🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.

Fra en travl hverdag på CBS og advokatkontor til en international virksomhed i mere end 40 lande. Sådan kan man opsummere rejsen for William Friis og Scanovus. Idéen opstod, da William oplevede, hvor tidskrævende strygning egentlig er. Hvorfor ikke skabe en løsning, der kunne gøre det lettere – og give folk tid tilbage?

Det blev startskuddet til Scanovus og det første automatiske strygejern. Siden er virksomheden vokset eksplosivt og åbner nu lager i USA for at komme tættere på kunderne. Undervejs har de holdt fast i én filosofi: aldrig at acceptere status quo.

I dette interview fortæller William Friis om vejen fra idé til virkelighed, om de mange prototyper, og om den succes, der til sidst eksploderede på sociale medier. Og han deler også, hvor han ser Scanovus fem år fra nu – og hvorfor kernen altid vil handle om at give mennesker tid tilbage.


"Inspirationen kom fra renseriernes metoder, men jeg ville skabe en mindre, brugervenlig løsning til private hjem"

William Friis

William Friis, Founder af Scanovus


William, Hvad var idéen bag Scanovus, og hvordan startede det hele?

“Idéen opstod, da jeg læste på CBS og arbejdede på et advokatkontor, hvor jeg altid skulle have nystrøget skjorte på. Jeg oplevede hurtigt, hvor meget tid en tilsyneladende lille hverdagsopgave som strygning faktisk krævede. At skulle finde brættet frem, vente på at jernet varmede op og kæmpe med folderne føltes både besværligt og tidskrævende. Især når kalenderen allerede var presset af studie, arbejde og et socialt liv.

Her opstod idéen: hvorfor ikke lave en maskine, der kunne gøre det for mig? Inspirationen kom fra renseriernes metoder, men jeg ville skabe en mindre, brugervenlig løsning til private hjem. Det blev startskuddet på Scanovus og vores første automatiske strygejern.”

"Processen et tæt samspil mellem vores team, dygtige ingeniører og produktionen"

Hvordan ser processen ud, når I udvikler et nyt produkt – fra idé til det står klar på hylden?

“Vi arbejder ud fra en helt klar filosofi: vi må aldrig acceptere status quo. Vores bestseller – Det Automatiske Strygejern 3.0 – er resultatet af fem års konstant forbedring.

Jeg er ikke ingeniør, men jeg ved præcist, hvordan slutproduktet skal fungere for brugeren. Derfor er processen et tæt samspil mellem vores team, dygtige ingeniører og produktionen. Det kan være en lang og krævende proces, hvor vi ofte tester prototyper, piller det hele fra hinanden og starter forfra. Typisk tager det 6-12 måneder, før vi kan stå med et færdigt produkt, som vi er helt tilfredse med.

Jeg var senest for få uger siden nede på fabrikkerne i Kina for at se nye prototyper og sparre med vores samarbejdspartnere. Det er intensive dage, hvor vi deler idéer, skitser og tanker, og hvor vi nogle gange vender alt på hovedet. Det er udfordrende, men netop det arbejde gør, at vi ender med produkter, vi kan være stolte af, og som for alvor flytter standarden.

Vi udvikler ikke bare for at optimere funktioner. Vi udvikler, fordi hele kernen i Scanovus er at give folk tid tilbage. I dag er tid en af de mest værdifulde ressourcer – og paradoksalt nok ofte det, vi har mindst af. Derfor spørger vi altid os selv: Frigør det her produkt tid for brugeren? Hvis svaret ikke er et klart ja, går vi tilbage til tegnebrættet.”

Scanovus

"På få år er vi vokset fra Danmark til mere end 40 lande"

Hvad er status? Hvordan går det?

“Det går rigtig godt, men det har også været intenst. På få år er vi vokset fra Danmark til mere end 40 lande. Efterspørgslen stiger hele tiden, og i 2025 har vi flere gange oplevet, at produkterne blev udsolgt, før de overhovedet nåede hjem til lageret.

