Gør noget nyt

Gør noget du ikke har gjort før. Tag en ny vej hjem fra arbejde eller hvad du nu skal hjem fra. Kig på din hjemby med turistens øjne. Prøv noget du ikke har prøvet før. Ros din oversete kollega, tal med en fremmed i bussen. Servér en ret du aldrig har tilberedt før, bind din kæreste til sengen (med nogle nye knob) eller vælg et tilfældigt sted på Danmarkskortet, kør derhen og tilbring mindst en time med at se stedet og være der.

Vanens magt hviler over os. Plejer er ikke død. Faktisk giver du ham kunstigt åndedræt og hjertemassage hver morgen. Du nærer ham med omsorg op gennem dagen, og du tager ham med i seng, right? Du gør langt hen ad vejen som du plejer, og måske er dine daglige rutiner heller ikke så tossede, men Plejer skal udfordres. Han har det lidt for godt. Nu skal han skal ud og leve lidt på kanten, skal han. Han skal føle sig truet. Han skal dø og genopstå i en ny form – som en ny vane, for derefter at blive udfordret, slået ihjel og genopstå. Igen igen. Jesus møder Groundhog Day.

Pointen – for den må være utroligt svær at gennemskue lige nu – pointen er, at du skal gøre noget nyt engang imellem. Du skal flytte dig – bevægelse er liv, stilstand er død, ay? Og selv om vi strengt taget lever for så at dø, så skal vi eddermandeme leve, mens vi bekæmper tyngdeloven i dette flygtige historiske sekund, vi kender som livet.

Vi skal ud i det hver dag med åbne øjne og ører – og det er dér vanens magt har det med at yde modstand. Plejer bedøver vores sanser. Han svøber os i tryghed og komfort. Han får alle dage til at ligne hinanden, han får tiden til at flyve, og pludselig, pludselig en dag står du og kigger tilbage på hele lortet og tænker, hvad har jeg lavet. Og så er det, at den der utroligt sentimentale og pænt ulidelige Kim Larsen-sang, ”om lidt bli’r har stille, om lidt er det forbi/fik du sagt det du ville, fik du hørt din melodi?”, toner ind og giver alt for meget mening.

Tro mig, hvis der er noget jeg ikke ønsker for dig på din måske sidste dag, så er det, at du skal høre Kim Larsen og tænke, hold kæft han havde sgu’ fat i noget der.

Derfor skal du gøre noget nyt. Fordi det holder dig i live. Fordi du selv er ude om det, hvis tirsdag ligner onsdag lidt for meget. Fordi de ting du altid kan gøre, får du aldrig gjort.

Lad det ikke stresse dig, men lad det være en motivation – at du skal gøre nogen af de ting, du altid kan gøre, men alligevel aldrig gør. Gode ting, ting der skiller sig ud, ting du tænker på med et smil, når du ligger i din seng samme aften. Noget nyt.

Ellers kan jeg allerede se, dine efterladte tale med kordegnen om din begravelse og bede ham om at spille den der sang med Kim Larsen, du reciterede så sært spørgende og febervildt i dine sidste demente dage her på jorden…

Okay, dumt billede, men skal DET være din skæbne?

Gør noget ved det – gør noget nyt.

//Christian Grau 


Tør som en riskiks

Af Pia Allerslev

”Giv ikke børn riskiks” skrev Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse for nyligt. For ny forskning havde fundet ud af, at de støvede og smagsløse kiks, som man troskyldigt og med god samvittighed har stukket sin sultne baby i stedet for en Kinder mælkesnitte, er kræftfremkaldende. Gru og panik! Alt salg af riskiks stoppede brat, og økologisk bevidste mødre var fortvivlede. Eksperter var dog senere ude og berolige med, at en riskiks ikke var farligere end at drikke et glas vand. Det var så den storm.

Vi må efterhånden ingenting mere. Det har længe været kendt og videnskabeligt bevist, at alkohol og cigaretter er farligt og skadeligt for vores egen og andres sundhed. Men hver dag bliver flere og flere ting farlige, kræftfremkaldende og livstruende. Fedt, sukker, mobiltelefonstråling, kaffe og kosmetik – alt sammen er det farligt og dårligt for os – ironisk nok er det også alle de ting, som kan være med til at gøre livet lidt sjovere og dejligere, mens vi har det. For vi ved jo aldrig, hvornår det slutter, kun AT det slutter. Alligevel er mantraet kun og hele tiden, at alle de sjove (og kræftfremkaldende ting) forkorter vores liv, ofte med op til flere minutter. Vi skal leve længe. Gennemsnitslevealderen skal død og pine være høj i Danmark, vi skal overhale svenskerne for enhver pris. Men hvorfor er det lige, at det er SÅ attraktivt at blive meget gammel? Hvorfor ikke hellere sørge for at have det sjovt, mens vi lever? Jeg taler ikke om at leve stærkt og dø ung, men alligevel er der noget om det. Det lyder banalt, ja. Men ser vi nogensinde avisoverskrifter, hvor der står ”Flødeskumskager øger livskvaliteten”? Det er altid noget med, at ”Kaffe slår dig ihjel” eller ”Blot to glas vin om dagen er farligt”. Og det er jo ikke sådan, at man falder død om på stedet, næ det er mere noget med, at man bliver snydt for de sidste år på plejehjemmet.
Nypuritanisme er det. Og det sniger sig ind alle vegne, og med adfærdsregulerende kampagner inden for snart sagt alt, føler man sig jo nærmest overvåget, og skylden nager, hvis man kommer til at snuppe en cola og droppe løbeturen. Vi skal give vores børn 100 procent økologi. Vi skal motionere, vi skal drikke rigeligt med vand, vi skal gå tidligt i seng, og vi skal smøre os ind i solcreme – og så alligevel ikke, for det er jo hormonforstyrrende. Åh. Hvad bliver det næste? Sex? Det er jo både dejligt og fyldt med nydelse. Men det er ikke længere livsnødvendigt, for forskningen har jo gjort det overflødigt som forplantningsaktivitet.

