Berlingskes Sine Gerstenberg har lavet et fint interview med det trendsættende modemærke Blanche, der erkender at verden ikke har brug for mere tøj. De to moderigtige iværksættere lavede faktisk en CSR-strategi, før de havde designet deres første kollektion.
Læs et lille uddrag her, fra den tankevækkende snak med de to fremadstormende piger fra Blanche:
Har verden ikke nok tøj?
Melissa: »Jo, alt for meget. Jeg går rundt på modemesserne og kan blive helt deprimeret over, hvor meget tøj der bliver produceret. For selv om bæredygtighed er det store buzzword blandt modefolket, så er der stadig et voksende marked for alt det hurtigt producerede high street-tøj.«
Mette: »Verden har ikke nok godt tøj. Vi mangler tøj i gode kvaliteter og tøj, der kan genanvendes.«
Melissa: »Når vi får vores webshop her til foråret, indfører vi et care-program, hvor man kan »upcycle« sine gamle ting hos os eller levere slidt tøj tilbage til reparation. Vi vil hellere tjene penge på, at kunderne bruger det, de har, end at de bare køber nye ting ind.«
Hvis vi ikke mangler nyt tøj, hvad mangler vi så?
Melissa: »Tid væk fra skærmene. Dronningen sagde det så fint i sin nytårstale. Og så mangler vi mere nørderi omkring produkter og ikke bare fokus på salg, salg, salg. Moden skal genopdage omsorgen.«
Mette: »Bevidsthed. Det er vigtigt, at vi alle erkender, at det ikke er ét led, der skal ændre måden, vi gør tingene på, men alle led. Fra designer, til producenten over sælgeren til slutforbrugeren. Og at vi bliver bedre til at værdsætte alt det, som vi har. Og så mangler vi sammenhold i branchen, så vi kan ændre vanerne i fællesskab, deles om metervarerne og tage ansvar for det opskruede forbrug.«
Hvad skulle danskerne tænke mere over?
Mette: »Hvordan de vasker deres tøj. Vask det på lavere vaskegrader, og lad være med at vaske tøjet så tit. Luft det, og dup pletterne væk. Og lad være med at købe viscose, for det kan ikke genanvendes.«
Du kan læse hele den flotte artikel her.