Hvis du ønsker en ligestillet verden uden diskrimination, er det ikke kun myndighederne, du skal kigge på. Det er også dig selv – og dine børn. Det er budskabet fra køns- og uddannelsessociolog Cecilie Nørgaard, der lige nu er aktuel med en bog, som gennem ti bud skal lære forældre, hvordan de opdrager deres børn til en »bedre« verden.
Artiklen er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Mads Bager Granderup. Alle billeder er taget af Mathias Svold.
Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.
Hun ved, det er en »sprængfarlig cocktail«.
For hun blander sig, som hun siger, i det mest private kammer:
Hvordan forældre opdrager deres børn.
»Og hvis der er noget, folk ikke vil have noget at vide om, så er det, hvordan de opdrager deres børn. Og samtidig er det en blanding af såkaldt identitetspolitik og kønsforskning,« siger Cecilie Nørgaard.
Cecilie Nørgaard er uddannelses- og kønssociolog og har arbejdet med feltet i to årtier. Med sin nye bog »Han hun hen« blæser hun til opgør mod de kønsstereotyper og fasttømrede normer i barndommen, som hun mener spænder ben for en fri børneopdragelse med fokus på det enkelte barn – og dermed ligestillingen.
Bogen har til formål at lære forældre, hvordan de opdrager til ligestilling såvel som mangfoldighed – i forhold til for eksempel køn, seksualitet og hudfarve.
»Man siger, at biodiversitet skaber en rig og fri natur. Sådan er det jo også med mennesker. Det er svært at leve sit fulde potentiale, hvis der på forhånd er nogen, der klemmer dig ned i en kasse,« siger Cecilie Nørgaard.
Hendes oplevelse er, at forældre i for høj grad fortsat fokuserer på barnets køn i børneopdragelse og dertilhørende forventninger til kønnet.
Det er på ingen måde gunstigt, lyder en af hendes pointer.
»Det hjælper selvfølgelig med alle mulige juridiske tiltag, men ligestilling er for alvor noget, der først og fremmest skabes i hovedet på folk. For det handler om vores forestilling om, hvem vi er, hvem andre er, og om vi ser dem som ligeværdige. Bogen handler om at skabe mere rum i hovedet på dig, mig og alle forældre i Danmark, som forhåbentlig har lyst til at læse bogen. Ligestilling skabes fra barnsben, for det samme gør uligestilling,« siger Cecilie Nørgaard.
Cecilie Nørgaard er uddannelses- og kønssociolog og direktør for virksomheden Mangfold. Tidligere har hun arbejdet som skolelærer.
Hun sidder desuden i bestyrelsen i PLAN Danmark og Mads Nørgaard.
Hun er gift med modedesigneren Mads Nørgaard, har to børn og bor på en husbåd i København.
Hendes nye bog »Han hun hen« udkommer på forlaget Gyldendal 25. maj.
En selvopfyldende profeti
Der er flere grunde til, at bogen er vigtig, mener Cecilie Nørgaard.
Børneopdragelse er i dag fortsat alt for forudbestemt:
Piger tales til med blid stemme, hyldes for yndighed og plastres til i lyserød.
Drengene, derimod, opildnes til at være vilde og dristige, og fokus er rettet mod deres evner.
»Idet vi bliver født, bliver forestillinger om køn og identitet et særligt fokus. Forskning viser, at mennesker møder børn forskelligt, alt efter om det er en dreng eller en pige. Hele det kønsstereotype mønster sætter ind, når barnet bliver født – og endda før. I den ligning er der i øvrigt ikke plads til andet end dreng og pige. Alle identiteter, der rækker ud over det, findes slet ikke i den fortælling. Mønstret af stereotype kønsopfattelser dominerer i vuggestuen, børnehaven og folkeskolen og videre gennem uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er åbenlyst et problem.«
Bør forældre for eksempel lade være med at købe henholdsvis lyseblåt og lyserødt, når de får kønnet at vide, inden barnet bliver født?
»Ja. Lad være med det. Jeg opfordrer folk til at fokusere på, hvilket barn de har, og ikke det barn, de forestiller sig, at de har. Når vi sætter på automatpilot og tromler igennem med det stereotype tog, kommer vi til at hugge en hæl og klippe en tå på børn, ligegyldigt hvilket barn det er. Det er trods alt meget få børn, der er fuldstændig lig stereotypen. Det bliver en selvopfyldende profeti,« siger hun.
Se frygten i øjnene
Hvis den selvopfyldende profeti bliver til virkelighed, øger vi sandsynligheden for barnets mistrivsel, ligesom chancerne for alsidig udvikling og læring svækkes, understreger Cecilie Nørgaard.
»Så udvid blikket for, hvad barnet er. Der er ikke noget at være bange for – dit barn er lige præcis, som det skal være. Den intuitive modstand mod at løfte blikket væk fra de traditionelle kønsstereotyper handler enormt meget om frygt, fordi normerne er så stærke i vores kultur – ikke mindst i forhold til køn. At falde udenfor bliver set som forkert, og derfor er mange forældre bange for de sider af deres børn, som måtte ligge uden for normen, og prøver at rette dem ind. Men hvad er det, vi er bange for? Hvis nu vi udvidede normen, er der ikke så mange normer at falde uden for. Det er virkelig en frygt, vi bliver nødt til at tale om.«
For Cecilie Nørgaard er det ikke underligt, at det forholder sig sådan.
