Han har døjet med angst, siden han var barn. I sin nye bog om børn og unges angst vil Peter Lund Madsen gerne tale angst lidt ned, for »man dør ikke af det, og vi har alle vores at slås med«. Forældre har et ansvar for at hjælpe deres barn, men er ikke skyld i angsten.

Artiklen er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Anne Funch. Billederne er taget af Linda Kastrup.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Han har mærket, hvordan det føles, når angsten borer sig ind i kroppen. River og rusker, laver larm og skaber uro oppe på øverste etage. En angst og en uro, som for Peter Lund Madsen kun blev værre op gennem teenageårene.

»Der har helt sikkert været perioder i mit liv, hvor jeg har lænet mig op ad en angstdiagnose. Det var først, da jeg var i midten af 20erne, at det for alvor begyndte at blive bedre, og det ængstelige fyldte mindre. Livet blev lettere,« husker Peter Lund Madsen, der som psykiater og hjerneforsker i dag kan stille sig på mange års afstand af sin egen barndom og ungdom og vurdere, hvad det muligvis var, der foregik derinde i hjernen, dengang hans lærere altid beskrev ham som »lille og stille«.

»Hvis nogen i dag spurgte mig: Ville du gerne være født lige så ubekymret som en masse andre mennesker, du kender, ville jeg prompte svare: Det kan jeg love dig for, at jeg gerne ville, for hvad jeg ikke har spildt af tid på bekymringer. Jeg har ikke haft en diagnose, det har ikke været på det niveau, men jeg kunne have haft det rigtig meget sjovere som barn og ung, hvis ikke mine bekymringer og min uro havde fyldt så meget. Det ærgrer mig voldsomt i dag, men sådan er dét. Der er også nogen, der er født med tendens til depression.«

"Mange unge føler i dag et kæmpe ansvar for at være lykkelige, og hvis de ikke er det hele tiden, er det deres egen skyld, for de har jo netop fået alle muligheder. Jeg tror, det rider mange unge som en mare."

Peter Lund Madsen

Vi dør ikke af angst

Noget af den nervøse energi, som han kalder det, er han ikke sluppet fri af. Og som 60-årig kan han stadig opleve at blive ramt af irrationel angst med hjertebanken, svimmelhed og snurrende fornemmelser i armene. Ofte mærker han angsten, inden han skal holde et foredrag. Andre gange kan den komme anstigende »ud af den blå luft« og vise sig ved en kropslig uro sammen med en vag fornemmelse af, at »nu sker der noget dårligt«.

Angst i sig selv er ikke farligt, men kan være yderst pinefuld, mens det står på. Vi dør ikke af angst, og den er ikke usund. I langt de fleste tilfælde kan den styres og overvindes og ender som regel godt. Det er budskabet i Peter Lund Madsens nye bog, »Når børn og unge får angst«, som udkommer i slutningen af april. Her beskriver han blandt andet, hvad angst er, hvor den kommer fra, og hvordan vi bedst kan tackle den. Blandt andet kan man forsøge at være så ærlig som muligt om, hvordan man har det.

»Man vil næsten altid blive positivt overrasket over, i hvor høj grad omgivelserne synes, at det, man opfatter som en fejl ved sig selv, viser sig at være fuldstændig i orden.«

Skal Peter Lund Madsen i dag give sig selv en diagnose, fra han var barn og ung, »så var det nok noget generaliseret angst med evige bekymringer, måske også med et par angstanfald«.

»Den angst, jeg kan have i dag, er ikke dominerende, men fuldstændig i orden. Jeg lever godt med den, og alle har deres at slås med.«

Han har inviteret indenfor hjemme på Frederiksberg og siger, at han gerne vil berolige børnene, de unge og deres forældre, fordi »bekymring, angst og uro fylder alt for meget i vores dagligdag«. Som udgangspunkt skal vi nemlig ikke tro, at der er alt muligt i vejen med barnet eller teenageren, eller at man som forælder har fejlet i mindst 80 procent af opdragelsen og derfor bør stille sig hen i skammekrogen og pumpe sig selv med skyld, til man er ved at eksplodere.

Ifølge Peter Lund Madsen er der en tendens til, at angst og bekymring i langt de fleste tilfælde er medfødt. Vi fødes ind i en verden med noget, som er genetisk bestemt, men som ikke umiddelbart lader sig forklare.

»Opvækst, miljø og psykologiske faktorer har en afgørende betydning for, hvordan vi møder verden og opfører os som mennesker. Men det ændrer ikke på, at vi fra fødslen kan være disponeret for eksempelvis angst,« forklarer han.

Fra han selv var helt lille, blev han vænnet til, at verden grundlæggende ville ham det godt. Et fundament, som har formet hans livssyn og opfattelse af verden.

