
Det er vigtigt at lytte, lære og sortere, når erfarne dygtige mennesker deler ud. En af dem er erhvervsmanden Asger Aamund. Han har tidligere været underdirektør i Tuborg, koncernchef i Rockwool, adm. direktør for Ferrosan i Danmark og bestyrelsesformand for Bavarian Nordic.
I dette interview, som vi bringer i samarbejde med Berlingske, deler Asger ud af sin erfaring, giver gode råd og som altid et par bestemte meninger.
Du kan læse artikel i den fulde længde her.
(Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til alt indhold på berlingske.dk i en hel måned.)
Asger, Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?
»Hvis man møder andre mennesker med tillid og tiltro, får man som regel det samme igen. Jeg er ikke nogen naiv tosse, der er nem at narre. Jeg er udstyret med gode empatiske evner til at aflæse andre mennesker, men i langt de fleste tilfælde – både arbejdsmæssigt og privat – er jeg åben og tillidsfuld og er kun meget sjældent blevet skuffet.«

Det, jeg fortryder mest var, at jeg var en kylling over for en uventet chance, der kunne have været en oplevelse for livet.
Asger Aamund
Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?
»Hvis jeg skulle give mig selv et godt råd som teenager, skulle det nok være at passe min skole og min fodbold noget bedre i stedet for hele tiden at tænke på Nina, som jeg var meget forelsket i. Nina var smuk og dejlig og tilmed ombejlet af alle unge mænd på Aurehøj Gymnasium, hvor hun gik i 3.g. Nina havde modet til at bide hovedet af al skam og nedlod sig til at blive kæreste med en ussel 1.g’er, som heldigvis var mig.
Jeg tilbragte alle mine vågne timer enten på toppen af lykkens bjerg sammen med Nina, eller også i dødens dal lammet af frygten for at miste hende til en ældre rival.
Selv om det et fornuftigt og velmenende råd, jeg lige har givet mig selv, ved jeg, at jeg aldrig ville have fulgt det, hvis jeg kunne skrue tiden tilbage. Jeg var fortabt, og ville blive det igen, hvis jeg havde valget. Der findes ingen kompromiser i ægte kærlighed.«

Hvad har fiasko lært dig?
»Et liv med mange glæder og også adskillige skuffelser har lært mig, at fiaskoen er alle triumfers moder. Man skal bare mobilisere modet og opfindsomheden til at vende nederlag gennem fornyet kamp til sejr. Jeg har været så heldig, at jeg er født som en så afstumpet optimist, at jeg kan vende ryggen til mine nederlag og synge med på Bjørnstjerne Bjørnsons sang: »Løft dit hoved du raske gut, om et håb eller tro blev brudt, blinker et nyt i dit øje. Straks det får glans af det høje«.
Jeg ved godt, at det er ikke alle forundt ved en viljesakt at kunne udradere sine nederlag eller veksle dem til nye offensive mål, men det har været den bærende kraft for mig både i mit private liv og i mit arbejdsliv. Et gammelt ord siger, at så længe der er liv, er der håb. For mig gælder det altid, at så længe, der er håb, er der liv.«