Jeg elsker selv at dyrke motion. Men jeg gør det, fordi jeg synes det er fedt, og det giver mig velvære. Ikke fordi myndigheder siger jeg skal, fordi det forlænger mit liv. Jeg drikker også kolde fadøl, på trods af advarslerne. Jeg vil gerne leve nu og her, og det vil jeg også gerne vise mine børn, at man skal. For de bliver jo også påvirkede af den evige nypuritanske nyhedsstrøm.
Selvfølgelig skal vi forske i kræft og i, hvad der fremkalder det, og selvfølgelig skal vi have fokus på sundhed. Men vi skal også lige slappe lidt af engang i mellem og huske at leve og nyde at leve. Nydelse er nærmest blevet en forbudt følelse, men med lidt sund fornuft, så tror jeg nu nok, at vi kan finde en god balance i vores eget liv.

Nypuritanisme er som en riskiks – kedelig, støvet og helt uden smag.

//Pia  Allerslev


Formlen på et pophit

Jeg så dette billede forleden dag og tænkte: HA! Spot on.

En del af de sange, vi spiller i radioen i dag, er mere eller mindre bygget op på denne måde. Men i al alvor: hvordan laver man den perfekte popsang? Hvordan laver man en sang, som er et garanteret hit? Er der en formel? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Ja og nej.

En popsang skal følge nogle parametre, for at blive et hit:

Længde – må max vare 3.30 minutter. Det er radiovenligt, og skaber en følelse hos lytteren af at ville ha’ mere. ”Arrghhhh, er den allerede slut? Jeg vil høre den igen…” (Michael Jackson er undtagelsen til denne regel. Hans sange var generelt meget lange.)

Omkvædet – Omkvædet skal ha’ en klar ’sing-a-long-’kvalitet over sig.

”Hey! I just met you – and this is crazy. But here’s my number – so call me, maybe?”

Rim er også en god ting. Altid rim!

“Jeg har ik’ brug for en læææg’ – til at fortæl’ mig jeg har det okaaay.
Jeg har det meget mer’ end OK – Hvis du ser mig dude så vil du forstå.
Jeg har det lågsus!”

Det ligger i høj grad i melodien, men teksten spiller også ind. En god melodi nynner man med på – en god tekst gør, at man bedre husker sangen. Man synger med på den, og teksten lagrer sig i hjernen. Jeg tror aldrig, at jeg glemmer teksten til Spice Girls’ gennembrudshit ”Wannabe”. Den sidder der bare. (Tak for det, i øvrigt.)

Hook – Der er (ofte) forskel på et omkvæd og et ’hook’.

Et omkvæd er den sekvens, der befinder sig mellem versene og som er det vi alle synger med på igen og igen. Omkvædet i en popsang bliver gentaget tilstrækkeligt med gange, således sangen gerne sætter sig fast på hjernen, så hurtigt som muligt.

Et hook kan til gengæld være hvad som helst:

En melodi, et instrument eller en effekt.

Hver gang jeg hører One Republic’s ”Apologize” er det første, der fanger min opmærksomhed (det der ’hooker’ mig ind i sangen) Timbalands “ehh – eh – eh” vokal riff.

En virkelig god popsang; et hit, har både et stærkt omkvæd og et eller flere hooks, og i mange tilfælde er omkvædet hooket.

Simplicitet – en god popsang må ikke være for kompliceret.

Den skal være lettilgængelig for alle. Der er inden grund til at overkomplicere produktionen ved at tilføje for mange lag, når det er det simple beat og det gode omkvæd, der fænger.

Trend – Hvad er tidens musikalske trend?

Er det dancehall, r’n’b, dubstep, old school funk eller noget helt femte? Den perfekte popsang vil ofte inkorporere tidens trend. Både Justin Timberlake og Daft Punk er med deres nye udspil gået tilbage til rødderne (Suit & Tie og Get Lucky). Det vil uden tvivl danne præcedens, og de næste års tid vil det være den ’lyd’, der strømmer ud af radioen.

Gimmick – Det lyder negativt, men det behøver ikke nødvendigvis være en skør frø, der synger Axel F.

Alle pophits har en gimmick – et element der gør, at det udskiller sig fra alt det andet, vi spiller i radioen. Det kunne være Timbalands ”Eeh Eh Eh”, det kunne være Pitbulls ”Mr. Worldwide”. Det kan også være et ”woo hoo”, som eksempelvis i Blurs ”Song 2”.

Et guitar riff, som i Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit”. Et trommebeat, som i Michael Jacksons ”Billie Jean”. Selve sangen kan også være en gimmick, som da Mads Langer fuldstændig vender Olives ”You’re Not Alone” på hovedet, ved at gøre det til en langsom, akustisk sang.

Konklusionen?

