Sommeren er over os, og fodbolden ligger stille. Men i kulisserne er klubberne i fuld gang. Farumklubben FC Nordsjælland er bestemt ingen undtagelse. Klubben har udrullet en helt ny identitet. Opgaven definerede man selv. De ville bevare tigeren og grundidentiteten fra Farum Boldklub. Men med en styrket og stærkere visuel identitet, som blandt andet skal styrke klubbens kommercielle muligheder. Du kan se det nye logo her!

Søren Kristensen, ( Adm. direktør i FCN ) fortæller:
-Vi er klar over, at det med at skifte et logo altid er en svær manøvre. Men det er faktisk ønsker og feedback fra vores nærmeste, som har lagt hele grundlaget for vores nye visuelle identitet for 1,5 år siden, da vi gik i gang med arbejdet. Vi har gennem længere tid hørt fra mange af vores fans, at et af deres højeste ønsker er, at vi kan holde lidt længere tid på flere af vores profiler. Det har vi gjort til en af vores målsætninger. Men for at det skal kunne lade sig gøre, skal vores kommercielle indtægter forøges og klubben vokse. Gennem Right to Dream er vi kommet i kontakt med store internationale brands og platforme, som alle søgte et partnerskab med lige præcis vores klub, fordi vi arbejder så tydeligt med vores værdier i alt, hvad vi gør. Fordi vores historier på og uden for banen, for dem, betyder mere end bare det at spille i Superligaen hver weekend. Men det blev også klart for os, at vores visuelle identitet ikke kunne matche det behov, som sådan nogle partnerskaber kræver. Den manglede relevans, og det føler vi, vi fået nu, og det er vi meget tilfredse med.

Søren Kristensen fortsætter: 
-Vi har nu fået et nyt logo, der giver os meget stor visuel fleksibilitet. Det samme vil det kunne gøre for vores fans. Der er f.eks. ikke nogen begrænsninger i forhold til valg af farver. Det vil kunne optræde i forskellige sammenhænge og på forskellige trøjer i forskellige farver alt efter, hvad en partner eller en fan ønsker sig. Det er unikt i sig selv, og vi føler, at det kan gøre tilhørsforholdet til vores klub endnu mere personligt

Vi er klar over, at det med at skifte logo altid er en svær manøvre.

Søren Kristensen, Adm. direktør i FC Nordsjælland

Nye internationale partnere i FCN: 

FC Nordsjælland fortæller i samme meddelse, at man også kan præsentere nye internationale partnere.

Fra næste sæson spiller klubben f.eks. i Nike, som i øvrigt er nuværende tøjpartner i Right to Dream. Nike ønskede også at få FC Nordsjælland med i samarbejdet, da de hørte om, hvad klubben har gjort, siden Right to Dream overtog den for godt tre år siden. Derfor engagerede de deres samarbejdspartner Unisport.dk for at få dem involveret aktivt i samarbejdet. En aktivering, som nu er resulteret i et større samarbejde mellem FC Nordsjælland og Unisport.dk, der udover at være NIKE’s primære tøjleverandør i flere lande, også er en af de største og hurtigst voksende fodboldmedier på bl.a. YouTube, hvor de næsten 2.000.000 abonnenter på deres kanal, der udelukkende har egenproduceret content, ligesom Unisport.dk er et af de absolut førende brands inden for e-commerce.

Mikkel Sass, Head of Team Sales i unisport.dk fortæller:
-Fra det sekund vi mødte menneskerne i FCN og Right to Dream forstod vi, hvorfor NIKE Global havde inviteret os med i det her. Det er en unik organisation og klub, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det her er det rigtige at gøre for os. Vi leverer tøj, ja, men vi er så meget mere i Unisport.dk, og det her partnerskab kommer til at give os så mange muligheder for at vise det. Vi kommer f.eks. til at kunne producere og optage meget af vores content her på stadion, når der ikke spilles fodbold, og vi kommer til at lave og vise mange af de historier som er unikke for FCN og de dygtige unge mennesker, som er i klubben. Værdierne er der heller ingen tvivl om, at vi deler på tværs af de to organisationer. Det her samarbejde mellem FCN, NIKE og Unisport.dk er en helt unik mulighed for os alle

Det nye logo giver os en meget stor visuel fleksibilitet. Der er f.eks. ikke nogen begrænsning i forhold til farver.

Søren Kristensen, Adm direktør i FC Nordsjælland.