“Enhver fodboldspiller, du spørger, siger, at det er en katastrofe.” Så voldsom er meldingen fra flere landsholdspillere, blandt andet Thomas Delaney om, at den kommende VM-slutrunde bliver afholdt i Qatar.

Der er endda mange, der mener, at det danske landshold slet ikke burde stille op og altså boykotte slutrunden pga., at Qatar ikke overholder de grundlæggende menneskerettigheder.

Fra DBU lyder det, at det er op til politikerne at tage stilling til et evt. boykot. Og indtil det måtte komme, så stiller landsholdet op. Med tanke på at det afholdes senere i år, så er det nok også en utænkelig tanke nu. Men hvad er egentligt op og ned – og hvordan forholder dem, som har sat sig allerbedst ind i sagen, til det. Vi har snakket med Annette Stubkjær Rimmer, som er ansvarlig for sport og menneskerettigheder hos Amnesty International.



Annette, kort fortalt. Hvor ligger det udfordrende i at afholde VM i Qatar? 

Helt overordnet er det direkte link/svar på dit spørgsmål manglende menneskerettigheder og “VM byggerierne”. Qatar er på ingen måde nogen stor fodboldnation, og de har derfor skulle bygge hele infrastrukturen (hoteller, veje, stadioner etc.) for at kunne afholde verdens største sportsbegivenhed. Qatar har måtte hente arbejdskraft fra udlandet, og det er især fra de fattigste lande i Asien og Afrika.  Her har tusindvis af migrantarbejdere arbejdet i døgndrift uden rettigheder for at gøre landet klar til VM i fodbold 2022. Det har kostet tusinder af migrantarbejdere livet. Vi kan ikke sige det præcise tal, da Qatar end ikke noterer, hvor mange der er døde blandt arbejderne. Ifølge Qatar bliver selv dødsfald blandt unge mænd i 20’erne forklaret med ‘naturlige årsager’. De mange dødsfald bliver ikke suppleret med tilstrækkelig data, der kan klarlægge dødsårsagen. De bliver ganske enkelt registreret som naturlige dødsfald som følge af hjertefejl eller vejrtrækningsproblemer.

I vores rapport er vi dykket ned i seks dødstilfælde, der fortæller om migrantarbejdere, der har arbejdet i 10-13 timer om dagen i temperaturer omkring 40 grader. Det viser uden tvivl en større sandhed.

I Qatar udgør 90 procent af landets arbejdskraft migrantarbejdere. De bygger blandt andet VM-stadioner og den infrastruktur, som det kræver for at afholde et verdensmesterskab. Når turneringen begynder, er det migrantarbejdere, der vil tage sig af spillerne og fans på hotellerne, servere for dem i restauranterne, transportere dem rundt og sørge for deres sikkerhed ved spillestederne. Alle, der besøger Qatar under VM, vil opleve at blive betjent af migrantarbejdere.

Man har vidst det i 12 år nu, og alligevel ved den danske regering ikke, om de vil deltage til VM. Det er meget problematisk. Sport og politik ER blevet blandet sammen forlængst.

Annette Stubkjær Rimmer, Amnesty

Støtter Amnesty op om, at DBU vælger at deltage? 

Det må være op til DBU. Vi klæder dem på. Vi sørger for, at de får al den dokumentation om forholdene i Qatar, som vi er i besiddelse af. Helt overordnet er det Amnestys politik, at virksomheder og organisationer laver deres due diligence ordentligt, inden man deltager. Due diligence betyder, at man som virksomhed sikrer sig, at man ikke er med til at bidrage negativt til menneskerettighedskrænkelser.  Med vores information kan DBU f.eks. træffe de rette valg/sikre sig, at basecamp faciliteter, som er de steder, hvor herrelandsholdet skal bo, træne, spise osv., er i orden, når de er afsted. Det betyder f.eks. at sikre, at alle lokale personer, som arbejder med/for DBU, har ordentlige forhold.

Amnestys fokus er på forholdene for migrantarbejderne i Qatar, og hvordan vi kan ændre dem ved at lægge pres på myndighederne i Qatar. Vi dokumenterer forholdene i Qatar og tager ikke stilling til, hvad der skal til for at DBU ændrer sin holdning i forhold til at deltage i slutrunden. Vi orienterer DBU om forholdene og opfordrer dem til at lægge pres på FIFA, fordi FIFA netop kan lægge det nødvendige pres på myndighederne i Qatar, og så kan FIFA også sikre, at man tænker overholdelse af menneskerettigheder ind, næste gang der skal vælges et værtsland til de store kampe.

Hvordan mener I, at DBU kan lægge pres på FIFA?

Kort fortalt, så handler det om at bruge deres platform til at stille kritiske spørgsmål. Det kunne f.eks. være på de store kongresser i FIFA regi. Det er allerede sket, og det har vi også anerkendt dem for. Derudover er det vigtigt, at DBU sender vores dokumentation videre til FIFA.

Gør DBU det godt nok?

Man kan sige, at vi i hvertfald mangler at se FIFA handle på det. Men vi synes, at DBU gør det godt, og de gør helt sikkert mere end de fleste andre forbund. Vi bruger faktisk DBU til inspiration til de andre lande. Et godt eksempel var, at DBU var et af de første forbund til selv at se på forholdene i Qatar ift. til en mulig basecamp.

Så helt lavpraktisk: Hvilken dialog har I med DBU? Kontakter DBU jer løbende eller omvendt?

Først og fremmest har vi en god samarbejdsaftale. I den forpligter vi hinanden til en række ting.(Se samarbejdsaftalen her.) Vi havde en lignende situation ved forrige VM i Rusland. Vi klæder DBU på, når der er nogle problematikker. Vi har ikke faste møder, men vi har en løbende dialog. Når vi kommer tættere på VM, vil vi også briefe hele den udtagne trup, Kasper Hjulmand og DBUs ledere. Det gør også, at de er bedst muligt klædt på både i forhold til spørgsmål fra pressen og egne sociale kanaler, som er enormt vigtige samt i forhold til at kunne lægge et pres på FIFA.

Bør danske fans blive hjemme?

Vi forstår godt, at VM er en stor fodboldfest. Så hvis nogen tager afsted, er vi ikke kritiske over det.

Helt overordnet har vi fra start sagt, at vi finder det meget problematisk at afholde VM i Qatar, og at vi slet ikke synes FIFA skulle have valgt dem fra starten. Det er vores grundholdning.

Er det ikke urimeligt, at det tit er vores landstræner og spillerne, der bliver forholdt problematikken? De har jo ingen indflydelse haft på, hvor det bliver afholdt? 

Vi synes ikke, at det er urimeligt, at DBU bliver forholdt de spørgsmål. Det er dem, der er medlemmer af FIFA.

Vi synes til gengæld, at der mangler en politik på området. Man har vidst det i 12 år nu, og alligevel ved den danske regering ikke, om de vil deltage til VM. Det er meget problematisk. Sport og politik ER blevet blandet sammen forlængst.

Ras Abu Aboud stadium, a Qatar 2022 World Cup venue


Dontt mener: "Det er på tide med en sport/idrætsminister i Danmark"


Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.

Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.