De fleste popsange, der ender som store hits, følger hvis ikke alle, så flere af disse parametre. Er det dermed nemt og fuldstændig piece of cake at lave et hit og tjene fedt på det? Nej. Det kræver musikalitet, opfindsomhed og hvad mange kalder et ”hit-øre”. Noget blandt andre Max Martin, Timbaland og Adam Levine har.

Noget helt andet er, at det ofte kan være helt befriende at lytte til en sang, der ikke er designet til at blive et hit.

//Signe Vadgaard


Sebastian Dorset: Sig noget sjovt

Af Sebastian Dorset

Timing er altafgørende. Ikke mindst hvis overskriften på denne Dontt bliver råbt efter en. Jeg indrømmer at det er mere logisk at råbe det efter mig, der postulerer at være stand-up komiker, end det ville være hvis man råbte det af sin låsesmed eller VVS-mand.

Det er fristende at bede en, der gerne vil være sjov, om at bevise det, men det er klart fedest hvis man siger det inden et show begynder, og ikke en 20-25 minutter inde i det. Og det er klart mærkeligst at høre kravet henover køledisken i et supermarked, hvor jeg åbenbart forventes at tage kampen op med ”kundeservice”-højtaleren og butikslarmen i øvrigt.

Jeg brokker mig ikke – på ingen måde! Det er en logisk følge af at man stiller sig frem og ligefrem propper ordet ”komiker” ind i sin titel. Faktisk er den optimisme der ligger i opfordringen ”Sig noget sjovt!” langt at foretrække frem for det mere opgivende ”du er ikke sjov!” (Hvilket man i parentes bemærket sjældent er, når man køber ind).

Det må man sådan set også gerne sige og mene. Jeg er vant til at når man på ubeskeden vis påstår, man er morsom også må forvente at ikke alle er enige. Der findes jo stort set ikke folk, der ikke har en holdning til humor og mener at deres egen er et upåklageligt og fejlfrit komisk kompas der enevældigt afgør hvad der er sjovt og ikke sjovt. Jo, jeg havde en underviser på Journalisthøjskolen engang, der selv påpegede at hun ikke havde humor og derfor godt ville have, vi understregede når vi forsøgte os med genren, så hun var klar over at det var sådan noget, vi var ude i. Det er det smukkeste eksempel på selverkendelse, jeg har oplevet, og jeg vil altid huske og hylde hende for det.

Kort sagt: Stand-up komik handler om at have humor og hakke løs til højre og venstre, og så må man selv have humor og tage et par hak. Til gengæld forstår jeg ikke, lærerne skal finde sig i behandlingen.  Jeg tror logikken er lidt den samme, som komikere er ude for fra alle dem med den perfekte humor: Jeg har selv gået i skole, så derfor ved jeg alt om lærergerningen og dens vilkår. På samme måde som jeg er udlært VVS-mand fordi jeg har været så meget på toilettet?

Det er skræmmende at følge, hvordan mange folk føler, de har ret til at svine lærerne til, baseret på deres egne fordomme eller en til lejligheden opdigtet ”en, de kender”. De færreste folkeskolelærere har jo gjort sig skyldige i andet end at passe folks dumme børn og forsøge at lære dem bare en lille.  Alligevel er debatten fuld af folk der beskylder skolelærerne for at være dovne, dumme og løgnagtige. Uden at udføre konfliktramt arbejde ved at undervise i Kristendomskundskab så står der noget i biblen om at lade den, som er ren, kaste den første sten. Hvor mange af de utroligt harme herrer (af begge køn) ville bryde sig om at lade en flok lærere følge dem i arbejdsdagen og efterfølgende evaluere deres indsats: Og endnu mindre: Hvor mange af dem ville være villige til at bytte? Og så til den løn!

Det som de sure folk ikke fatter er netop at lærerne gider kæmpe med den håbløse opgave at få folks forkælede møgunger til at forstå bare lidt. Når der nu hverken følger prestige eller penge med opgaven. Det virker på mig som om nogle folk tror, der er et ”trick” et sted. Som om lærerne i hemmelighed har fantastiske vilkår, når de gider gå på job for den løn. Og derfor digter de nogle uendelige ferier og fede vilkår som alle, der gider, lynhurtigt kan researche sig frem til ikke findes. Måske er ”kritikerne” (et alt for pænt ord for mange af de hadefulde gnomer, det dækker over) selv sådan nogle, der er drevet af en overtro om at mennesker gør alt af økonomiske årsager? Hvilket alle kan sige sig selv er forkert. Så skulle man for eksempel undlade at få børn. Jeg har hørt at sådan nogle er pissedyre! Og man risikerer selv at skulle tage sig af dem, hvis lærerne får nok. Så tal ordentligt. Sig hellere noget sjovt!

//Sebastian Dorset 


Pia Allerslev: Stik hash-piben ind!

Under overskriften ”Mere mor, mindre vin” kører sundhedsborgmester i København Ninna Thomsen fra SF en kampagne, der skal give ressourcestærke forældre, særligt i bydelen Østerbro, dårlig samvittighed over den flaske rødvin, de deler onsdag aften efter en travl dag på jobbet. Puritanisme? Måske. Formynderi? Måske. Samme SF-borgmester kører også en kampagne mod rygning.
Vi ved jo alle sammen, at rygning er farligt for vores sundhed – og vores omgivelser. Både rygning og alkohol kan nydes, bruges og misbruges – og begge dele skaber afhængighed. Så det skal vi holde os fra, eller i hvert fald nedsætte forbruget. Det er både den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen og alle hans røde venner i København enige om. Enhedslisten og SF er også enige om, at bilisme er af det onde. VI skal have supercykelstier og sløjfe parkeringspladser, for de osende biler forurener vores sjæl og legeme.

