Vi er kommet langt på de klassiske købmandsdyder

Du har måske ikke stødt på ham tidligere, men du har med stor sandsynlighed haft et produkt fra hans virksomhed i hænderne.  34-årige Lars Grønkjær, stifter og direktør af Promotion Bag, har siden 2005 været professionel leverandør af poser.

Det der startede som en idé om at tilbyde genanvendelige reklameposer til danske virksomheder, har udviklet sig til et univers af bæreposer, muleposer, genanvendelige tasker, plastikposer, papirposer, forsendelsesposer og alt muligt andet, der slutter på poser.

Vi satte Lars Grønkjær i stævne i indre by, over 3 stykker Ida Davidsen smørrebrød.

Vi spoler tiden 10 år tilbage: Hvordan blev det poser I kastede jer over?
Tilbage i 2005 mødte jeg min daværende kompagnon på CBS. Vi analyserede en række forskellige idéer og koncepter før vi så et hul i markedet; at flere og flere virksomheder efterspurgte genanvendelige logoposer, men der manglede en stabil dansk leverandør.
Det startede jo ikke med en egentlig passion for poser, men nærmere en passion for det gode købmandsskab. Det at bringe et ordentligt produkt til markedet, se det fungere og tilfredsstille kundernes behov.

I havde besluttet, at I nu skulle leve af at sælge poser? Hvordan gjorde i?
Allerførst startede vi med et stort researcharbejde. Hvor ville vi kunne finde den bedste kvalitet, til de rigtige penge. Vi var meget grundige, da vi på trods af få penge til at starte op med, ikke ville gå på kompromis med kvalitet. Men det var al tiden værd.

Ingen af os havde en baggrund fra branchen, så i stedet for at gøre som alle andre, så brugte vi vores teoretiske viden til at designe samtlige processer i virksomheden. Vi var derfor noget spændte på at prøve det af i praksis da vi lancerede virksomheden. Det viste sig heldigvis at markedet tog godt imod vores tilgang til tingene.

Efter nogle år og da studierne var overstået købte jeg de resterende anparter og satte fuldt fokus på at vækste forretningen.

Men en ting er at have et godt produkt og kunne tilbyde nogle gode priser. Hvordan “kom I ud” ? I havde formentligt ikke noget stort marketingbudget?
Det var vores “held”, at det nærmest intet kostede at arbejde med online markedsføring. Mens alle vores konkurrenter brugte ressourcerne på kørende sælgere, og opsøgende salg, så sad vi og sørgede for, at vi altid lå højest i søgemaskinerne. I de år ejede vi internettet, så snart søgningen omhandlede noget med logoposer.

Når jeg kigger tilbage, så har det virkelig været vigtigt for Promotion Bag, at vi blev online så hurtigt, og at vi prioriterede sådan i forhold til vores konkurrenter.

Vi fangede folk i beslutningsøjeblikket, i stedet for at tage ud og besøge potentielle kunder 20 gange, før der skulle tages en beslutning.

Hvor prioriterer I jeres marketingindsatser nu?
Tingene er en kende mere nuancerede nu, men det er stadig hovedsageligt online at vi bruger pengene. Konkurrencen online er skærpet markant, men vi bruger vores tid på at servicere endnu hurtigere og bedre end hvad vi fornemmer de øvrige aktører gør. Vi arbejder også på et nyt webprojekt så vi kan blive endnu bedre til at præsentere vores produkter.

Hvilken pose har hittet mest de sidste par år?
Muleposen i bomuld eller kanvas har jo virkelig fået en renæssance. Ved lidt få modificeringer bliver det tidligere lidt støvede ”revisornet” smart og moderne. Sådanne poser bliver brugt igen og igen i årevis, så vores kunder er utrolig glade for den eksponering de får i gadebilledet.

En anden type pose der er i hastig vækst i disse år er forsendelsesposen. Vi leverer utrolig mange af disse til diverse webshops og den del af forretningen bliver nok ikke mindre de kommende år.

Har du et godt iværksætterråd?
Lad mig slå fast med det samme; jeg elsker at læse om mange iværksættere, der drømmer stort, og både opfinder og skaber nye ting. Det er en meget stor inspiration. Men selvom man har en iværksætter i maven, så behøver man ikke vente på at man opfinder noget. Man kan udfordre et eksisterende marked, man kan gøre ting bedre, eller man kan gøre ting på andre måder. Vi er eksempelvis kommet langt på klassiske købmandsdyder som gode priser, god service og høj kvalitet.

Mange unge er nok tiltrukket af brancher med mere prestige, men det er nu også stadig muligt at lave gode forretninger med andre mere nichebetonede og måske oversete produkter.

Eksempler på poser, som Promotion Bag har lavet:

LG_Dontt-3
IMG_7762 Won Hundred Magasin IMG_7742