Kontoret er under forandring. For nogle er det blevet en luksus at kunne arbejde hjemmefra, mens andre savner kollegerne, sparringen og det fællesskab, der følger med en fysisk arbejdsplads. Men for selvstændige og mindre virksomheder kan det være svært at finde den rigtige mellemvej.
På Østerbro vil Alexander Klint, Christoffer W. Bouet og en række investorer skabe et nyt alternativ med Unite House, hvor iværksættere og mindre virksomheder skal dele mere end blot kvadratmeter.
Vi har talt med Alexander Klint om ambitionerne bag det nye kontor, fællesskabet og hans bud på, hvordan fremtidens arbejdsplads skal se ud.
Til daglig er Alexander Klint founder af Unite IT, der arbejder med hardware sourcing og leverancer til IT-forhandlere. Han har desuden flere års erfaring fra startup- og scaleupmiljøet, både som investor og med egne projekter.
"Vi skal kunne skrue endnu mere op for det, der giver os energi"


En visualisering af det kommende Unite House på Lyngbyvej på Østerbro.
Kontoret forventes at stå klar den 1. december.
Hjemmearbejde og kontor skal supplere hinanden
Unite House begynder på Østerbro, hvor Alexander Klint og holdet bag har købt 312 kvadratmeter. Ambitionen er at skabe et miljø, hvor flere mindre virksomheder, freelancere og selvstændige kan finde en hverdag med både arbejdsro og fællesskab.
For Alexander handler det om at gentænke, hvad man egentlig skal bruge kontoret til.
“Der mangler et sted, hvor man kan få energi, få sparring og sidde med andre, der er i samme situation som en selv. Vi ser en stor stigning i ønsket om at arbejde hjemme, hvor man kan fordybe sig, føle sig komfortabel og have det rart. Det skal vi også kunne tage med ind på arbejdspladsen. Men på arbejdspladsen skal vi kunne skrue endnu mere op for det, der giver os energi. Alt det, vi ikke får, når vi sidder alene i koncentrationsmode,” fortæller han.
Han ser derfor ikke nødvendigvis hjemmearbejde og kontorfremmøde som modsætninger. Tværtimod mener han, at de to ting kan supplere hinanden, hvis man bruger dem rigtigt.
“Jeg ser det som et supplement. Hjemmearbejde har sin berettigelse til bestemte opgaver, men fremmøde på kontoret har fået en ny betydning, og vi kan bruge det på en ny måde. Kontoret skal ikke være en mellemting mellem hjemmearbejde og kontor. Det skal være stedet, hvor vi får det sociale samvær og relationerne, alt det hjemmearbejdet ikke kan give os. Hele konceptet og indretningen skal bygges op omkring det.”
For dem, der bygger noget
Målgruppen for Unite House er især freelancere, selvstændige, iværksættere og mindre teams på typisk én til fem personer. Fælles for dem skal være lysten til at skabe noget og være en del af et miljø, hvor man både kan hente og give sparring.
“Alle dem, der gerne vil bygge noget sammen og skabe en kultur sammen. Særligt freelancere, selvstændige og iværksættere, gerne små teams på 1-5 personer. Og folk, der har det ligesom os: nogen, der gerne vil bygge noget og både søger og giver sparring,” siger Alexander Klint.
Det er netop den gensidighed, han gerne vil gøre til en central del af konceptet. For et kontorfællesskab bliver ifølge ham ikke automatisk et fællesskab, blot fordi mennesker deler adresse.
“Det er vores fælles ansvar, og det sker ikke af sig selv. Det skal faciliteres. Vi skal have fælles oplevelser og fælles sparring, og vi skal kunne hente folk ind, der kan inspirere og være med til at skabe det miljø, vi selv har ønsket os og ledt efter. Der skal også være faciliteter, der understøtter det.”
Det handler altså ikke kun om at stille skriveborde, mødelokaler og kaffe til rådighed. Der skal skabes en kultur, som medlemmerne selv er med til at forme og bidrage til.
Flere på vej
Spørger man Alexander, hvad han selv har savnet ved de arbejdsfællesskaber, han tidligere har været en del af, er svaret ret enkelt: stemningen.
Han ønsker et sted, hvor man ikke blot lejer en plads, men rent faktisk føler sig som en del af noget. Hvor relationerne opstår naturligt, og hvor man mærker, at ens eget bidrag betyder noget for fællesskabet.
“Helt klart stemningen. At man ikke bare lejer en plads hos nogle andre, men man bliver en del af noget, der er fælles. Noget, man selv kan være en del af, og hvor man mærker, at det man bidrager med, får man også tilbage. Et sted, hvor folk siger hej, når man kommer, og farvel, når man går, og hvor der er det, der skal til for at få energi og en følelse af fællesskab.”
Det er en ambition, der også stiller krav til dem, der driver huset. For fællesskab kræver mere end gode intentioner. Det skal have plads i hverdagen og være noget, man aktivt arbejder med.
De 312 kvadratmeter på Østerbro er imidlertid kun begyndelsen. Alexander Klint fortæller, at ambitionerne allerede rækker videre end den første adresse.
“Det bliver flere. Vi arbejder allerede på at åbne andre steder i København og er begyndt at samle ventelister til både Nørrebro og Frederiksberg. Vi har et godt team og medinvestorer, der er med på rejsen, så det kan gå stærkt,” fortæller han.
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