Godt så. De røde går altså meget op i Københavnernes sundhed. Vi skal ikke drikke, ryge eller ose rundt i biler – men vi skal dælme ryge noget hash! For alle de røde partier i Københavns Borgerrepræsentation er rørende enige om, at det stærkt afhængighedsskabende hash skal legaliseres og blåstemples og åbenbart også udbredes. Jeg er ikke bare uenig. Jeg er målløs.

Frank Jensen ved jo udmærket godt, at det for det første er en utopi, at vi kan ændre dette på rådhuset, uden om regeringen, og for det andet, at han tidligere, som justitsminister, har talt glødende imod hashlegalisering. Socialforvaltningen, ledet af Enhedsliste-borgmesteren Mikkel Warming skriver i en formel indstilling, at behandlingssystemet vil kunne få tidligere og bedre kontakt med brugere – og misbrugere, og at det kan mindske overgangen til brug af farligere stoffer. Og helt generelt mener hash-fortalerne, at en legalisering (måske) vil føre til mindre bandekriminalitet. Måske!

Det er fuldstændig irrelevant, om kriminaliteten måske kan nedsættes ved at gøre hash lovligt. Det her er en ideologisk diskussion, det handler om det moralske i forslaget. Det er helt absurd, at vi som offentlig myndighed skal begynde at sælge hash til borgerne og på den måde medvirke til at skubbe folk, især unge, ud i afhængighed. Hash er skadeligt, især for unge mennesker. Hash kan give psykoser. Hash kan medvirke til at forsinke og forhindre unge i at tage en uddannelse. Hash skal ikke være en ydelse på det kommunale menukort.

Hvis vi blåstempler hash, sender vi også et signal til unge om, at det er helt okay at ryge hash. Hold jer fra alkohol, cigaretter og biler – men ryg en pibe hash. Kommunen gir den første.

Jeg er målløs, målløs, målløs. Valgflæsk er der meget af i København i disse tider – det er klart, det er jo valgår. Og alle politikerne slås om vælgernes kryds. Men at legalisere hash og sende et signal om, at det bare er helt okay – dét er dog det mest absurde, jeg har hørt i min tid som politiker.

//Pia Allerslev


Jeg tror sgu jeg har fået feber....

Af Thomas Refdahl

Den gamle militærvogn triller afsted gennem det bakkede terræn. Det tager ca. halvanden time at køre fra Kangerlussuaq til kanten af Indlandsisen. Vi sidder med vores dunjakker på og har læsset vognen med soveposer, rensebenzin, personligt grej, reb, pulke, et gevær og meget andet. Jeg nyder udsigten over det golde landskab. Der er gået et år siden turen blev booket – nu sker det.

20 minutter efter vi er ankommet, og kæmper med at sætte vores telt op, er mine fødder så kolde, at det giver mig hovedpine. Støvlerne, der skulle være testet ned til minus 71 grader, samt to tykke sokker er ikke nok. Samtidig har jeg allerede fået hvide pletter på næsen, der er det første tegn på forfrysninger.

Sådan startede mit Grønlandseventyr…men det blev bedre en kolde tæer og forfrysninger, trods alt. Turen har været et sammensurium af oplevelser; naturen, intetheden, fysiske udfordringer, mentale udfordringer, ledelsesøvelser, sammenhold, gode minder og meget andet. Jeg har sovet i telt i minus 40 grader, jeg har isklatret med steigeisen (påspænding af pigge under klatrestøvlerne) og isøkser op en af isvæg, jeg er blevet redet op af en spalte af mit team, jeg har set moskusokser, jeg har kørt på hundeslæde, jeg har set nordlys så kraftigt, at hele himlen dansede over os, jeg har lært at jeg skal blive bedre til samarbejde og lytte, og jeg har lært at jeg skal tæmme min iver og mit engagement. Dette er blot nogle af de indtryk turen har efterladt i mig

Det vigtigste jeg har lært er dog, at folk er forskellige. Er det, det hele, tænker du måske? Og er det ikke givet, at folk er forskellige? Jo, absolut. Men ikke givet på den måde jeg har lært på denne tur. Du kender det helt sikkert. Du giver en besked videre, som du har givet så klart, at den ikke kan misforstås – men det bliver den. Du siger noget positivt til din kæreste – hun bliver ked af det. Du giver et godt råd til en kollega – han bliver sur. Hvorfor? Fordi folk er forskellige. Gode intentioner bliver opfattet som dårlige. Positive indvendinger bliver set som irettesættelse. En kærlig tanke ender med at have den modsatte effekt. Det sker hver dag, for os alle sammen!

Turen til Grønland har givet mig en bedre forståelse af, hvorfor mennesker kan have svært ved at kommunikere. Det har givet mig et meget bedre samarbejde med mine to forretningspartnere. Det har givet mig en øjenåbner i forhold til kommunikationen med de sælgere jeg til daglig har ansvaret for. Og nå ja, så var det en oplevelse for livet.