Det er sådan, virkeligheden har været gennem mange hundred år.
»Vi lever jo ikke i en historieløs virkelighed. Det er en grundsten i vores kulturhistorie, at mænd havde mere betydning end kvinder, at der kun fandtes de to køn, og de skulle være på en bestemt måde. Heteroseksualitet var den eneste synlige seksualitet. Og hvid og kristen var i vores kultur det mest vigtige. Hvis ikke vi mener, at det bør være sådan længere, må vi gøre noget ved det. Det er sådan, det foregår i et – på papiret – demokratisk, ligestillet samfund. Men ligestilling er altså noget, vi skaber i hovedet, og ikke blot på papiret,« siger hun.
Jeg mener, at vi politiserer børn, når vi trækker kønsstereotyper ned over hovedet på dem og disciplinerer ind i en enten lyserød eller lyseblå kasse, sådan som det sker de fleste steder i dag.
Cecilie Nørgaard
Tidsånden kalder
Det er flere år siden, hun begyndte at skrive bogen. Hun har undervejs været irriteret over, at hun ikke hurtigere blev færdig med den. Men nu oplever hun, at der er en tidsånd og et momentum, som bogen lægger sig fint i forlængelse af.
»I kølvandet på #metoo, Black Lives Matter, samtykkelov og text me when you get home, er der nu et helt andet normsæt undervejs. Jeg mener, der er et »før« og »efter« denne tid. For man skal virkelig være langt ude på landet og have låst døren både forfra og bagfra for ikke at have fulgt med i, hvad der er sket i verden, og hvordan det har flyttet på normerne for rigtigt og forkert – og ikke mindst magthierarkier i vores samfund,« siger hun og fortsætter:
»Og når nu vi alle sammen tilsyneladende er blevet så enige om, at ligestilling uanset køn, seksualitet og hudfarve og handicap er vigtig og en rigtig god idé, skal vi også forstå, at det er noget, vi selv skaber – og ellers sker det ikke.«
Cecilie Nørgaard mener, at det er nødvendigt at opdrage børn til den ny verden, hun oplever vi bevæger os mod.
»Jeg tror på, at der mange flere, der vil opdrage deres børn til den virkelighed, vi er på vej ind i. Det kan man ikke med det gamle normsæt. Det hænger ikke sammen. Hvis man er tilhænger af den udvikling, der foregår, kommer man også til at være tilhænger af at møde sine børn på en mere åben, inkluderende og rummelig måde – også når børnene falder uden for eksisterende normer.«
Er det et forsøg på at opdrage den nye generation til en, der i dine øjne er bedre?
»Det er jo en samfundskritik i sit udgangspunkt, men jeg vil hellere formulere det sådan, at det er en løsning på ligestillingsudfordringen og kampen for mangfoldighed. Det er den stærkeste nøgle, og det er derfor, jeg har arbejdet med det i 20 år. Det er der, det største slag skal stå.«
»Vi skal bevidstgøre os om de indgroede bias, som vi har nedarvet gennem historien. Vi kan selvfølgelig godt blive klogere som voksne, og derfor har jeg lavet en bog til forældre. Men det er jo i barndommen, at vi skaber vores menneskesyn.«
Et frigørelsesprojekt
Du siger, at ingen børn skal have hugget en hæl og klippet en tå. Er det så voksne, der skal det?
»Det vil kritikere nok opleve, men i mine øjne er det jo det modsatte. At udvide normerne for rigtigt og forkert vil også sætte dig som voksen mere fri, det vil også skabe mulighed for, at du kan mærke, føle og vise og gøre nogle ting, som du har oplevet, der ikke var plads til. Nogle vil sikkert opleve det som en diktering, som vil begrænse dem, men jeg har faktisk svært ved at se begrænsningen. Handler det om, at man ikke må sige noget længere? Der kan jeg simpelthen ikke komme hen i min empati.«
»At nogen oplever sig personligt begrænset i dag på grund af de aktuelle debatter, er en måde at opretholde status quo på. Det er måde at sige: »Jeg vil ikke se mig efter i krogene. Jeg vil ikke overveje mine privilegier. Det er det, man siger, når man siger den efterhånden faste vending: ‘Må man ikke sige noget længere?’«
Kritikere vil måske mene, at det vil politisere børn og trække noget ned over hovedet på dem. Hvad mener du om det?
»I min optik gør vi det modsatte. Jeg mener, at vi politiserer børn, når vi trækker kønsstereotyper ned over hovedet på dem og disciplinerer ind i en enten lyserød eller lyseblå kasse, sådan som det sker de fleste steder i dag. Det er det modsatte, der er tilfældet med en normkritisk eller normbevidst tilgang. Det handler om at prøve at få blik for, hvem barnet selv er. Hvad kan barnet selv lide? Hvordan vil barnet se ud? Hvem vil barnet lege med? Hvad har barnet lyst til at blive til? Hvad har barnet evner til? Det er et bevidstgørelses- og frigørelsesprojekt fra gamle normer og kasser og gamle patriarkalske forestillinger om, hvem man skal være.«
»Og min holdning er ikke, at vi skal have et kønsløst samfund. Hvad betyder det overhovedet? Nej, jeg er optaget af, at barnet skal lære at forstå sig selv i den kultur, de er en del af. Vi lever ikke på en øde ø. Ingen rum er magtfri. Og i den ligning er det vigtigt at forstå sig selv og sine relationer i forhold til kulturen.«
