Årets “liste” til Bornholm er klar – og som altid har vi håndplukket 10 steder, vi synes, du skal opleve på solskinsøen i år.
Bornholm er en unik blanding af naturskønne landskaber, historiske seværdigheder og kulinariske oplevelser. Nogle steder er nye, andre gengangere – men alle er valgt med kærlighed til øen. Det er ikke en facitliste, men en personlig guide fyldt med de steder, vi selv glæder os allermest til at besøge denne sommer.

Husk i øvrigt at besøge vores store bornholmerguide også. Her finder du fif til overnatning, transport, natur og meget mere. Besøg den her.
Bornholmerguiden er præsenteret i samarbejde med MESSYWEEKEND 💙
Mikrobageren i Listed
Langs hovedvejen i Listed finder du Bornholms mest charmerende bageroplevelse. Mikrobageren er familiedrevet og føles som en moderne vejbod – bare med surdejsbrød i topklasse.
Hver morgen fra kl. 7.00 fyldes den lille brødbod med friskbagt brød, og fra kl. 9.00 åbner vinduet i huset, hvor der er betjening, snurrer, kager og god kaffe. Alt er lavet med kærlighed og kompromisløs kvalitet. Et af de steder, man gerne tager en omvej for.
Her finder du det: Hans Thygesensvej 40, på hovedvejen tæt på det hyggelige fiskerleje Listed, ca. 2 km fra Svaneke.

Hjørnet - Et af de mest lovende spisesteder på øen
Bornholm har længe markeret sig som en kulinarisk højborg – med dygtige ildsjæle, lokale råvarer og stærke spiseoplevelser. Hjørnet er det nyeste skud på stammen og allerede et af de mest lovende spisesteder på øen.
Bistroen ligger med havudsigt til Østersøen ved Svaneke Havn og åbnede i april 2025. Bag stedet står det erfarne makkerpar, konditor Christina Ivang (med fortid på La Glace) og kok Mathias Smed, begge med stærke rødder i det københavnske restaurantsmiljø.
Menuen skifter efter sæson og er fuld af lokale råvarer. Dertil kommer et solidt vinkort til fair priser – og som man kan forvente af en konditor med La Glace på CV’et, byder dessertkortet på flere lækre fristelser.
Her finder du det: Storegade 1b, Svaneke

Landfolk hitter
Bornholm er ikke kun til korte besøg – det er hurtigt et sted, man får lyst til at blive lidt længere. Og det bliver nemmere end nogensinde med de mange unikke sommerhuse, der udlejes gennem platforme som f.eks. Landfolk og Airbnb.
Særligt danske Landfolk har markeret sig med et stærkt udvalg af håndplukkede boliger – og heldigvis ligger flere og flere af dem på Bornholm.
Ét eksempel er denne vidunderlige bolig i Allinge-Sandvig med tre soveværelser og masser af plads til både venner og familie. Se mere om den her.
Og selv hvis du ikke booker noget, er Landfolk en sand inspirationsbombe – og en påmindelse om, hvor naturskønt Bornholm i virkeligheden er.

Moseløkken - Ægte granit fra øen
Moseløkken Stenbrudsmuseum er en af Bornholms skjulte perler – men du har med garanti set deres granit før. Carlsberg-elefanterne, Nationalmuseets søjler og Christiansborgs indgangsparti er alle lavet af sten herfra. Museet er et levende stenbrud, hvor tidligere stenhuggere giver dig en ægte oplevelse af granitindustriens historie og håndværk.
Du kan selv prøve kræfter med boremaskiner og granithammer, og det hele foregår med bornholmsk lune og kærlighed til faget. Ved bruddets kant står det imponerende Moseløkkehus – bygget i granit fra hele øen. Entréen går direkte til drift og udvikling, og priserne er mere end rimelige. Husk: de holder lukket i weekender og lukker kl. 17.
Her finder du det: Moseløkkevej 9, 3770 Allinge-Sandvig
Melsted Badehotel
Melsted Badehotel er drømmen om et ægte badehotel. Så enkelt kan det siges. Og det er ikke kun vores ord – hotellet vandt for nylig (igen) prisen som “Bedste badehotel” i den årlige Discover Denmark-konkurrence.
Beliggenheden er svær at slå: direkte ud til den idylliske Melsted Strand og omgivet af 18.000 kvm ro, grønt og hav – og samtidig i gåafstand til charmerende Gudhjem by. Det nyrenoverede hotel balancerer klassisk nordisk stil med respekt for det originale badehotels æstetik og atmosfære.
Melsted Badehotel er mere end bare overnatning – det er også en aktiv del af sit nærområde. Her kan du tage på sanketure, surfe, spille padel eller bare nyde livet med kroket og petanque på den store plæne. Som noget nyt er der også sauna, perfekt efter en dukkert i Østersøen.
Restaurantens døre er åbne for alle – også dig, der ikke bor på hotellet. Og den oplevelse bør du ikke snyde dig selv for.
Her finder du det: Melstedvej 27, 3760 Gudhjem

