Når dronning Margrethe i dag fylder 80 år, er der ingen planer om abdikation og pension. Tværtimod har regenten kurs mod nye togter på sin livslange mission, der både er en pligt og et privilegium for Danmarks statsoverhoved.

I samarbejde med Berlingske bringer vi interview med dronning Margrethe . Artiklen er skrevet af Thomas Larsen og Tom Jensen. Du kan læse den i sin fulde længde her.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Da Berlingske spørger, om hvervet som statsoverhoved er en pligt eller et privilegium, svarer hun:

»Jeg vil næsten sige, at det er et privilegium, at det er en forpligtelse. Sådan har jeg altid set på det.«

At Dronningen har formået at løfte sin opgave, er åbenbart.

Hun blev udråbt til regent af den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag tilbage i januar 1972 i kølvandet på ungdomsoprøret. Men selv om oprøret mod autoriteter og traditioner rasede dengang – og dermed gjorde hendes udgangspunkt svært – har dronning Margrethe i snart 50 år forlenet det danske monarki med en unik styrke.

Ikke blot har institutionen overlevet. Opbakningen er steget, og i dag udtrykker selv stålsatte republikanere deres respekt for Dronningen.

Hun kunne ikke drømme om at fremhæve sin egen indsats. I stedet udtrykker hun en stille lettelse og glæde over, at det er lykkedes at skrive nye kapitler til historien om et monarki, der strækker sig svimlende 1.000 år tilbage i tiden.

»Det er svært at tale om fra min side, men jeg glæder mig over opbakningen, for det har altid ligget mig og min familie på sinde, at vores første opgave er at tjene vort land. Det er jeg opdraget med,« siger hun.

På spørgsmålet om, hvad der har glædet hende mest ved at stå i forreste linje, svarer hun: »Det har været at fornemme, at det kunne gøres med støtte og hjælp. Det har været det store privilegium.«

Her og nu er Dronningen taknemmelig for danskernes støtte til Kongehuset i en tid, hvor tilliden til andre institutioner viger. Målinger viser, at mange vælgere er blevet mere skeptiske over for politikerne, og der lyder ofte kritik af, at erhvervslivets ledere har tabt jordforbindelsen med deres til tider skyhøje lønninger.

Når Dronningen skal forklare den brede tilslutning til monarkiet, peger hun på, at det ikke mindst i foranderlige tider er væsentligt at have et tilhørssted.

»Det er vigtigt at vide, at man hører til et sted, og det sted er blandt andet det land, hvor man bor, hvor man er vokset op, og hvor man har sine rødder. Det, tror jeg, står stærkt i Danmark,« siger hun.

Derudover har det betydning, at Kongehuset i så lang tid har været en uadskillelig del af danmarkshistorien.

»Jeg tror, at det er, fordi vores rødder stikker så dybt, og fordi vi har været her så længe. Ikke fordi jeg selv har været her særligt længe, men fordi institutionen og slægten har været her længe, og fordi vi har forsøgt at fortsætte det, som vores forfædre har bygget op, og føre det ind i nye tider. Dermed bliver det forhåbentligt en del af nutiden. Det mest grundlæggende er, at vi er her for at tjene vores land. Det er hovedopgaven i mit liv – og sandelig også i Kronprinsen og prins Joachims. Det er det, vi er her for.«

Netop pligten til at videreføre missionen er ifølge Dronningen det væsentligste, hun kan give videre til næste generation.

»Ja, det er det grundlæggende. Dette at vi er en del af vores land og en del af vores lands historie. Det føler jeg selv ret stærkt, og det gør min familie også,« siger hun.

Dronningen er om nogen klar over, at verden anno 2020 fremstår kompleks og uforudsigelig efter flere år med voldsom turbulens: USA og Europa har været præget af dramatiske politiske opbrud – blandt andet med valget af Donald Trump som præsident i USA og briternes afsked med EU. I Asien tordner Kina frem som en ny supermagt, og syd for Europa truer kriser og krige i Mellemøsten og Afrika med at skubbe flere migranter og flygtninge mod nord i jagten på sikkerhed og en bedre tilværelse.

»Der er en form for opbrud i tiden. Ting, man kunne regne med, kan man måske alligevel ikke regne med helt på samme måde,« siger Dronningen.

Men i samme ombæring minder hun om, at omskiftelighed er et grundvilkår.

»Jeg tror, at ældre mennesker som mig – gamle for den sags skyld – altid vil mene, at det er underligt, at tingene ikke er, som de var. Man havde jo lært, hvordan det var, men så ser man pludselig, at det alligevel ikke helt var sådan. Men hvis man kaster blikket tilbage, har hver eneste generation været ude for, at tingene har forandret sig. Jeg tror, at man må lære sig selv, at man ikke kan regne med noget som helst.«

Dronningens ord kan måske umiddelbart lyde defaitistiske – men de skal bestemt ikke tolkes sådan, at man som menneske blot skal læne sig tilbage, trække på skuldrene og lade udviklingen passere.

Siden barndomsårene under og efter krigen har det tværtimod været en vigtig lektie for Dronningen, at man skal være årvågen over for trusler og være villig til at stå vagt om de værdier, som samfundet bygger på:

»Ting vil forandre sig. Det må man lære at leve med, men man skal også huske at tage stilling og ikke bare sige »nå ja« til udviklingen,« siger hun.