Dontt.dk blev i 2012 skabt ved at være platform for inspirerende iværksætter / creator fortællinger. Det er fra den tid, hvor det IKKE var sejt at være iværksætter, og det “rockstjerne” symbol det har i dag. Siden har dontt.dk universet ( Hvor mange læser dontt.dk nu ? ) udviklet sig i flere retninger, men iværksætterhistorierne er stadig en vigtig del af vores profil. Vi bliver ved med at ramme rigtigt. I dag skal vi høre historien om Statum, fortalt af Co-founder, Alexander Kragh. Velkommen til dontt.dk !


Hvis det ikke er sexet, så må vi være skøre

Skrevet af Alexander Kragh, Co-founder & CMO i Statum

“Af alle slags sexede startup-ideer man kunne kaste sig ud i, hvorfor fanden så lave et startup, der arbejder med noget så usexet som rekruttering?”
Det er et spørgsmål, os stiftere af Statum har stillet hinanden op til flere gange… Heldigvis kan vi svare på det, og svaret er faktisk ret sexet.

I dette indlæg kan du lære os bedre at kende og finde ud af, hvorfor vi synes, at en digitalisering af rekrutteringsbranchen ikke bare er smart – men stor forbedring for den enkelte medarbejder, for arbejdspladserne og for det danske samfund. Med de store ord er scenen ligesom sat.

Historien om Statum startede i 2016. Her sad vi alle tre i andre jobs. Det var gode jobs, og vi havde alle ansvaret for at ansætte nye medarbejdere til de virksomheder, vi var ansat i.
Vi havde alle tre svært ved rekruttering. Vi fik ansat folk, som kort tid måtte forlade virksomheden igen, fordi de ikke passede ind i virksomhedens kultur. Det var omkostningsfuldt at ansætte den forkerte. Både for virksomheden, men også for den person der havde glædet sig til at starte på et nyt arbejde. Noget, der skulle have været en succesoplevelse og en personlig udvikling, blev pludselig vendt til et nederlag.

Jeg havde netop været igennem en uge, hvor to personer havde sagt op. Jeg var frustreret og forstod ikke, hvorfor det var så svært, at finde personer, som brændte ligeså meget for jobbet, som vores eksisterende medarbejdere gjorde. Hvad var det der gjorde, at de gad at stå op hver morgen, når nu andre ikke gad? Den aften, i byen, stødte jeg ind i Nicolas og Stefan – som netop var blevet roommates. Jeg kendte Nicolas fra gymnasiet, men Stefan havde jeg aldrig mødt før. Jeg hev fat i Nicolas for at fortælle om mine frustrationer, og han genkendte dem straks fra sit eget arbejde. I vores fuldskab blev vi enige om, at det ikke kunne være så svært at lave en løsning, som var bedre end de eksisterende. Jobindex var gammeldags, og når de kunne være markedsledere, var barren sat lavt (vi er efterfølgende blevet klogere). Vi blev enige om at mødes dagen efter og snakke det hele igennem.

Det viste sig, at Stefan var programmør, så vi fik ham overtalt til at deltage i mødet. For selvom vi endnu ikke vidste, hvad løsningen skulle være, så var en ting sikker: Den skulle være teknologibaseret – og hverken Nicolas eller jeg havde kompetencer indenfor programmering.

Vi afholdte mødet og kom hurtigt frem til, at løsningen måtte være at lave en platform, som kunne matche kandidater og virksomheder. Modsat Linkedin og andre lignede platforme, ville vi også kunne matche på bløde værdier og personlighed. Det var nemlig vores opfattelse, at kompetencer var mindre vigtige for en succesfuld ansættelse, men at et match på mentalitet og værdier var langt vigtigere.

Vi havde oplevet dårlige matches på egen krop samt set andre gå ned med stress på grund af det. Vi havde set virksomheder miste deres momentum, fordi de fik ansat den forkerte. Vi havde set medarbejdere sige op, fordi deres nye kollega eller chef gik på deres nerver.

Vi har alt i alt set mange kyniske ting – men kynisk eller ej, så sker det på alle arbejdspladser.

800.000 danskere skifter job hvert år, og den største grund til jobskifte er, at en medarbejdere ikke kan lide sin chef. Eller sagt med andre ord: Deres mentalitet og værdier matcher ikke, og derfor brænder de ikke for at tage virksomheden i samme retning.