Det har tvunget os til at tænke vores forretning igennem fra A til Z. Vi har skullet opskalere produktionen, optimere vores logistik og udvide med nye lagre. Lige nu åbner vi et lager i USA, hvilket er et vigtigt skridt, fordi det bringer os tættere på kunderne dér og gør det muligt at levere

endnu hurtigere. Vores vækst er nemlig drevet af internationale markeder, og det kræver, at vi hele tiden tænker globalt og investerer i de løsninger, der kan følge med efterspørgslen.

Noget af det, jeg er mest stolt af, er, at vi har holdt fast i vores kundeservice under hele rejsen. Den hurtige vækst har betydet langt flere henvendelser og lagt et massivt pres på os. Det har krævet utallige timer, en kæmpe indsats og et dedikeret team at følge med, men vi har aldrig givet køb på vores ambition om, at hver kunde skal mødes af en service, der er personlig, effektiv og efterlader et positivt indtryk af både oplevelsen og af os som brand. Netop derfor er jeg særligt stolt af, at vi ikke bare har fastholdt niveauet, men faktisk har formået at styrke det undervejs.”

"Vi har en bredere kundebase, end man skulle tro"

Hvem er jeres typiske kunder?

“Mange forbinder os nok med den klassiske profil: en mand i 30’erne eller 40’erne, der bærer skjorte til daglig og har en travl hverdag. Men i virkeligheden har vi en langt bredere kundebase.

Vi ser familier, hvor maskinen letter presset på de praktiske opgaver. Vi ser unge, der – ligesom jeg selv dengang – oplever strygning som en uoverskuelig pligt i en travl hverdag. Vi har ældre kunder, der sætter pris på, at strygningen kan klares uden fysisk arbejde. Og vi har mange kvinder, som både bruger produktet selv og køber det som gave.

Det viser for mig, at det ikke kun handler om skjorter. Det handler om at slippe for en tidskrævende opgave og få hverdagen til at glide lidt lettere. Når kunder skriver, at de er begyndt at gå i skjorte igen, fordi vi har gjort det nemt, så ved jeg, at vi har ramt noget vigtigt.”

Vilde tal fra sociale medier

I har oplevet stor succes på sociale medier. Har det været en strategi fra starten?

“Nej, faktisk ikke. I lang tid har vi kæmpet for at finde vores vej på sociale medier. Vi brugte næsten fire år på at prøve os frem med forskellige formater, uden det store gennembrud.

Det, der ændrede alt, var da vi begyndte at dele helt enkle håndholdte videoer, hvor vi bare viste produktet i brug. Ikke iscenesat, men ægte. Det resonerede med folk, fordi de kunne genkende både problemet og løsningen, og spejle sig i situationen.

På få måneder gik vi fra omkring 2.000 følgere til knap 140.000. En af vores første virale videoer har i dag over 26 millioner visninger og mere end 700.000 likes. Jeg kan stadig huske følelsen af at se trafikken eksplodere på vores webshop. Det var et vendepunkt for os.

Men selvom det udefra kan ligne en “overnight success”, så er sandheden, at det bygger på fem års vedholdende arbejde. Mange forsøg, mange fejl, mange timer. Den organiske vækst, vi oplever i dag, er resultatet af, at vi aldrig gav op.”

Hvis vi spoler fem år frem, hvor ser du så Scanovus henne?

“Om fem år ser jeg Scanovus som et internationalt anerkendt brand, som findes i over en million hjem. Vi vil have en bredere portefølje af smarte husholdningsprodukter og være kendt som den virksomhed, der gør hverdagen lettere.

Vores mission vil altså være den samme: at give mennesker tid tilbage. Hvis vi kan blive ved med at udvikle produkter, der frigør tid til familie, oplevelser og det, der betyder mest, så er jeg overbevist om, at vi kan nå meget længere, end vi selv kan forestille os i dag.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 55.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center