Hotel Falcon
I 2023 fik Hotel Falcon nye ejere – men eventyret lever i den grad videre. Hotellets direktør, Teva Tiensuu, har samlet et hold, der møder dig med sjældent varm gæstfrihed.
Den varme atmosfære fylder meget – men faciliteterne har også fået et markant løft, både inde og ude. Hotellet ligger tæt ved vandet, har sauna med vild udsigt og et stort udendørs område med hyggekroge, hængekøjer og alt muligt andet, du kan foretage dig i og omkring.
Morgenmaden er et sandt festfyrværkeri, og generelt fungerer restauranten ligeså meget som et mega hyggeligt opholdsrum med spil, udstoppede dyr, flot udsigt og selvfølgelig mulighed for lækre mad- og drikkeoplevelser.
Noget, du måske ikke vidste: Hotel Falcon har nu også lækre konferencefaciliteter – det gør stedet oplagt til alt fra strategi-dage til kreative firmamøder.
Her finder du det: Hotellet ligger på Strandvejen i Sandvig og kigger direkte ud over Østersøen – midt i et af Bornholms smukkeste hjørner.

Travbanen
Vidste du, at verdens mindste officielle travbane ligger midt i Almindingen på Bornholm? Bornholms Brand Park er ikke bare unik i størrelse – den er også én af de mest stemningsfulde (lokale) oplevelser, du kan få på øen.
Her køres der travløb 3-4 gange om måneden i løbet af sæsonen, og banen har i snit det højeste tilskuertal i hele Danmark. Det siger ikke så lidt, for der er altid god energi på tilskuerpladserne, når hestene sætter i trav.
Du kan vælge at slå dig ned på terrassen med grill og udsigt, booke bord i restauranten – eller tage madkurven med og finde din egen favoritplads. Kort sagt: her er alle muligheder for en hyggelig dag under åben himmel.
Tjek løbskalenderen her.

Strandbaren i Sandkaas
Strandbaren i Sandkaas er en af de hyggeligste små oaser på Bornholm. Omdrejningspunktet er det idylliske ishus, men det er omgivelserne, som giver helheden. Du finder hele tiden en masse glade børn og voksne, som skaber en utrolig livlig og glad stemning. Du kan købe alt fra is, kaffe til lækre sandwich. Det hele er, så vidt muligt, lokale varer. Der er masser af spil som petanque, kroket og alle mulige andre små hyggelige aktiviteter. Igennem hele sommeren er der desuden morgenyoga.
Oasen ligger 50 meter fra vandet, gemmer der sig et af Bornholms bedst bevarede hemmeligheder: en lækker, børnevenlig sandstrand, der slår selv de klassiske strande på det sydlige Bornholm. Det er det perfekte sted at tilbringe en dag i solen.
Her finder du det: Sandkaas Strandbar, Gilbertstræde 10, Sandkaas.

Bisonokserne
Det har der gjort siden 2012, hvor en flok blev lukket ud på 200 hektar midt i skoven Almindingen. Det er en del af et naturprojekt, hvor bisonernes naturlige adfærd er med til at skabe variation i skovbunden og give plads til flere arter – kort sagt: naturentreprenører i gigantformat.
Det er en stor oplevelse at se de imponerende dyr bevæge sig gennem den bornholmske skov. Hvis du er stille og forsigtig, kan du komme overraskende tæt på. (Billedet herunder er faktisk taget med en iPhone.)
Sådan finder du dem:
Sæt GPS’en til Chr. X Vej i Almindingen. Mange ender det forkerte sted, men hemmeligheden er at køre over den brede færist, fortsætte ca. 150 meter, og så parkere bilen. Gå ind i skoven på venstre side. Så har du chancen for at spotte dem – men husk at holde afstand. (Minimum 80 meter er anbefalingen.)
Bonusinfo:
Almindingen er også et af Kongehusets foretrukne jagtområder. I 2025 var det her, Kong Frederik satte årets bukkejagt i gang, og Prins Henrik havde i sin tid en særlig forkærlighed for skoven. Faktisk blev der i 2013 – midt i bisonindhegningen – opkaldt både en vej og et bænkearrangement efter Prinsgemalen.

Eco Beach Camp
Glamping med havudsigt og Kadeau i køkkenet
Drømmer du om at vågne op til lyden af bølger og følelsen af sand mellem tæerne – uden at skulle give afkald på komfort? Så er Eco Beach Camp på Balka Strand et besøg værd.
Midt mellem klitterne og lige ned til en af Danmarks bedste badestrande finder du et lille, gennemført område, hvor natur og luksus går hånd i hånd. Du bor i lækre telte med rigtige senge og masser af små detaljer, der gør opholdet ekstra særligt – uden at fjerne følelsen af at være tæt på naturen.
Eco Beach Camp holder åbent fra 19. juni til 31. august og har været et populært sted de seneste år. I år bliver der skruet endnu mere op for ambitionerne på pladsen.
Bag campen står blandt andet folkene fra den anerkendte restaurant Kadeau, og i år åbner de en ny sommerrestaurant direkte på stranden. Et afslappet sted med god mad og god stemning. Restauranten er endnu ikke åbnet, så det har vi ikke smagt på – men stedet er testet, og det var en fantastisk oplevelse. Og bare rolig: Du er mere end velkommen, selvom du ikke overnatter på pladsen.
Her finder du det: Balka Strand, Vestre Strandvej 39,