Vi gik i luften med Statum 1.0 i oktober 2016 med den tidligere beskrevet løsning: en platform.

Det er dog en glamourisering. For den første version af Statum var faktisk bare en skabelon, vi havde købt online for 100 kr. og derefter rettet lidt til. Vores hjemmeside kunne med andre ord ingenting. Vi fik alligevel hurtigt skabt noget momentum, og selvom vi endnu ikke havde et rigtigt produkt, fik vi hurtigt vores første kunder. Eftersom vi ikke havde et produkt, måtte vi simulere en matching proces behind the scenes. Vi sad derfor hver aften med excel-ark og forsøgte at regne ud hvilken person fra vores CV bank, som virksomheden skulle have til jobsamtale.

Selvom fremgangsmåden var alternativ, endte vores kunder faktisk med at ansætte hver tredje person, vi sendte til samtale. Det var en hite-rate som både vores kunder og vi selv var stolte af. De fleste virksomheder var nemlig vant til at afholde 5-10 samtaler, før de fandt den rigtige.

Vi var sikre på, at vi havde opfundet den ting, som skulle ændre rekrutteringsbranchen. Nu skulle vi bare bruge flere programmører, som kunne tage vores manuelle processer og lave dem til avanceret platform. Vi meldte os derfor til Løvens Hule, og for at gøre en lang historie kort endte vi faktisk med at få 1 mio. kr. til at bygge produktet.

Intet kunne stoppe os nu! Vi ansatte fire programmører og satte fuld turbo på produktudviklingen. Sideløbende fortsatte vi dog med at lave det manuelle arbejde, for det gav en smule penge i kassen.

Efter 8 måneders intensiv produktudvikling virkede det stadig ikke til, at vi var i nærheden af at have opfundet en matching algoritme, som kunne fungere uden menneskelig indblanding. Efter mange sene aftener kom vi til den erkendelse, at et match ikke kan opfindes af selv den bedst programmør, medmindre den nødvendige data var tilgængeligt. Vi havde i et år skudt i blinde i håb om at ramme plet. Nu var tiden kommet til at åbne øjnene og tage sigte. Hvis vi skulle digitalisere rekruttering måtte vi lære alle processerne at kende – for derefter at optimere dem en ad gangen.

Vi besluttede os derfor for at stoppe med at tænke på os selv som en software virksomhed, men som et rekrutteringsbureau. Det heldige var, at vi i al “hemmelighed” havde kørt et lille rekrutteringsbureau sideløbende med vores software-virksomhed for at tjene en smule penge. Vi havde derfor allerede nogle kunder, og vi havde noget viden om de grundlæggende processer. Vi tog det hemmelige rekrutteringsselskab frem fra skyggen og fortalte omverdenen, at Statum nu var det første digitale rekrutteringsselskab i Danmark (hvis ikke det første i verdenen).

Vi var og er nemlig ikke som andre rekrutteringsbureauer. Alt den software, som vi havde udviklet, var nemlig ikke spildt. Selvom det ikke kunne fungere uden menneskelige indblanding, så kunne den understøtte og aflaste mange af de manuelle og administrative opgaver, der er i en rekrutteringsproces. Det betyder i praksis, at vi kan levere det rigtig match til en virksomhed to til tre gange hurtigere end vores konkurrenter. Derudover tracker vores software alt vores arbejde. Ud fra den data udvikler vi nye softwares, som erstatter flere manuelle led af rekrutteringsprocessen.

Vores mål er derfor stadig det samme, men vejen dertil har – i bedste startup-stil – ændret sig til det bedre. Frem for at eksperimentere med algoritmer i flere år uden at vide, om vi ender med at ramme rigtigt, driver vi nu en forretning, som skaber værdi for både medarbejder og virksomheder, samtidig med at vi samler data, som gør, at vi hele tiden kan digitalisere flere processer. Det var og er stadig vores tro, at når vi kan lære algoritmer at matche på bløde værdier, vil vi kunne øge arbejdsglæden hos den enkelte medarbejder, øge produktiviteten på arbejdspladserne og dermed skabe vækst i samfundet.

Det er det vores virksomhed er sat i verdenen for, og hvis det ikke er sexet, så må vi være skøre.

Tak for ordet. /Alexander Kragh, Co-founder & CMO i Statum