Idéen med det ledelseskursus vi var på i Grønland er, at få folk ud af deres komfortzone. At tage folk ud på et af de mest øde steder man kan forstille sig, Indlandsisen, og her konfrontere dem med deres stærke og svage sider, under disse barske forhold. I stedet for et komfortabelt mødelokale, med Cola Zero og weinerstang fra Lagkagehuset, bør der oppe på isen komme et mere ærligt og sårbart resultat ud af disse konfrontationer. Dette, fordi folk i forvejen er pressede i mangel på varme, bløde mødestole og Cola Zero.

Var jeg så presset? Var jeg ude af min komfortzonen? Nej, faktisk ikke. Ud over de kolde tæer og de jævnlige forfrysninger, der hurtigt blev en del af ”dagligdagen” oppe på isen, så nej. Jeg nød det i fulde drag! Vores instruktør mente vi var et stærkt team, og at det vi ville få ud af turen ikke nødvendigvis var det samme, som andre, der ikke har samme ”fornøjelse” ud af at befinde sig i den slags omgivelser, som vi måske havde. Han havde nok ret. Men mange gode ting, som nævnt ovenfor, bruger jeg hver dag efter vores hjemkomst – og det har været hele turen værd.

Man taler om ”den arktiske feber”. Det at blive draget af den type forhold man bl.a. finder på Indlandsisen, eller på Svalbard, hvor is, sne, ekstrem kulde og fuldkommen intethed er nøgleordene. Jeg tror den har ramt mig. Jeg var dårligt kommet hjem, før jeg tænkte, ”hvad skal jeg så næste gang?”. Der er noget om snakken, man bliver draget af at befinde sig midt i intetheden. Eller jeg gør i hvert fald. Jeg glemmer tid og sted og lever mig 100% ind i øjeblikket. Ingen mobil, intet internet, ingen TV, ingen dagligdagsluksus som lokum, take-away og varme. Jeg har mange idéer til ture jeg gerne vil på, med ski og pulk, eller noget bjergbestigning. En uge eller to med naturen og intetheden, ikke dårligt!

Lige nu er det kun drømme, det koster penge og tid, at gøre den slags. Men heldigvis er det sådan, at det for mig er hver en krone værd. Selvudvikling og naturoplevelser går godt i spænd. Og der kommer flere ture for mit vedkomne, uden tvivl.

Jeg tror ikke min Dontt denne gang skal være en morale, som sådan. Det er en opfordring. En opfordring til at følge dine drømme, dine lyster, dine skøre tanker og din eventyrfeber. Går du og drømmer om at bestige et bjerg, se elefanter i Afrika, tage på rygsæktur til Asien, eller starte en virksomhed – så gør det! Jeg bliver irriteret når folk siger til mig, ”ej, jeg ville gerne have lært at spille guitar”. Jamen hvem fanden stopper dig? Start i morgen! ”Ej, jeg gad godt løbe et marathon”. Her er et program (google is your friend) og her er et par løbesko – kom i gang! Du er kun det menneske du gør dig selv til. Brug hver dag som var det din sidste, lev drømmen ud og lær alt, hvad du kan undervejs. Hils derude, du vil ikke fortryde det;)

//Thomas Refdahl


Mie Skov: En enspænder med et drive

At kunne leve af sin hobby er noget af et privilegium. Tænk sig, at hver gang man står op for at gå på arbejde, så er det for at dyrke den sportsgren, jeg altid har elsket. Det er et fantastisk job og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg har fra barnsben valgt en individuel sportsgren: Bordtennis. Til det er der en del årsager. Som ung var jeg meget anderledes end de andre piger i de små klasser. Jeg følte mig ikke en del af pigegruppen og var nok ret meget en enespænder. Jeg kunne bedre lide at lege med drengene og specielt, når der var konkurrenceelementer indblandet. Jeg deltog i alle de sportslige aktiviteter og var tit en af de bedste. Det gav en vis popularitet hos drengene, men samtidig gjorde det, at pigerne så lidt skævt til mig. Om det var misundelse over min sportslige kunnen eller fordi jeg nok var en ret så sær snegl det skal jeg ikke kunne sige.
Egentlig så synes jeg at piger er besværlige og omstændige at omgås. Der skal snakkes om alt og så er der alt fnidderen. Så har det været nemmere med drengene. Altså jeg var ikke kærester med dem, men jeg følte mig bare bedre tilpas i drengenes selskab. Jeg har selvfølgelig nogle få veninder, men det er først i en senere alder jeg for alvor har fået tætte kvindelige venskaber og mange af dem minder om mig selv og deler mine interesser.

