Hastværk er lastværk, siges der. Og skabelsen af det nye Palads med Nordisk Film Biografer er på ingen måde gået hurtigt.
Men nu er der endelig nyt. Efter flere års omfattende dialog og tilpasninger fortæller Nordisk Film, at de er klar til at indlevere det færdige forslag til fremtidens Palads-biograf.
Kort fortalt er det nye Palads reduceret i højde, bevarer minimum 90 % af den oprindelige facade, har en markant mindre kælder end først planlagt – og rummer et hotel i stedet for kontorlejemål.
"Vores ønske er, at der også fremover er et folkeligt og moderne Palads i hjertet af København"

Projektet står nu foran politisk behandling. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation var allerede i april 2024 ret konkrete omkring deres godkendelse og de ændringer, der skulle ske for at komme helt i mål. Derfor er der god grund til at tro, at det går igennem.
Asger Flygare Bech-Thomsen, CEO i Nordisk Film Biografer, fortæller:
”Vores ønske er, at der også fremover er et folkeligt og moderne Palads i hjertet af København. Nu kommer vi med et revideret projekt, hvor vi har strakt os langt for at imødekomme de ønsker, der er fra politisk hold. Vi er rigtig glade og stolte over det projekt, vi nu lægger frem, og ser frem til, at projektet nu kan blive endeligt politisk godkendt.”
Nye arkitekter: Fra BIG til Cobe
Som tidligere skrevet har arbejdet med at forny Palads stået på i mange år.
Et tidligt forslag fra arkitektfirmaet BIG blev skrottet, og i stedet åbnede man for en bred borgerinddragelse, som førte til tre nye forslag fra arkitektfirmaet Cobe. Disse skitser har siden dannet grundlag for dialogen med både politikere, kommune og offentlighed.
Efter en drøftelse af startredegørelsen i Teknik- og Miljøudvalget i sommeren 2023 arbejdede Nordisk Film Biografer videre med skitsen ”Klassisk Palads”, som var et af de tre forslag. Her blev der blandt andet kigget på mulighederne for at bevare dele af den oprindelige bygning og reducere bygningshøjden.
Asger Flygare Bech-Thomsen uddyber:
”Vi mindsker højden på bygningen, reducerer kælderens omfang væsentligt og bevarer Palads’ særegne facade, ligesom den øverste del af bygningen trækkes tilbage. Vi har søgt kompromiset og præsenterer et projekt, vi er rigtig glade for, og som lever op til gæsternes forventninger til en moderne biograf.”

"Vi har lyttet til skepsissen om flere kontorer i indre by og valgt i stedet at placere et hotel øverst i bygningen"
Planerne om kontorlejemål er blevet droppet. I stedet er det nu et hotel med panoramabar på øverste etage, der indgår i projektet. Tanken er at skabe mere liv i området, der i forvejen huser både Tivoli og Cirkusbygningen.
Asger Flygare Bech-Thomsen supplerer:
”Vi har lyttet til den skepsis, der var omkring flere kontorlokaler i indre by, og i stedet arbejdet med, at der skal være et hotel øverst i bygningen. Det giver rigtig god mening af flere årsager: Palads ligger midt i forlystelseskvarteret, og et hotel her vil være attraktivt for både danske og internationale gæster. Det kan være med til at gøre Palads til et endnu stærkere samlingspunkt i en bydel, hvor kultur, underholdning og byliv allerede mødes.”

WEEKLY BRIEF
Kultur, business & inspiration – direkte fra København til din inbox. Allerede 55.500+ på listen.
Vi sender ud 1 gang om ugen!