“Holger, jeg har brug for en affaldsspand til min salon. Kan du lave en til mig?”

Sådan startede historien om det danske designbrand Vipp. Vi skal tilbage til 1939, hvor frisøren Marie Nielsen stillede sin mand, Holger Nielsen, netop det spørgsmål.

Vipp relancerer sin ikoniske pedalspand i en limited edition med HENRI

Henri Vipp

Det blev til den allerførste Vipp-spand, og via Maries salon kom der hurtigt flere forespørgsler. Inden længe stod spanden på danske læge- og tandlægeklinikker, og udviklingen tog kun fart derfra.

I dag er den et stykke dansk designhistorie, og Vipp sælger nu alverdens anerkendte produkter.

Ikonet er stadig spanden, hvor meget lidt er blevet ændret gennem tiden. I 1992, da Jette Egelund, datter af Marie og Holger, overtog virksomheden, blev spandens låg forbedret. Men missionen lavede hun sammen med sine børn om. Nu skulle Holgers design også stå i private hjem.

Hun introducerede spanden i nogle af Skandinaviens fineste møbel- og designbutikker, og i dag er Vipp et internationalt anerkendt brand, der sælges over hele verden.

Mere end 80 år efter at Holger leverede sin første spand til Marie, er Vipp stadig familieejet og drevet, med sønnen Kasper Egelund som CEO. Og således kommer vi frem til den egentlige nyhed.

For Vipp har aldrig glemt, hvor de kommer fra. I et nyt samarbejde med den københavnske salonkæde HENRI relancerer Vipp sin ikoniske pedalspand i en limited edition og sender den symbolsk tilbage til det sted, hvor det hele begyndte.


"At bringe spanden tilbage ind i en salonkontekst føles som at slutte cirklen"

Vipp historie

Til venstre ses Maries salon, hvor historien om Vipp begyndte med den første pedalspand i 1939.

VIPP

Samarbejdet peger samtidig på et møde mellem to københavnske brands med blik for håndværk og æstetik. Siden grundlæggelsen i 2014 har HENRI udviklet sig fra moderne herrefrisør til et univers med otte lokationer i København og egen produktlinje.

Den nye udgave er udført i Henri Teal, en afdæmpet blågrøn nuance udviklet i fællesskab mellem Vipp og HENRI.

Som Jette Egelund siger til Vipps egne kanaler:

“Hvis man går tilbage til begyndelsen, startede Vipp i en salon. Min far lavede oprindeligt den første pedalspand til min mors frisørsalon. I årtier blev hans spande primært brugt af fagfolk som læger, tandlæger og frisører, før de fandt vej ind i private hjem. At bringe spanden tilbage ind i en salonkontekst føles som at slutte cirklen.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center