I og med bordtennis er en individuel sportsgren, så kan du også sagtens blive lidt af en enespænder. Det kan man roligt sige har været tilfældet med mig også. Helt som ung har jeg skulle stå på egne ben og lege voksen i en tidlig alder. Jeg har bl.a. som 13 årig rejst alene til Japan for at deltage i en træningslejr. Væk fra familie og venner. Det har gjort mig stærk, men det har også haft bagsider. Meget af det sociale liv som ung blev valgt fra. Fester, veninder og lign. Som eksempel kan det nævnes, at trods 5 år på handelsskolen, så deltog jeg aldrig i én eneste fest og var heller ikke ude at køre i studentervogn med alle mine medstuderende. De har sikkert tænkt deres om mig, men det var ikke det jeg havde lyst til. Jeg havde lyst til sporten, træningen, lejrene og så selvfølgelig også være sammen med min famile, som betyder alt for mig.
Når jeg har sat mig her og skriver min Dontt, så er det fedt at tænke tilbage på min barndom, fravalg og tilvalg man gjort sig i livet og hvordan man egentlig har levet. Folk tror tit, at sportsfolk har det vildeste liv. Det kan de til dels også have ret i. Men der er bestemt også bagsider. Mange siger tit til mig: ”Årh så skal du til Dubai, hvor fedt og nyd det nu!” men de fleste af mine rejser tilbringer jeg 3 steder: I lufthavnen, i hallen og på hotelværelset. Og i og med, at Danmark ikke har haft andre piger på mit niveau i de seneste 6-8 år, så har jeg rejst utrolig meget alene og jeg har fandme haft mange stunder, hvor jeg virkelig har følt mig ensom. For eksempel når jeg for 17. Gang på et år skal pakke min taske og rejse alene ned til min franske klub, mens man hellere vil være hos familien eller kærester… Det kan være hårdt. Men man må tage det sure med det søde – og heldigvis er der mest sødt i mit liv, og det er jeg virkelig taknemmelig for J
Da jeg var lille tænkte jeg ikke over ensomhed, manglende tryghed og lign. Dengang havde jeg et drive – en passion – jeg VILLE bare øverst på skamlen, så derfor kan man ikke helt sige, at jeg har fortrudt noget i min barndom, da jeg slet ikke er klar over, hvad jeg har sagt nej til. Man skal være lidt sær for at nå helt til tops i en sportsgren som bordtennis, specielt når jeg ikke har haft nogle fodspor at træde i, nogle andre danske piger at dele rejserne eller at fejre mesterskaber med.
Senere i livet, hvor sporten er blevet mit arbejde har det også ændre mig lidt. Jeg har deltaget i nogle programmer på TV, som har gjort, at jeg måske er blevet mere kendt. Jeg har fået mange tilbud om at deltage i programmer, men jeg har kun sagt ja til dem, jeg synes gav mening og i og med både stjernetræf og høvdingebold har et konkurrenceelement, så var jeg klar. De oplevelser under programmerne, men også efter, har gjort mig mere socialt anlagt. Jeg er blevet bedre til at lukke folk ind i det private rum, som ellers tidligere har været ret så lukket. Man skal jo huske på, at når man deltager i programmer, så er det jo også for ens arbejdes skyld. Det er enormt svært at finde samarbejdspartnere, sponsorere og lign., men det er klart, at det skal give mening for mig, hvis jeg skal deltage i medierne. Om det så er stjernetræf på TV2, eller en Dontt til dontt.dk J
Hvor jeg tidligere har været anderledes en enespænder og med en passion er jeg nok begyndt at tænke mere og mere over, hvad andre tænker om mig nu. Der har mange, der har set skævt til mig tidligere, men jeg ønsker at være mere åben og vellidt blandt folk.

Jeg mødte en bekendt for et par uger siden, som fortalte om, at hun skulle til et stort stævne om lørdagen, men der var også en sjov fest om fredagen. Hun spurgte mig til råds. Til det kan jeg kun svare, at hvis man har en overbevisning om, at de beslutninger man træffer er de rigtige, så skal man træffe dem derefter. Man skal ikke fortryde senere hen. Det er så populært at sige, men jeg tror på, at man skal leve i nuet og tro på, at det man selv mener, er det rigtige. For min bekendte er det måske at gå til festen. For mig var det at blive lidt længere tid i træningslokalet eller være sammen med min familie, hvor jeg er aller mest tryg.

//Mie Skov


Jasper Ritz: Jeg er på barsel

Og når det er sagt, så vil jeg gerne indledningsvis fortælle dig, at jeg var bange for barsel. Hunderæd.

Jeg var bange for barsel, fordi jeg var bange for at miste mit gode forhold til  det der med at slippe for, at være på arbejde, som jeg normalt kalder fritid. Jeg forestillede mig, at barsel forkvaklede min ven – Fritid – og gjorde ham til en verden, hvor nynnende gåture med barnevogn og kaffe, blev forvandlet til krigeriske missioner udstyret med rullende rambuk og bægre fyldt op med 95 grader varm økologisk ondskab, som blev hurtigt ledsaget af faretruende mimik, hvis nogen skulle have lyst til at bevæge sig ind foran mig på et ellers frit fortov. En verden hvor prustende mislyde fra mit svælg efterfulgt af en nærmest endnu mere larmende omgang øjenrul, pludselig blev et dagligt redskab, som kunne ibrugtages, hvis folk uden nogen form for køretøj, kunne finde på at tage elevatoren op fra metroen. Jeg har altid forestillet mig, at enhver tilbageværende glød i øjet, erhvervet på livets landevej, ville blive slukket og overtaget af en gråtone i både øjne og ansigtsfarve, når barsel indtræder.

Jeg tror man kalder sådan en, som mig, for en idiot.

Mange kvinder vil i hvert fald kalde mig for en kæmpe én af slagsen. Jeg troede, at en kvinde havde presseveer i den fulde længde af en fødsel, lad os sige 19 timer.  Det er immervæk en del børn (og pølser, hvis man var en mand) der kunne blive klemt ud, hvis man skulle trykke så lang tid. Jeg tog rimeligt meget fejl der.

Og så nu også med begrebet barsel.

