En god creator-historie har altid været en stor del af DNAen for dontt.dk ! Vi har siden 2012 som det første medie sat fokus ( og ramt rigtigt ) på store iværksættere. F.eks. skrev lakridskongen Johan Bülow, den kun 2. “dontt” indlæg i historien. I dag skal du møde 2 unge fyre, med de samme ambitioner.

Velkommen til drenge!
( Hvis din / jeres / din arbejdsplads iværksætterhistorie skal fortælles, så er du altid velkommen til at kontakte redaktion@dontt.dk )

Af Jonas Munch Schmidt-Andersen & Gustav Dalsgaard Jeppesen, Co-founders af Cuff

Lad os starte med at introducere os selv. Vi hedder Gustav og Jonas, og sammen har vi stiftet smykkebrandet, Cuff. Vi har ansat en af branchens bedste sølvsmede, der har et værksted i København, hvor han håndlaver alle vores smykker.

Før vi lærte hinanden at kende, havde vi begge en interesse for smykker. Det var denne fælles passion, der grundlagde vores venskab og ikke mindst virksomhed.

Om Cuff Copenhagen:

Stiftet i september 2017 af Jonas Munch & Gustav Dalsgaard.

Cuff har en mission om at skabe et klassisk, elegant og tidsløst sølvarmbånd til en overkommelig pris. Håndlavede sølvarmbånd ikke bør koste en formue.


Det startede med…

… at vi begge ville have et håndlavet sølvarmbånd, som var produceret i Danmark, der ikke kostede det hvide ud af øjnene. Efter lang tids søgen fandt vi ikke noget, der opfyldte vores krav, og vi besluttede os derfor for at lave vores eget. Vi tog nogle ekstra vagter på vores daværende jobs for at spare op til en plade sølv. Når dagen var gået med studie og arbejde, udnyttede vi de sidste timer i døgnet og sneg os ind i et lille værksted på Nørrebro. Her gik vi i krig – uden nogen som helst erfaring som sølvsmede. Vi prøvede os frem og brugte en evighed på at skabe det første Cuff. Det viste sig at være meget sværere end først antaget, og vi ansatte derfor en af branchens bedste sølvsmede, der er uddannet hos Georg Jensen, og som tidligere har arbejdet for Shamballa.

Alt er håndlavet i København

Et af de største dilemmaer indtil videre har været, hvorvidt vi skulle producere vores smykker i Asien, hvor produktionsomkostningerne er meget lavere. Vi har valgt at producere i Danmark for at sikre os, at kvaliteten bliver helt perfekt. Samtidigt synes vi, der ryger lidt af charmen, når man får produceret sine smykker i Asien, ligesom mange danske brands gør det. Derudover giver det os mulighed for hver uge at smutte forbi værkstedet og kontrollere, at alt er, som det skal være. Det er også nemmere i forhold til at eksperimentere med nye designs, og i en tid hvor bæredygtighed fylder mere og mere, har vi en klar intention om at bevare produktionen i Danmark. Vi har fra starten fokuseret på at genbruge overskydende materialer og gøre det så miljøvenligt som muligt ved ikke at få alt fragtet på tværs af kontinenter.

Vi ved godt, at vi har mange konkurrenter, men taget i betragtning af at vi får håndlavet alle vores smykker i København af en af branchens bedste sølvsmede, er vores priser faktisk utrolig medgørlige.

Simplicity is Cuff

Vores koncept er meget simpelt. Gældende for både vores armbånd og nyligt lancerede halskæder har vi to overflader; en poleret og en hammerslået. Vi har ligeledes kun to størrelser, og dem har vi sørget for, at alle kan passe. Det tager over en time at skabe ét enkelt smykke, hvilket er ekstremt lang tid. Hvert enkelt smykke går igennem en lang og nøje udført proces, der igen er med til sikre den høje kvalitet. Vi anvender kun de fineste ædelmetaller i form af Sterling sølv, mens vores forgyldte smykker er belagt med 18 karat guld. Det er med til at gøre dit smykke helt unikt.

Vores vision

Det har været en fordel, at vi ikke har haft et særlig stort kendskab til smykkebranchen førhen, og det gik hurtigt op for os, at den trænger til et friskt pust. Vi vil gerne gøre tingene på vores egen måde, og hvis vi ikke ved, hvordan vi skal gøre noget, prøver vi os altid frem. Det var jo også sådan, vi startede Cuff. Vi gider ikke alt det der med at pakke tingene ind, og vi er egentlig meget reelle i vores tilgang til tingene. Det er en ting, vi har meget fokus på i alt, hvad vi foretager os.

Den sidste måneds tid har vi holdt nogle spændende møder med blandt andre Andreas fra Les Deux, Thomas fra About Vintage og Nikolaj fra An Ivy. De har alle sammen givet os et ordentligt boost på hver deres måde, som vi helt sikkert kan bruge fremadrettet. Vi har nemlig store ting på to do-listen, som vi gerne ser ske i dag, men desværre tager alt bare lidt længere tid, end vi gerne vil have.

Lanceringen af halskæderne var et stort skridt i den rigtige retning, men vi skal meget mere med det her. Vi har allerede solgt til personer fra Sverige, Norge, England, USA og Rusland, hvilket er langt over vores forventninger, da vi lige nu primært fokuserer på det danske marked.

Cuff er først lige begyndt og har jo kun eksisteret i ét år. Nu er det er ikke længere bare for sjov. Nu er det alvor. Vores ambitioner er tårnhøje, og vi er fuldt ud bevidste om, at det kræver hårdt arbejde – og det er lige præcis den opskrift, vi har tænkt os at følge.

Du kan besøge Cuff universet her.