Senere i marts åbner EVE Group deres største satsning til dato, Alexandra – et nyt underholdningshus med plads til over 1.000 gæster og ambitioner, der rækker længere end den klassiske bytur.

Bag projektet står de tidligere “Rekom-drenge” Malthe Geppel og Christopher Lyngbye sammen med en stærk investorgruppe, Sammen vil de skabe et moderne bud på nattelivet, hvor oplevelser, fællesskab og nye drikkevaner er i centrum.

Men hvem er EVE Group egentlig og hvad er deres ambitioner?

Vi har taget en snak med Malthe Geppel og Christopher Lyngbye om Alexandra, investorerne og visionen for fremtiden.

"Økonomisk er målet, at alle enheder leverer overskud, og at vi vækster med omkring 50 % årligt"

EVE Group

Malthe Geppel & Christopher Lyngbye fra EVE Group


Drenge, helt kort! Hvis der skulle være en læser eller to, som ikke kender EVE – hvem er I så?

Malthe Geppel:
“EVE er en hospitality-gruppe, der er under ét år gammel, men bygget af et team med vidt forskellige kompetencer og massiv erfaring. I front står jeg selv og Christopher Lyngbye. Jeg er ansvarlig for strategi, kommerciel udvikling og kommunikation, mens Christopher står for forhandlinger, systemer og drift. Vi kommer begge fra direktørstillinger i Rekom Group.

Bag os har vi et dedikeret investorteam, der sparrer med os og bringer deres egne styrker i spil. Det tæller blandt andre Sander Janca-Jensen (CEO & Founder, Flatpay), Morten Lee Sørensen (Founder, ISH Spirits), Anders Axeltoft (Founder, Financial Outsourcing) samt EIFO.

Indtil videre har vi åbnet POOL i Boltens Gaard og Bodega Danza i Kødbyen.

For os handler EVE om at skabe moderne mødesteder. Vi vil rykke nattelivsscenen på samme måde, som kokke og restauratører har rykket restaurantscenen de sidste årtier. Vi tror på, at nattelivet ændrer sig: Folk vil ud tidligere, de vil opleve noget sammen, og de vil være en del af en aktiv stemning. Derfor arbejder vi målrettet med det, man internationalt kalder ‘competitive socializing’ – altså spil, live-underholdning og events, der gør, at man har lyst til at blive hængende hele aftenen.”

"Den bedste fest opstår, når vi blander København på tværs"

I dag skal vi tale om “Alexandra”, som I åbner i de gamle Rumours-lokaler. Hvad går det ud på?

Christopher Lyngbye:
“Alexandra bliver et stort underholdningshus midt i København. Lokalerne har i årtier været en institution i byens natteliv, og det er et sted med en helt særlig historie. Vores ambition er at skabe et sted, der både er folkeligt og kvalitetsbevidst.

Man skal kunne kigge forbi på en hverdag for at se en fodboldkamp eller spille ‘tech dart’, men også komme i weekenden og opleve vores femmands husorkester.

Det bliver et hus med mange lag: områder til en rolig negroni, zoner med spil og aktiviteter og selvfølgelig et stort dansegulv omgivet af boder og en gigantisk diskokugle. Det vigtigste er, at Alexandra bliver et sted, hvor alle typer føler sig velkomne. Den bedste fest opstår, når vi blander København på tværs.”


EVE Group Alexandra

Der arbejdes stadig med at få Alexandra klar.
“Huset” åbner d. 27 marts.

Alexandra

"Hvad gør belysningen? Hvad gør musikken?"

Hvad er idéen bag indretningen?

Malthe Geppel:
“Vi elsker kontraster og indretning med en historie. Vi startede med at dykke helt ned i lokalets fortid: Hvordan fungerede det gamle ventilationsanlæg? Hvilket gulv lå her oprindeligt? Hvilke farver og sofaer brugte man i 1942?

Vi har revet alt ud fra de restaurationer, der har ligget her mellem 1981 og 2026. 45 år med natklubber sætter sine spor. Efter 35 fyldte containere fandt vi dele af det originale gulv fra 1942, som vi nu er ved at istandsætte.

Vi bruger også adfærdspsykologi til at designe gæsterejsen. Ingen kan lide at stå i kø, og det kan være svært at finde rundt i et hus med over 1.000 gæster. Derfor har vi markeret gangarealer og zonerne omkring barerne med fliser, som vi har hentet hjem fra palazzoer i Italien. Det skiller sig ud fra sildebensparketten i resten af huset – og rent psykologisk føles vejen til baren kortere, når man står på fliserne.”

Hvad inspirerer jer ellers, når I skaber nye koncepter?

Christopher Lyngbye:
“Vi rejser meget og besøger alt fra barer til tøjbutikker i udlandet. Vi er netop kommet hjem fra New York, hvor vi hentede inspiration til både Alexandra og et nyt projekt på Frederiksberg.

Vi kiggede især på farver og materialer i moderne retail-butikker, men lagde også mærke til, hvordan de bruger forskellige former for røgelse til at rense luften og skabe en særlig atmosfære.

For os handler det ikke om at kopiere noget direkte, men om at forstå, hvorfor et sted fungerer. Hvad gør belysningen? Hvad gør musikken? Det er de små ting, der skaber den samlede stemning.”

"Vi kan tydeligt mærke, at drikkekulturen flytter sig"

I har blandt andet Danmarks største udvalg af alkoholfri øl. Hvorfor har det været et fokus?

Malthe Geppel:
“Vi kan tydeligt mærke, at drikkekulturen flytter sig. Flere og flere søger det sociale samvær, men har ikke nødvendigvis behov for at drikke alkohol hele aftenen.

På Alexandra vil vi gerne vise sport, og fodboldkulturen i Danmark er traditionelt tæt bundet til fadøl. Her vil vi gerne give et kvalificeret modspil: Uanset om man er til en klassisk fadøl eller en West Coast Hazy IPA uden alkohol, så skal man kunne få det, mens man ser Danmark spille.

Derfor har vi 100 alkoholfri øl i sortimentet. Det tror jeg er en Danmarksrekord.”

I har nogle ambitiøse investorer bag jer. Hvad er ambitionerne på kort sigt?

Christopher Lyngbye:
“De er ambitiøse, og de hjælper os med at sætte en klar retning. Vi ser ikke længere os selv som en startup, men som en scale-up – dog med det krav, at der skal være sorte tal på bunden hele vejen.

Sidste påske omsatte vi ikke for en krone. Ved udgangen af i år forventer vi at have seks forretninger i drift. Økonomisk er målet, at alle enheder leverer overskud, og at vi vækster med omkring 50 % årligt.”

"Vi har en idé om, at vi skal lave det her de næste 20 år"

Hvor ser I EVE Group om 3–5 år?

Malthe Geppel:
“EVE er ikke et projekt med en snæver 3–5-årsplan. Vi har en idé om, at vi skal lave det her de næste 20 år. Derfor træffer vi beslutninger, der er rigtige på den lange bane – ikke bare det, en investor måtte ønske i morgen.

Når det er sagt, er vi ambitiøse. Vi skal åbne mere, og vi skal formentlig også uden for landets grænser. Men vigtigst af alt skal vi have det sjovt. Vi skaber frirum for andre mennesker, så vi skal også selv nyde rejsen.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center