Nima Tisdall, CEO for Nordic Makers, har nu været i rollen i halvandet år. Med et år fyldt med investeringer og nye projekter ser hun frem mod et spændende 2025. I dette interview deler Nima sine tanker om de udfordringer og muligheder, hun har mødt i sin tid som CEO, hvad der driver hende i hverdagen, og hvordan hun ser på startup-miljøet i Norden, særligt i forhold til forskellene mellem Danmark og Sverige.

Nima, du har nu været CEO i snart halvandet år. Vi har tidligere talt sammen, hvor du nævnte, at du var glad for rollen. Nyder du stadig din hverdag?

“Det gør jeg – især inden for den sidste måneds tid, hvor vi begynder at have kød på nogle virkelig spændende nye projekter. Det blev lidt backoffice-tungt i et stykke tid, og det må jeg ærligt indrømme, ikke var den fedeste hverdag for mit temperament. Men nogle gange må man bare smøge ærmerne op og stikke snuden i skærmen. Efter uendeligt mange timers crunch har vi nu skabt et solidt fundament, som jeg føler mig sikker på kan blive et springbræt til et ret vildt 2025.”

Nima Tisdall

Jeg føler mig privilegeret over at arbejde med passionerede mennesker med skaberlyst

Hvilken arbejdsopgave giver dig mest energi i din dagligdag?

“Først og fremmest er det interaktionen med iværksættere – jeg føler mig helt enormt privilegeret over, at mit arbejde består af at tale med passionerede mennesker med en skaberlyst. Det er vildt inspirerende og motiverende. Derudover nyder jeg lige nu at kunne fordybe mig mere kreativt omkring nogle interne projekter og få lov til at tænke stort på vegne af Nordic Makers.”

Når du ser tilbage på 2024, hvilke virksomheder er så blevet en del af Nordic Makers-porteføljen?

“Vi har lavet tre investeringer – hvoraf jeg kun kan dele svenske Lemonado på nuværende tidspunkt: lemonado.io. De har lavet et system, hvor man nemt kan bygge interne værktøjer – til fx prissætning eller dashboards – ved at hive data fra mange forskellige kilder sammen på en virkelig nem måde. Tænk på alle de steder, hvor virksomheder i dag trækker Excel-ark ned eller laver deres egne systemer i Google Sheets – det kan nu løses.

De to andre investeringer glæder jeg mig til at dele mere om snart – de er virkelig nogle seje forretninger. Og med lidt held lukker vi et par til, inden året er omme – vi er i hvert fald tæt på med nogle stykker.”

Vil I også investere i så mange virksomheder til næste år?

“Ja, vi har en ambition om at investere i 4-6 virksomheder om året, og det skyder vi også efter i 2025.”


Vi skal vise verden, hvad vi kan – ikke kun være "verdens museum"

Når I vurderer nye virksomheder, hvilke særlige kvaliteter leder I efter?

“Vi leder generelt efter B2B-softwarevirksomheder i Norden. De har egentlig meget få fælles træk, udover at vi tror på teknologien, markedet og founders’ evner til at eksekvere. Hos Nordic Makers er vi en gruppe tidligere iværksættere, der investerer vores egne penge. Det betyder, at vi kan investere i de ting, der virkelig tænder en ild hos partnergruppen.

De fleste investorer sidder med en fond bag sig, og fordi de forvalter andres penge, skal de holde sig inden for et prædefineret scope. Der kan vi være mere fleksible. Vi fokuserer på B2B-virksomheder, fordi næsten alle i partnergruppen har en B2B-baggrund. Det er de metrikker, vi forstår, og de forretningsmodeller, hvor vi kan bidrage med mest erfaring. Når det er sagt, investerede vi sidste år i Pluto Markets – en kurtagefri investeringsplatform, der lancerede i Danmark i oktober med et kæmpe brag. Det er jo en B2C-model.”

I investerer i hele Norden, som du selv siger. Hvis vi tager udgangspunkt i vores naboer fra Sverige, hvor ser du så de største forskelle i opstartsmiljøerne?

“Sverige er klart længere fremme end os. Det er jo altid lidt ærgerligt at erkende, fordi Danmark og Sverige har det søskendeforhold, vi nu engang har. Men det er et faktum, at Stockholm er hovedstaden for software-startups i Norden.

De har en masse fordele fra virksomheder som Spotify og Klarna, der har gjort mange mennesker velhavende. Disse mennesker geninvesterer nu i det lokale økosystem. Mindst lige så vigtigt er de talenter, der har arbejdet i disse virksomheder, og som forstår, hvordan en vækstrejse ser ud, og hvordan den eksekveres.

Min oplevelse er, at founders i Sverige spørger efter flere penge i de tidlige stadier, men også at der er mere professionalisme. Der er flere store fonde med lokal tilstedeværelse i Stockholm, som kan hjælpe med senere vækstrejser i større grad, end økosystemet i Danmark kan understøtte.

Jeg vil råde alle danske startups med globale ambitioner til også at rekruttere talenter fra Stockholms økosystem.”


Nima Tisdall

Hos Nordic Makers leder vi efter iværksættere med store ambitioner

Hvor ser du Danmarks største udfordringer? Du har nævnt, at vi er lidt umodne i nogle aspekter – kan du uddybe det?

“Jeg tror, vi er godt på vej. Økosystemet modnes, og der er sket meget bare i de fem år, jeg har været en aktiv del af det. Men der kan stadig være en lidt indspist stemning, som fører til tre ting:

  1. Ambitionsniveauet kan være relativt lavt:
    Hos Nordic Makers leder vi efter iværksættere med store ambitioner. Det kan være overraskende svært at finde. Vi har sagt nej til flere virksomheder, fordi deres treårsplan var for uambitiøs. Ambitionerne skal komme fra iværksætterne selv – de skal tro på deres plan.
  2. Forståelse for, hvordan en VC-rejse fungerer:
    Iværksættere i Stockholm har generelt bedre styr på strukturering af investeringsrunder: hvor mange andele skal man sælge, hvordan den næste runde ser ud, osv. Jeg oplever ofte at skulle forklare danske iværksættere disse ting.
  3. For stort fokus på Danmark:
    Mange iværksættere fokuserer for meget på danske kunder, talent og investorer. Softwarestartups kunne have gavn af at tænke internationalt tidligt. Vi skal vise verden, hvad vi kan – ikke kun være “verdens museum.”

Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.