Ekstra Bladet har netop lanceret brandingkampagnen “lidt ekstra”.
En kampagne, der både spiller på navnet og avisens ambition om fortsat at give danskerne noget ud over det forventede. For hvad betyder “lidt ekstra”, når man er et medie, der i mere end 100 år har været kendt for at sige tingene, (mere eller mindre) som de er? Og hvordan ser Ekstra Bladet egentlig på sin egen rolle i en tid, hvor medievaner ændrer sig hurtigere end nogensinde før?
Samtidig leger kampagnen usædvanligt direkte med avisens ikoniske logo, hvor “Ekstra Bladet” blandt andet bliver skiftet ud med ord som f.eks. “Ekstra Kritisk”, “Ekstra Skarp” og “Ekstra Tændt”.
Her efter lanceringen af kampagnen, har vi talt med Alberte Egholm, Brand Manager på Ekstra Bladet, for at uddybe tankerne bag – både om Ekstra Bladets rolle i dag, kampagnens formål og hendes eget arbejde med avisen, som vi alle har en mening om.
"Det er ingen hemmelighed, at der altid har været mange holdninger til det tabloide format"

Alberte Egholm, Brand Manager på Ekstra Bladet
Alberte, hvorfor har I valgt at lave en brandingkampagne netop nu?
Fordi vi, ligesom alle andre, er nødt til at kæmpe om brugernes opmærksomhed, hvis vi skal forblive relevante og opretholde den størrelse, vi har i dag. Samtidig spiller Ekstra Bladet i dag en virkelig stor rolle i mange danskeres hverdag – en rolle med langt flere facetter, end hvad Ekstra Bladet hidtil har markedsført sig på – og den rolle fortjener et nyt rampelys.
Hvad betyder “lidt ekstra” for jer?
Uncle Grey (red. reklamebureau), som vi har samarbejdet med, havde et indledende slide, hvor der stod: “I er blevet kaldt mange ting, men aldrig for lidt.” Det er virkelig rigtigt. At være lidt ekstra er på en måde en tilgang til verden, der gennemsyrer hele Ekstra Bladet. Et slags mantra for at være passionerede i alt, hvad vi gør – og en måde at tage ejerskab over at fylde og tage plads med det formål at kunne give plads til journalistikken, vinklerne og kilderne. Lidt ekstra er en forpligtelse til altid at gøre sig ekstra umage og gå ekstra langt for at dække hele nyhedsbilledet.


Ekstra Bladet vokser med nye medier
Hvordan ser du Ekstra Bladets rolle i danskernes medievaner i dag?
Som et medie, der opdaterer danskerne på deres præmisser. Et medie, der tilbyder et produkt, der hurtigere end nogen anden holder dig opdateret på tværs af hele nyhedsspektret.
På den måde synes jeg faktisk, at Ekstra Bladet har et produkt, som matcher tidens tendenser godt. I en tid med et polariseret mediebillede tillader de gule rubrikker og tydelige informationshierarkier folk at være hurtigt opdaterede på de største overskrifter. Det er ingen hemmelighed, at der altid har været mange holdninger til det tabloide format, men jeg ser det i virkeligheden som et meget moderne format, fordi det respekterer brugernes tid og tager hensyn til attention spans, der kun bliver kortere og kortere.
Hvad er succeskriteriet for kampagnen?
At øge kendskabet til Ekstra Bladet for nogle og at udvide perceptionen af Ekstra Bladet for andre.
Jeg har virkelig en svaghed for satiriske nyhedsprofiler som Saint Hoax og Diet Prada

Hvad laver en Brand Manager på Ekstra Bladet?
Nærmest alt, hvad jeg får lov til, vil jeg sige.
På det mere overordnede plan skal jeg sikre, at Ekstra Bladets brandstrategi stemmer overens med forretningsstrategien. Herunder ligger blandt andet et ansvar for vores brandkommunikation og alt vedrørende vores visuelle identitet.
Det har i 2025 affødt en masse spændende, større projekter – blandt andet den nye, aktuelle kampagneplatform, Ekstra Bladets nye skrifttype og redesignet af ekstrabladet.dk. Og så er Ekstra Bladet jo vokset til en større familie af medier, og med opkøbet af Feltet.dk og etableringen af vores influencer-agentur Thirty7 er der fulgt en række redesigns, som jeg har været så heldig at få lov til at være lead på sammen med min kollega Bertil Serveau.
Jeg har virkelig en svaghed for satiriske nyhedsprofiler som Saint Hoax og Diet Prada
Hvad er du selv inspireret af?
Brands med personlighed, obviously! Ej, der er ingen tvivl om, at jeg er mest inspireret af personer og personlighedstræk – men jeg elsker brands, hvor man kan mærke attituden, energien og intentionerne. Også når det gælder egenskaber, jeg ikke nødvendigvis selv kan spejle mig i. Jeg synes, der er noget særligt over, når nogen føler stærkt for noget – det tvinger på mange måder én til at forholde sig til, hvordan man selv har det med det givne område. Af samme årsag har jeg også altid været lige dele udfordret og inspireret af at arbejde med et brand, der ikke er lige så meget en people pleaser, som jeg selv er. Der er noget intimiderende og fascinerende ved ikke at vægte likeability specielt højt, og det tror jeg, er de færreste – personer såvel som brands – der kan sige, at de ikke gør.
Hvilke medier bruger du selv?
Jeg er storforbruger af sociale medier, særligt Instagram – og jeg må ærligt indrømme, at det ofte er herigennem, jeg bliver gjort opmærksom på nyheder. Jeg har virkelig en svaghed for satiriske nyhedsprofiler som Saint Hoax og Diet Prada, og jeg har det pinligt grineren over at følge med i Maya Tekelis kanal ’Nogen må gøre noget’. Hvis det er breaking news, så bruger jeg eb.dk – honest! Og så har jeg en corporate guilty pleasure for LinkedIn og MediaWatch.
WEEKLY BRIEF
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 55.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


