Samtale med Brian Fabricius, Hoteldirektør. 

Cirka 50 km nordøst for Aalborg ligger Sæby, en stolt dansk gammel havneby. Der bor færre end 9000 indbyggere, men er vigtig for hele oplandet pga. de lækre badestrande, og de mange turister de kan tiltrække. Et af de mest kendte og populære steder er Hotel Viking.

Hotel Viking er et stort hotel med en noget nær perfekt beliggenhed med skov, strand og frisk luft. Hotellet er desuden kendt for et kæmpe spa- og wellnessområde, som blandt andet tæller en stor pool og tagterrassen med udsigt over Kattegat. (Du kan læse mere om hotellet her.)

I dag kan du komme tættere på Hotellets ejer, Brian Fabricius. Han købte hotellet af sine forældre i 2015. Her havde Hotel Viking en omsætning på 12 millioner kroner. Den er nu mere end fordoblet (i 2020 omsatte hotellet for 29 millioner).

For Brian gælder en ting. Hotellets gæster skal føle sig hjemme, det skal være det bedste sted at “føle sig hjemme”, og så vil han hellere bruge penge på hygge end designermøbler.

I dag kan du møde Brian Fabricius i vores samtalerække med Danmarks dygtigste creators.

Hotel Viking – Spa & Wellness er beliggende kun 300 meter fra Kattegat i den nordlige udkant af den idylliske købstad, Sæby.

Allerførst, hvem er Brian Fabricius?

“Jeg plejer at sige, at jeg er en bonderøv i jakkesæt. Jeg er født i 1986. Mine forældre overtog Hotel Viking i 1982, så jeg er født og opvokset her i Sæby. Jeg blev far for første gang i november. Det skete nærmest, mens regeringen lukkede landet helt ned igen. Så planerne om en moderne barsel på flere uger blev droppet. Jeg tror det blev til 1.5 dag. Det er en del af pakken qua vores private ejerskab af hotellet. Så en stor del af “hvem jeg er” er også, at jeg er vanvittigt privilegeret med min kone. Hun er klippen derhjemme, og har en stor del af æren for, hvor vi står i dag.”

Nu nævner selv familien. Har det altid stået klart, at du skulle overtage Hotel Viking fra dine forældre?

“Nej, på ingen måder. Først og fremmest er det vigtigt at nævne, at der aldrig har været pres eller forventninger om det. Jeg har også gået en stor omvej arbejdsmæssigt, før jeg fandt min plads her. Når det så er sagt, er mine forældre naturligvis glade for det blev i familien, og den flotte vækst vi har oplevet. Jeg fik ansvaret i en svær tid, hvor finanskrisen ikke helt havde sluppet. Der var mange, der var skeptiske blandt andet pga. min alder og deraf min manglende erfaring. Men jeg elsker udfordringer. At møde skepsis er som benzin. Det bedste folk kan sige til mig er, at det ikke kan lade sig gøre. De finder efterfølgende ud af, at jeg bliver ved til at mine mål lykkes.”

Udsigten fra den imponerende spa på tagterrassen.

Og målt på gæster, tilfredshed og regnskaber, så er I jo lykkedes. De fleste af jeres danske konkurrenter/kolleger på samme størrelse har kapitalfonde etc. bag sig. Hvordan har I kunnet gøre det uden?

“Du kan sikkert finde bedre hoteldirektører, end jeg er. Men for mig handler det om de mennesker, der arbejder her. De skal have de bedste rammer. Vi har ikke haft de samme midler, men vi har fandme arbejdet for tingene. Alle er meget involveret i driften, og det, tror jeg, er afgørende.
Min far har altid sagt til mig; Det eneste livet handler om er at have noget at stå op til. Det skal ikke være vækkeuret, der hiver dig ud af sengen. Det er okay at have en dårlig dag. Det hele skal bare give mening.”

I (gen)åbner i dag (fredag d. 21 maj)! Hvad glæder man sig allermest til?

“Det siger sig selv. At få gæster i huset igen. Det har været en lang og sej nedlukning den her gang. Der bliver snakket meget om økonomi, som selvfølgelig er en væsentlig faktor. Men man glemmer at tale om en anden vigtig ting. Alle os, der arbejder i oplevelsesøkonomien, er jo ekstroverte mennesker. Vi har været fuldstændig i dvale. Nogen har behov for at være alene for at få energi igen. Mit team og jeg får energi af at møde andre mennesker. Vi får energi af at skabe rammer for andre mennesker. Jeg har tjenere, som hellere vil have et smil og et kram end en 50´er i drikkepenge. Så jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at hotellet er fyldt med liv igen.”

"Vi får energi af at skabe rammer for andre mennesker. Jeg har tjenere, som hellere vil have et smil og et kram end en 50´er i drikkepenge. Så jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at hotellet er fyldt med liv igen."

Brian Fabricius om den hårde nedlukning.

Vi skal være det ypperste

I har dog ikke spildt tiden i nedlukningen. Hvis man følger jer på de sociale medier, så kan man se, at der er blevet bygget på livet løs?
“Vi har faktisk brugt 14 millioner, siden vi lukkede ned. Det har vi gjort til forbedringer til vores gæster. Vi har totalrenoveret værelser med blandt andet helt nye badeværelser. Til juni er vi klar med en spa-tilbygning, og en masse nye suiter. Vi har lavet en vinkælder. Jeg har de sidste par uger følt mig som en 11-årig knægt, der har fået en masse julegaver, men ikke må lege med dem.” (Du kan se mere til de nye ting her.)

Hvis du kun må vælge en følelse. Hvilken følelse vil du så gerne have, at dine gæster tager med fra dit hotel efter et ophold?
“Det skal være en følelse af at have følt sig velkommen. Jeg plejer gerne at sige, at det kan godt være, at vi ikke har en smart designerstol, som man har hos andre hoteller med ejerkredse, der er mere velhavende. Men det er altså ikke “Arne Jacobsen”, der gør, om det bliver hyggeligt eller ej.”

Hvad er ambitionerne for Hotel Viking?
“Vi skal fintune oplevelsen. Hele tiden. Vi skal være det ypperste.”

Kan man forestille sig et “Hotel Viking” et andet sted i Danmark?
“Jeg ved ikke, om man kunne forestille sig et andet Hotel Viking i Danmark. Men det kan da godt være, at vi skal drive hoteller andre steder i Danmark.”

3 hurtige til direktøren

Hvordan ser din hverdag ud?
Vi spiser altid morgenmad sammen derhjemme. Derefter tager jeg hen på hotellet, som kun er nogle hundrede meter fra, hvor vi bor. Der er jeg fra kl. 7.30. Her går tiden med lige fordelt kontorarbejde og til opgaver på hotellet. Jeg deltager i det hele. Efter at jeg er blevet far, så er jeg altid hjemme og spise, men arbejder igen efter familien er gået til ro.

Hører du podcast eller læser?
Hvis jeg skal læse bøger, så skal det være selvbiografier. Jeg er ikke helt kommet med på podcastbølgen, men har hørt en del “Millionærklubben”. De har nogle interessante betragtninger.

Hvordan bliver du inspireret?
Det gør jeg igennem passionerede mennesker. Det behøver ikke at være en speciel genre. Men jeg elsker passion.

Continued….
Det her bliver ikke det sidste du har læst til
Brian Fabricius
og Hotel Viking på dontt.dk

Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her. 

Creators