»Jeg har fået en kærlig opdragelse, hvor mine forældre har passet godt på min bror og mig og har holdt med os, når det gjaldt. Havde mine forældre været uforudsigelige, kaotiske eller måske ovenikøbet strenge og ukærlige, ville jeg formentlig have mødt verden på en helt anden og langt mere skeptisk måde.«

Ikke forældrenes skyld

Forskerne ved i dag, at tendensen til bekymring og angst udspringer fra hjernen. At den er medfødt og ikke stammer fra fortrængte konflikter. Så når en datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke mors eller fars skyld, og har ikke noget med opdragelsen at gøre.

»Som forældre har man et ansvar for, hvordan man håndterer angst og uro, men ikke for, hvordan den er opstået. Tilsvarende er det ikke mine forældres skyld, at jeg er bekymret, for de har hjulpet mig til at kunne leve godt med det,« siger han og opfordrer til ikke at understøtte angstlignende symptomer, når de viser sig.

Dermed vil vi nemlig kunne bidrage til at give barnet eller den unge en oplevelse af, at her er der virkelig noget at være bange for. I stedet skal vi indtage den modsatte position og tale angsten ned: Rolig, der er ikke noget at være bange for, det går over.

Problemet er, siger Peter Lund Madsen, hvis angst får lov til at vokse og på et tidspunkt kommer til at styre dagligdagen.

»Hvis barnet eller den unge eksempelvis siger: »Jeg vil ikke i skole i dag, for jeg synes, det er ubehageligt,« så gør man sit barn en bjørnetjeneste ved at lade ham eller hende blive hjemme, for den barriere vil kun vokse. Men nogle gange er det selvfølgelig lettere sagt end gjort, når man står midt i det.«

Det kan også være, siger han, at man på et tidspunkt skal se på, om det er noget, man tror, man selv kan klare, eller om der skal professionel hjælp til.

Når stadig flere børn og unge får en angstdiagnose, er det blevet et symptom på vores tid. De mange undersøgelser, der er foretaget de senere år, er dog svære at sammenligne, forklarer han, fordi de metoder, der er brugt, er forskellige. Men den overordnede tendens er klar:

Inden for de seneste 15 år er der sket en voldsom stigning i antallet af angstdiagnoser med mere end en fordobling hos børn og unge. Han kalder det paradoksalt, at så mange børn og unge får en angstdiagnose.

»Angst er i sin tid skabt i os, for at vi har kunnet overleve som mennesker, men det har aldrig været mere sikkert at være til, slet ikke hvis man for eksempel bor i Danmark. Der er vitterligt ikke mange ting, der kan true os. Det værste, der kan ske, er, hvis man kommer på kontanthjælp. Så hvad er det, der gør, at så mange får angst?«

Panik i paradis

Han mener, at en af de væsentligste forklaringer er, at livet er svært. At det er svært at være barn, og svært at være ung.

»Hvis man i dag kunne spørge en række mennesker, som var vokset op i forskellige tidsepoker, ville man helt sikkert finde noget psykisk smerte, som ville være gennemgående og fuldstændig ens, uanset om man var vokset op i 1914 eller 2021. Mange af os har ikke voldsomt meget selvværd. Det er ikke nemt at være menneske, men det er heller ikke meningen med livet, at det hele skal gå som smurt. Den dér forestilling om, at hvis man gør sådan og sådan, bliver man lykkelig, og hvis man gør noget andet, får man det dårligt, er jo helt forkert.«

Selv har han konkret og rent fysisk ombord på en cykel taget turen ind i mørket, ud igen og lært noget om sin adfærd.

Hvis psykiater Lund Madsen i dag kravlede op i et meget højt træ i sit barndoms paradis, Lyngby Åmose ved Sorgenfri, og kiggede ned på den unge fyr, som omkring 45 år tidligere var styrtet på sin rustne minicykel og panikslagen befandt sig i det paradis, som mørket pludselig havde forvandlet til et uhyggeligt og faretruende vildnis, ville han opdage noget om kognitiv terapi. Noget om, hvad det vil sige at bringe overensstemmelse mellem tankerne, følelserne og virkeligheden.

Han var blevet interesseret i en pige, som boede nede ved Nybro Båd & Kanoudlejning. Det afstedkom en del aftenbesøg på minicyklen, og da han en aften skulle hjem igen, kunne han enten vælge at køre uden om mosen, en tur på fire kilometer op ad bakke, eller den korte tur gennem mosen, som var lige ud og kun en kilometer.

