Det var egentligt noget uventet, at det hele skulle starte der – på en ganske almindelig dag på en relativt kønsløs café. Pludselig sidder man der ved børnebordet med en farveblyant i hånden, det nøgne menneske, en mand uden mantra… og det fylder sgu. Tanken om, at man ikke ved, hvor den personlige lykke bor.
Adriana havde sat sig ved det tomme børnebord. Hun så meget koncentreret ud, imens hun sad og skrev sit mantra ned på en lille lap papir. Det omhandlede evnen til at være tilstede, nærværende. Hun gav mig papiret, det var en gave. Jeg synes, at øvelsen var meningsfuld, så jeg tog plads ved børnebordet og greb en farveblyant.
Jeg kendte mit eget mantra alt for godt, så der gik ikke mange øjeblikke, førend jeg var klar med ordene; ”..the willingness to sacrifice everything you are for what you will become”. Sætningen havde drevet mig i årevis, og nu sad jeg så der, ved børnebordet og kiggede på mantraet. Hold kæft, hvor det føltes hult. Sætningen repræsentede på igen måde mit inderste ønske som menneske. I årenes løb havde jeg glemt at betragte min jagt på den personlige lykke. Jeg løb simpelthen bare afsted, hovedkulds, efter karriere og social status. Jeg brugte de næste par uger på at tygge på ordene.
I de sidste mange år havde har min personlige lykke været helt uadskillelig fra ideen om succes; Det fede job, den lækre kæreste, en golden retriever med navnet Lucky og de to børn (dreng & pige, selvfølgelig). Det lyder banalt, men sådan så min personlige lykke ud, bundet til nøje planlagte omstændigheder. Jeg var forbandet god til målsætninger.
Jeg husker, at jeg i mange år hadede tanken om, at noget var uden for min rækkevidde, det nagede mig inderligt. Den tanke kan bruges til at opbygge et sundt drive eller, som i mit tilfælde, efterlade følelsen af, at intet nogensinde var godt nok. Det er ikke særlig fedt at leve med en opfattelse af, at lykken er uden for rækkevidde.
Jeg mener ofte, at vi forbinder ordet ’lykke’ med det ultimative/perfekte liv, en stærk følelse, en rus a la den vi oplever, når vi løber rundt om søerne, og det der virkelige gode nummer kommer på og bringer os fornyet energi. Kæft, det er godt! Når vi er i momentet, ønsker vi, at følelsen skal vare ved, men i takt med at åndedrættet bliver tungere, og det gode nummer fader ud, forlader rusen os. Faktum er, at livet oftest leves på det jævne på trods af, hvad din Instagram fortæller om dit stjerneliv.. men sikke det dog bryder med illusionen.
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg ikke har fundet svaret på, hvor lykken bor, men jeg mener, at have fundet nogle temaer, som er centrale i processen.. og det første er sjovt nok processen. Som drevne, ambitiøse mennesker glemmer vi måske at evaluere vores tilværelse og mål. Det ene projekt tager ofte det næste, imens vi med hastige skridt går fra kaffemøde til cocktails.
Personligt tror jeg ikke længere på lykken som en permant sindstilstand. Rusen kan opleves i enkeltstående, fantastiske øjeblikke, nogle flygtige, andre mere længerevarende, men jeg ønsker ikke at lade mig diktere af en jagt på disse. Tilgengæld er det min klare opfattelse, at vi ved at frigøre os selv fra omstændeligheder, gør os selv tilgængelig for flere af disse øjeblikke.
Som mennesker er vi i konstant udvikling og i takt med, at vi bliver rigere på erfaringer, ændrer vores målsætninger og behov sig også – vi glemmer måske bare at indstille vores kompas derefter. Fra tid til anden, er det formodentligt meget fornuftigt at sætte sig ved børnebordet med farveblyanterne og efterprøve den personlige lykke.
//Stefan Pflug