Selvom kvinder udgør en væsentlig del af det danske iværksættermiljø, står de ofte over for betydelige udfordringer, når det kommer til at skaffe kapital. I dag er 9 ud af 10 angel investorer mænd, der investerer omkring 6% af deres kapital i kun-kvindelige iværksætterteams, mens hele 70-80% går til kun-mandlige teams. Denne skævhed gør det sværere for kvindelige iværksættere at tiltrække investeringer, især da 93% af opstartsvirksomheder i Danmark modtager deres første eksterne kapital fra angel investorer. For at tackle denne skævhed og øge diversiteten i investeringsmiljøet lanceres nu et nyt Angel Investor Accelerator-program, der har til formål at styrke kompetencerne hos investorer og fremme en mere balanceret investeringskultur.
Det sker med en bevilling på 4 mio. kr., som Industriens Fond skyder i projektet ”Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø”, der udføres af Angella Invest.
Med projektet sætter vi ind et sted i økosystemet, der ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i dag
Konkret skal det bl.a. ske ved at koble teoretisk og praktisk uddannelse via investor-mentorordninger, samarbejde med venturefonde og øvrige aktører i det danske startup-økosystem. Her er ambitionen – udover flere, kvindelige angel investorer – også at uddanne flere ‘lead investorer’, som i dag er en mangelvare i startupmiljøet, hvilket medfører at mange kapitalrejsningsrunder, ikke kan gennemføres trods positiv interesse.
Udviklingsdirektør i Industriens Fond, Charlotte Kjeldsen Krarup fortæller:
“Med projektet sætter vi ind et sted i økosystemet, der ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i dag, nemlig investormiljøet. Ved at udklække flere kvindelige investorer og flere rollemodeller, er det forventningen, at vi også vil se flere kvinder inden for iværksætteri og i danske virksomhedsledelser. Størstedelen af alle angel investorer er mænd, og det meste af deres investeringskapital går til mandlige iværksættere. Det skal vi ændre på til gavn for mere innovation og styrket konkurrenceevne.”
Aktiviteterne i projektet gennemføres af Angella Invest, som er en uddannelses- og community platform for investorer målrettet kvinder og nextgens.
Kristine Leerbeck, der er founder og CEO i Angella Invest uddyber:
“Kvinder har stor interesse for at investere i opstartsvirksomheder – og i at investere sammen. Det ved vi fra vores arbejde de seneste to år. Med udgangspunkt i vores erfaringer samt viden opnået i vores analysestudie af kvindelige angel investorer fra foråret, kan vi med det nye projekt i endnu højere grad implementere målrettede indsatser, der kan sikre et stærkere og mere kønsbalanceret investormiljø i Danmark. I dag går vi glip af talent og vækstmuligheder, og det ønsker vi at ændre på.”
Kristine Leerbeck, Founder & CEO i Angella Invest
Fakta om projektet
Industriens Fonds støtte til projektet ”Et mere kønsbalanceret investeringsmiljø” er givet til foreningen SoFellas og løber frem til 2026. Læs mere om det nye projekt her
SoFellas arbejder for at fremme et kønsbalanceret investor- og iværksættermiljø, hvormed talent- og vækstmuligheder fremmes til gavn for dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dansk samfund i et bredere perspektiv. SoFellas arbejder tæt sammen med Angella Invest.
- Angella Invest, som er udførende aktør i projektet, er etableret i 2022 og er Danmarks største fællesskab af kvindelige angel investorer. I foråret 2024 stod Angella Invest og Industriens Fond bag det første, danske analysestudie af kvindelige angel investorer.
- Projektet bygger videre på resultater og impact skabt i projektet “Acceleration af kvindelige angel investorer” udført af Angella Invest, som Industriens Fond også har støttet.
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.