lige nu,« siger Jess Fleischer.

Pengestærke investorer

Son of a Tailor har tidligere haft et par mindre fundingrunder, hvor bl.a. superiværksætteren Morten Strunge og den tidligere Pandora-direktør Thomas Ryge har investeret sammen med startupstudiet Founders, der har penge i ryggen fra bl.a. Lego-familien gennem Kirkbi Invest og Anders Holch Povlsens Heartland.

Nu var tiden moden til en større international investeringsrunde, som skulle rejse mellem fem og ti mio. euro, men de planer er nu lagt i skuffen, fortæller Jess Fleischer.

»Det kan ikke betale sig lige nu. Pengene skulle bruges på mere markedsføring og især på det tyske og engelske marked, hvor vi ser store muligheder for at få samme markedsandel, som vi har i Danmark. Det betyder, at vi nu ser frem til et år, hvor alt er uforudsigeligt, og vi vokser måske kun 25 procent eller i værste scenarie har vi slet ingen vækst,« siger han.

Lige nu kæmper mange virksomheder for at overleve. Skal man ikke være taknemmelig for at komme ud på den anden side i nul?

»Jo, det priser jeg mig selvfølgelig lykkelig for. Vi er et sted, hvor vi har taget kapital ind, og har en forventning om nogle aggressive vækstrater, som vi skal bevise, vi kan leve op til. Hvis det hele går i stå, skal vi lave en anden type virksomhed, der er profitgivende, og så vokser vi langsommere, har mindre eksport og kan lave færre innovative og bæredygtige løsninger.«

Hvad vil det betyde for jeres virksomhed?

»Vores forretningsmodel er baseret på, at vi betaler for markedsføring på eksempelvis Google og Facebook. Prisen for det betyder, at vores kunder ikke altid giver overskud ved første køb, men når kunden kommer igen flere gange, giver han overskud. Den metode kræver en vis likviditet, fordi vi investerer i hver enkelt kunde. Hvis vi omvendt skal give overskud ved første ordre, skal vi investere mindre, og så kommer væksten til at gå meget langsommere.«

Det er ikke bare jer, der ikke er en attraktiv investeringsmulighed?

»Det ville overraske mig meget. Investorerne siger ret kategorisk, at de intet kan gøre de kommende måneder, og jeg hører fra mange af mine kolleger i branchen, at de også oplever det som urealistisk at få investeringer lige nu, og det er også virksomheder, der oplever en positiv salgseffekt af coronakrisen,« siger Jess Fleischer.

"Vi oplevede fra den ene dag til den anden, at investorerne pludselig trak i bremsen for at afvente og se situationen an."

Jess Fleischer, Son of a Tailor

Iværksætterne hårdt ramt

Direktøren for Son of a Tailor frygter, at situationen kan betyde, at nogle danske virksomheder kan komme til at tabe det internationale kapløb om at blive markedsledende.

»Det er jo hele vejen rundt, at vi bliver forsinkede. Det gælder også de bæredygtige løsninger, og de virksomheder, der skal finde de innovative løsninger på klimaudfordringerne. Coronakrisen er global, og vi kommer til at vågne op til en ny virkelighed bagefter, og der er det de virksomheder og lande, som har villet og fortsat vil investere i innovation, som kommer hurtigst på benene og oplever en konkurrencefordel. Det er nu, vi skal investere i startups og ikke kun dem, man traditionelt set kalder sunde virksomheder.«

Vækstfonden: Usædvanligt

Hos Vækstfonden, der er statens investeringsorgan, kalder adm. direktør Rolf Kjærgaard situationen for »usædvanlig«:

»Der er ganske mange, som enten var i gang eller på vej ud i en kapitalrejsning, som bliver ramt. Vi har kendskab til processer, der er gået i stå, fordi der er så stor usikkerhed om, hvor længe det bliver ved, hvad konsekvenserne er både på kort og lang sigt, og hvordan værdiansættelserne bliver påvirket,« siger han.

Han forklarer, at krisen også rammer de planer og budgetter for aggressiv vækst, som nogle iværksættervirksomheder har lagt. Når væksten i omsætningen bliver ramt, så mangler pengene også til at fortsætte væksten. Derudover peger han på, at salgs- og exitplaner af virksomhederne også er bremset.

»Der er ingen tvivl om, at iværksætterne er hårdt ramt,« lyder konklusionen.

Han forklarer, at Vækstfonden selv »gør, hvad vi kan inden for vores rammer« for at holde hånden under virksomhederne.

For nyligt beskrev Berlingske, at flere iværksættere og selvstændige ikke oplever, at der er hjælp at hente i banken. Det fik bl.a. erhvervsminister Simon Kollerup til at gå ud med en klar opfordring til bankerne: Hold aftalen.