Barsel er hårdt arbejde, men en kæmpe øjenåbner, som mænd bør opleve. De første par måneder efter fødslen er man top undværlig og har ingen anden funktion end at ”bare være der”. En ting jeg forestiller mig rigtig mange mænd har svært ved. Især mig. For jeg kan godt lide keglebillard. Og vi har ikke et keglebillardbord derhjemme. Men når de første par måneder så er overstået, står man pludselig med et barn, som kan kigge på én, reagere på én og som kan falde i søvn på én i en vished om, at man er en person, som den føler sig tryg ved og ikke bare rar, at ligge på fordi man er varm og tyk. Tænk sig pludseligt, at gøre nytte i det lille hjem. Det havde jeg ikke prøvet før.

Hvis ikke det var for det væmmelige begreb ”barsel”, havde jeg nok bare fortsat bildt mig ind, at jeg var undværlig og rationaliseret mig frem til, at det nok var bedst for alle, at jeg lige spillede en omgang skomager mere. Men der er meget, at lære endnu – skal jeg hilse at sige.  Foran mig står der mange ting, som skal indlæres og automatiseres. Fx noget om, at jeg skal stå op om natten, huske at putte biotex på tøjet med bræk på, trøste den lille når hun græder og ikke tage billeder af hende for at smide på instagram, opfinde lyde, som hun griner af, i stedet for, at få hende til at falde i søvn og spille trommer med hendes arme når hun skal spise mos med sin egen ske. Jeg tror på jeg nok skal lære det. Og jeg tror nok, at jeg i den sammenhæng skal anlægge mig en rynke eller to og måske endda gå en tone længere mod ”grå” i øjen- og ansigtsfarve, men det er ok…

Jeg synes jeg er stødt på kvinder, som med et smil fortæller om, hvor hurtigt barslen er gået og om, hvor dejligt det er, at være tilbage på arbejde. Jeg kan måske forstå dem lidt. Altså lidt. Jeg har jo kun haft et par ugers barsel indtil videre, så kan af gode grunde ikke udtale mig om, hvordan det er, at være på i et helt år. Men jeg ville bare være ked af, hvis tiden gik for stærkt.

Jeg har lyst til, at tiden går viiiildt langsomt. Og det er jeg fandme fordi jeg nyder at melde afbud til crossfit og løbedates for kunne gå tur med min datter. Som sover. Og jeg nyder at spise chips med dip på en onsdag aften, når min datter har lavet dagens sidste klamme lort. Og sover. Jeg kan gøre lige hvad jeg vil når hun er glad og når hun sover. Og når hun ikke er en af de dele, så lærer jeg en masse og den tid vil jeg ikke have skal gå for stærkt.

Som sagt – jeg elsker barsel! Jeg er i hvert fald overhovedet ikke bange for det mere. Kl er 23.20 og nu går jeg i seng. Vi har en lang dag foran mig i morgen.

De kærligste hilsner

//Jasper Ritz


Amalie Stender: En dontt af den fineste skuffe

Jeg er heldig. Ikke mindst fordi jeg er i færd med at udleve den drøm, jeg har haft, siden jeg var helt lille – at gøre sang til min levevej. En drøm, som på den ene side virkede så tæt på, fordi den fyldte kollosalt meget i mig – og som samtidig virkede så fjern, fordi  tvivlens skarpe stemme blev ved med at hviske mig i øret, at det var lige så lidt realistisk som tyngekraftens ophør.  Der er mange, der deler drømmen om at leve af musikken, og foruden talent, hårdt arbejde og gå-på-mod, kræver det ofte en god portion held og ikke mindst, at der er nogen, der tror på det, man laver – og tør satse på en. Men det er nu hverken mig, Panamah eller musik, det her indlæg skal handle om. Det skal handle om de ildsjæle i vores samfund, hvis drøm er at hjælpe andre, og som hver dag lægger frivillige krafter i at gøre en forskel.

For 9 år siden sad der 6 kvinder i et køkken og udviklede idéer til, hvordan de kunne føre deres fælles drøm ud i livet. Det var ikke en drøm om en musikkarriere eller andre ”selvfokuserede” projekter – det var en drøm om at hjælpe andre mennesker og møde et behov i samfundet, som de syntes blev overset. Visionen var at skabe et frirum for unge piger i Danmark, hvor de kunne fortælle om tanker og følelser, som de ikke kunne eller turde dele med andre, og formålet var at lytte til dem og evt. bygge bro til forældrene, læger eller kommunen, afhængigt af hvem pigerne havde brug for at komme i kontakt med.

De havde ikke nogen penge og heller ingen erfaring i form af relevant uddannelse – de havde bare denne fælles drøm, og de var parate til at kæmpe for den. Ved hjælp af fondsmidler og hårdt arbejde lykkedes det dem at gøre projektet til virkelighed. Resultatet blev chatrådgivningssiden Girltalk.dk, og siden den spæde start er organisationen vokset til 8 ansatte og over 30 frivillige. Rådgivningssiden henvender sig til piger i alderen 12-24 år, som af forskellige årsager har brug for nogen at tale med. 6 dage om ugen åbnes chatten fra 19-21, hvor de frivillige sidder klar til at lytte og hjælpe pigerne. Selvskade, spiseforstyrrelser, mobning og ensomhed er blandt de problematikker, som er årsagen til, at pigerne søger hjælp på Girltalk. Ofte føler pigerne, at de ikke har andre steder at gå hen, hvilket blot understreger vigtigheden af, at et sted som Girltalk eksisterer. Når jeg tænker tilbage på min teenagetid, kunne jeg da også godt have brugt et sted som Girltalk til at få vendt mine tanker og usikkerheder. Det er jo netop i denne tid, man er allermest sårbar. Og for min lillesøster, som blev mobbet fra 7.-9. klasse, kunne jeg virkelig også godt have ønsket, at hun havde haft et sted som Girltalk at gå hen. Hun havde nemlig intet fortalt os, og først da hun en dag brød sammen efter aftensmaden gik det op for os, hvor dårligt hun havde det. Havde min søster kunnet logge på Girltalk og snakke anonymt med en frivillig, havde hun måske fået det skub, der skulle til, for at fortælle det til os noget før. Så at der i dag findes et sted som Girltalk er en gave til unge piger – og til samfundet generelt.

