I en lydbranche domineret af globale elektronikgiganter som Sony, Bose og Apple er det sjældent, at nye spillere for alvor bider sig fast.
Det gør dagens historie til en markant nyhed.
Danske Wavell har på få år formået at vokse sig ind i en kategori, hvor konkurrenterne måles i milliarder.
Fra Aarhus har brandet stille og roligt bygget en forretning, der nu ikke bare vokser – men også leverer et millionoverskud.
I dag kan vi nemlig fortælle, at det danske lydbrand har tredoblet sit resultat før skat til 3,6 mio. kr. i 2025.
Samtidig vokser egenkapitalen fra 0,9 mio. kr. til 3,7 mio. kr., og med endnu et profitabelt regnskab i ryggen skalerer Wavell nu sin fysiske distribution med HiFi Klubben som eksklusiv specialistforhandler.
Hjalmar Kærn, en af de tre founders af Wavell, fortæller:
“2025 har både været et intenst og virkelig godt år for Wavell. Vi er vokset fra tre founders til et team på ti fantastiske mennesker, og vi er flyttet ind i nye og større rammer.
Samtidig har vi lagt fundamentet for den kommende ‘season 5’, vores næste store produkt- og brandkapitel. Det skal hæve barren igen og gøre Wavell til et endnu mere naturligt valg, når forbrugerne leder efter den bedste lydoplevelse.”
"Vi er nået til et punkt med produkterne, brandet og forretningen, hvor vi kan tage større skridt"

De 3 founders af Wavell. Fra venstre: Casper Christiansen, Emil Lucas Degn & Hjalmar Kærn.
Kigger mod Europa
Samtidig med det flotte regnskab løfter Wavell også sløret for et nyt samarbejde med HiFi Klubben.
Samarbejdet betyder, at HiFi Klubben bliver eksklusiv specialistforhandler af Wavells produkter, som dermed bliver en del af et kurateret lydunivers.
Hjalmar Kærn fortsætter:
“Vi er utroligt stolte af samarbejdet med HiFi Klubben. For os er det et stort kvalitetsstempel, at Wavell nu bliver en del af et sortiment blandt brands, der reelt prioriterer lydoplevelsen. Samtidig bekræfter samarbejdet, at vores produkter og tilgang til branchen har en berettiget plads side om side med nogle af de mest etablerede lydbrands.
Nu er vi nået til et punkt med produkterne, brandet og forretningen i øvrigt, hvor vi kan tage større skridt og gøre Wavell til et mere naturligt valg for forbrugere, der leder efter den bedste lydoplevelse til den skarpeste pris.”
Fra Benjamin Østerbye, Head of Product Department hos HiFi Klubben lyder det:
“Vi er meget glade for at indgå et samarbejde med Wavell, som er en stærk udvidelse af vores allerede brede sortiment af høretelefoner. Wavell bliver fremover tilgængelige i alle vores 98 butikker på tværs af vores seks markeder.
Hos HiFi Klubben er det afgørende, at man kan opleve produkterne før man køber, og med Wavell kan kunderne prøve alle modeller i butikkerne og finde den løsning, der passer bedst til deres behov.”

Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