Han valgte det sidste. Kørte i blinde ind i mørket, det regnede og gik alt for stærkt. Angsten drev ham. Bange for lydene og for alt det, der kunne befinde sig ude i mørket, landede unge Peter pludselig ude i vandet oven på nogle tykke grene. Fik reddet sig op og begyndte gradvist at vænne sig til mørket. Han opdagede, at dyrene var små, at der ikke var mennesker eller væsener, som lå på lur – og blev rolig. Angsten havde forladt ham.

»Om det var slaget eller lettelsen over, at det ikke gik værre med mit styrt, ved jeg ikke, men selv om det var mørkt, og moseområdet fuldt af lyde, var jeg blevet fuldstændig tryg,« husker han.

Hvis han havde siddet oppe i træet mange år senere og kigget ned på terrænet, nu med sin faglighed og et overblik over sin egen adfærd og sine handlinger, kunne han som psykiater konstatere, at der var blevet bragt overensstemmelse mellem det, han havde følt, det, han havde tænkt, og den sande virkelighed i Åmosen. En overensstemmelse mellem tankerne, følelserne og virkeligheden.

»Jeg var holdt op med at tolke mørket som noget truende og indså, at der ikke var noget at være bange for. Derefter kunne jeg færdes – næsten – rolig og tryg i mosemørket. Det fungerer i princippet på samme måde som ved andre former for angst.«

Er der overhovedet noget, man selv kan gøre for at undgå bekymringer og angsttilstande?
»Nej, der er ikke en mirakelkur, der bare kan få dem til at forsvinde, men man kan lære at leve med dem. Personligt gør jeg, hvad der kan og skal gøres for at leve med mit bekymrede sind. Jeg taler med mine venner og familie om det, og frem for alt lader jeg ikke angsten og bekymringerne styre min tilværelse.«

Piger reagerer mere rationelt

Havde Peter Lund Madsen i dag stadig været en dreng og ikke en moden herre, ville han have været underrepræsenteret i angststatistikkerne alene i kraft af sit køn. Kønsfordelingen er nemlig skæv med omkring dobbelt så mange piger som drenge, der diagnosticeres med angst.

»Nu er det ikke mig, der har fundet ud af det, men når langt flere piger får en angstdiagnose, skyldes det ofte, at de er bedre til at reagere rationelt, når de har det dårligt,« siger han.

»Pigerne handler og giver udtryk for deres problemer, mens mange drenge bliver sure, skælder ud og trækker sig væk eller ind i sig selv. Det sidste kan være farligt, og skyldes ikke angsten i sig selv.«

Mange af de piger, der optræder i statistikkerne, er vokset op i familier med overskud over hele linjen.

»De har tilsyneladende det hele og har fået alle muligheder fra deres tidligste barndom. Søde forældre, næsten ingen konflikter. Så hvorfor er jeg ikke glad? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at gøre det, jeg forventer af mig selv? Mange unge føler i dag et kæmpe ansvar for at være lykkelige, og hvis de ikke er det hele tiden, er det deres egen skyld, for de har jo netop fået alle muligheder. Jeg tror, det rider mange unge som en mare.«

I sin bog kalder Peter Lund Madsen det for »Frihedens forbandelse«. Du kan, hvad du vil, og vælger du forkert, er det dit eget ansvar.

»Sådan kunne en beskrivelse af ungdommens vanskeligheder være, men jeg må indrømme, jeg har svært ved at forholde mig til den. Umiddelbart kunne jeg ikke se, da jeg undersøgte angst blandt børn og unge nærmere, at de skulle være udsat for et større pres, end tidligere generationers børn og unge.«

I bogen skriver han, »at alle gennem tiderne er blevet bedømt, nogle valgt fra og andre faldet igennem. Alle har skullet præstere og finde plads i sociale fællesskaber.

»Når forekomsten af angstdiagnoser hos børn og unge er højere nu end tidligere, kan en medvirkende årsag være, at angst er nutidens sprog for unges mentale frustration. At det i den kultur og tid, vi lever i, er den mest acceptable måde at bære sin mentale frustration på. Desuden lærer man af hinanden. Den mentale smerte har et sprog, en måde, den typisk og tilpasset tiden udtrykker sig på. Hvor det tidligere handlede om isolation, utilpasset adfærd og hærværk, handler det i dag i højere grad om angst,« siger han.

Ideen til bogen fik Peter Lund Madsen, da han en dag havde besøg af en god ven. Vennen fortalte om de mange børn og unge, hun kendte i periferien, og som hun løbende hørte døjede med angst.

»Derefter begyndte jeg selv at lægge mærke til det. Jeg syntes pludselig, at der også var rigtig mange af dem, jeg havde kontakt med, hvis børn havde angst, eller som kendte andre, der havde angst. Jeg begyndte at undersøge det og ville derefter gerne tale angst lidt ned. For igen: Man kan ikke leve et menneskeliv uden at støde ind i problemer. Vi har alle vores at slås med.«