Men Girltalk eksisterer udelukkende, fordi der engang var 6 kvinder, der troede på en sag – og kæmpede for den. Og fordi andre troede på denne sag og valgte støtte op om den. Jeg er så heldig at være blevet ambassadør for Girltalk, og som tidligere rådgiver ligger det mig meget på sinde at udbrede kendskabet til denne fantastiske organisation – ikke mindst fordi jeg gennem mit tidligere arbejde har erfaret, at Girltalk gør en kæmpe forskel for unge piger i Danmark. Jeg vil samtidig gerne udtrykke min dybeste respekt for de mennesker, der gør en frivillig social indsats i vores samfund, og slå et slag for Girltalk og alle andre frivillig-organisationer, som  hver dag prøver at gøre verden til et bedre sted – for det må da vist siges at være en dontt af den fineste skuffe J.

//Amalie Stender


Husk at spare, mens du har noget at spare af

Min mormor er en klog dame. Hun har lært mig en masse.

Hun har for eksempel lært mig at lave brune kartofler. Smelt sukker på en pande. Når det er helt smeltet, putter du smør på panden. Når sukker og smør har fået en dejlig tyktflydende konsistens, vender du kartoflerne i blandingen i nogle minutter, og vups, så har du dejlige brune kartofler.

Hun har også lært mig, at en enkelt romtoddy kan være en god kur mod forkølelse.

Men det råd, hun har givet mig, som jeg oftest giver videre, er en banal lille, men meget vigtig sætning. Husk at spare, mens du har noget at spare af.

Det er efterhånden mange år siden, hun gav mig rådet, men det tog mig mange år at forstå, hvor vigtigt et råd, det er.

Da jeg var færdig i gymnasiet, tog jeg et fuldtidsjob for at tjene en masse penge.

Ved siden af gymnasiet havde jeg haft et fritidsjob for at supplere SU’en, men nu skulle der masser af penge i kassen.

Jeg husker tydeligt, da min første fuldtidsløn gik ind på min konto. 14.000 kroner udbetalt. Det var en formue for en ung mand med en helt frisk studenterhue. Der var jo ingen grænser for, hvad jeg kunne få for 14 klik.

Og når det nu var min første rigtige løn, kunne jeg da godt tillade mig at bruge lidt ekstra. Det havde jeg da fortjent.

Selvom jeg stadig boede hjemme og fik mad hver eneste aften uden at betale for det, gik det hverken værre eller bedre end, at jeg nåede at bruge stort set rub og stub af lønnen. På ingenting. På cd’er. På byture. På flere cd’er.

Heldigvis fungerede mit faste job sådan, at måneden efter blev endnu 14.000 kroner udbetalt.

Jeg ved ikke, om du kan gætte, hvad der skete. Historien gentog sig. Og det blev den ved med. De penge, der gik ind, røg ud igen.

Pludselig var der gået et år, og jeg kiggede på min konto og jeg kiggede på min cd-samling. Den ene var gået i minus, og den anden var blevet stor.

Nu var det blevet tid til at studere. Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet at betale indskud i en lejlighed med cd’er. Det er svært. Det betød, at jeg måtte en tur forbi min bankrådgiver.

Årene på SU var, som manges år på SU, er. Noget økonomisk rod, hvor det gav koldsved at skulle tjekke netbank, og frygten, for at bankrådgiveren kunne ringe, var altid til stede.

Og det var her, midt i en opgave på Journalisthøjskolen, der handlede om det bedste råd, du nogensinde har fået, jeg kom i tanke om min mormors ord.

Husk at spare, mens du har noget at spare af.

Det kunne ikke betale sig at fortryde, at jeg havde ruttet med pengene. Men det kunne betale sig at se frem og tænke på, hvad jeg kunne gøre fremadrettet.

Og jeg fandt en kur, der har hjulpet mig siden.

Jeg tjekker netbank hver dag. Jeg tjekker det, som var det Twitter. Det er ikke, fordi der sker ting derinde hver dag og slet ikke ting, jeg ikke allerede kender til. Men det har givet et fantastisk overblik, og det tvinger dig til at tænke dine køb igennem. Jeg har ikke købt en cd i årevis. Faktisk vil jeg vove den påstand, at jeg ikke bruger dumme penge længere, og jeg har fundet ud af, at jeg synes, det er tusind gange sjovere at spare op, end at gå i Stereo Studio.

Det har gjort mig mere fornuftig, og jeg har endelig taget min mormors råd til mig, og nu giver jeg det videre til dig. Husk at spare, mens du har noget at spare af.

//Thomas Skov Gaardsvig