Det er torsdag aften i Beijing. Jeg har været i Kina i seks dage nu, og ved efterhånden udmærket, hvad det opfordrende blik fra de kinesiske embedsmænd og politikere betyder. Blikket følges op af det endnu mere opfordrende ”Gan Bei” – tøm glasset.
Det er alt eller intet. Sjatter i glasset er ildeset. Og jeg følger naturligvis de lokale skikke og bunder endnu et glas risvin.
Og mens jeg på endnu en opfordring rækker ud efter mit glas, kan jeg også mærke et element af konkurrence. Jeg hader at tabe – og det er mere end rigeligt, at danske skoleelever er blevet overhalet indenom af de kinesiske skolebørn i diverse tests. Jeg har tidligere på ugen besøgt den kinesiske udgave af et gymnasium. Og billedet af eleverne hænger fast i mit baghoved. Alle elever uanset køn og alder har samme kønsløse kasserolleklipning og de går alle sammen rundt i de samme lyseblå, løsthængende joggingsæt.
Det er helt utænkeligt, at danske unge ville acceptere, at højere magter dikterede deres påklædning og udseende. At deres identitet og individualitet blev barberet fuldstændig væk. Og heldigvis for det.
Mens jeg går rundt blandt alle de meget anonyme og meget autoritetstro unge kinesere, kommer jeg igen hurtigt til at tænke på de testresultater, som børnene hjemme i København leverede i matematik ved den seneste nationale test. Kan vi ikke lære noget af kineserne? Jo for pokker! Og de kan lære en masse af os. De kan lære at se de unge som unikke og selvstændige mennesker med hver deres individuelle tilgang til læring og faglighed. Og vi kan i den grad lære noget af de resultater, kineserne opnår – især i matematik.
Jeg er kommet hjem med en lyst til at lægge vores Gan Bei-syn på Kina på hylden. Det er ikke alt eller intet. Vi er ikke i konkurrence mod Kina – selvom det lidt føltes sådan, da jeg var ude med vores kinesiske værter på restauranterne. Vi kan sagtens lade en sjat blive i glasset – f.eks. joggingdragterne og standardfrisurerne – og så komme i gang med at kigge på og lære af, hvordan deres elever opnår meget flotte faglige resultater.
Det samme gælder den anden vej rundt. Vi har rigtig mange erfaringer at tilbyde kineserne i vores uddannelsessektor, ikke mindst vores pædagogiske tilgang til elevernes læring. Jeg vil sætte skub i samarbejdet og udvekslingen af erfaringer med Kina her i København. Men risvinen må de gerne lade blive hjemme; den blev jeg aldrig rigtig venner med.
/Pia Allerslev