Traditionen tro, så kan vi igen præsentere “Årets Julespecial”. Sammen med en ven af huset, så kigger vi tilbage på året, og lidt frem mod næste.

Her får du snakken med Pia Allerslev.

Hvad har været det bedste i 2018?
At jeg er blevet gift – hele 3 gange (med den samme vidunderlige mand!)

Hvem har inspireret dig mest i 2018?
Niklas Kany – stifter af Mentor Danmark. En supersej iværksætter, der både har styr på sin forretning, tænker med hjertet og hjerne i alt hvad han foretager sig – og samtidig har tid til at gøre gode ting, for børn – og andre – der har det svært.

Hvem går årets julehilsen til?
Til alle politikere, der knokler for at skabe et bedre samfund for alle. Dem er der heldigvis mange af – på begge sider af “stregen” – men den største hilsen går til de politikere, der husker, at deres position kun er til låns.

Hvordan holder du jul i år?
For første gang, skal jeg holde sammen med min mand og hans familie, i vores sommerhus. Mine børn er hos deres far i år – til gengæld tager jeg (vi) dem under armen og flyver til vores yndlingssted i verden; Dahab i Sinaiørkenen til nytår. Vi skal dykke, slappe af – og nyde at vi har tid sammen.

Hvad ser du frem til i 2019?
At se, om mit liv som selvstændig kan bære. 2018 har været et godt – og trygt år, hvor jeg har været økonomisk sikret. Nu kommer den store prøve – uden sikkerhedsnet – men mon ikke det nok skal gå (-:

3 hurtige om 2019 til Pia Allerslev:

Hvem bliver dansk mester i fodbold?
Brøndby….Det må da snart lykkes…!

Hvem bliver Danmarks næste statsminister?
Lars Løkke Rasmussen – den mand har en evne til at komme tilbage, når man mindst venter det. Og han er bedre for Danmark…

Hvad bliver den største nyhed i 2019?
At Trump bliver nødt til at forlade sin præsidentpost….!

FOTO: DR.