Vejrfølsomme mig

Forleden lå jeg efter en tørn med jobbet og fladede ud i en minibus med skydedøren åben. Ud af ingenting tog mig selv i  at slappe helt fundamentalt af, sådan helt i maven uden forgående yoga-øvelser og bare være grundtilfreds. Nu har jeg også et dejligt job, men det var sgu’ ikke bare det. Det var vejret, der fik mig til at slappe af og nyde øjeblikket, selv om det hverken var et Kodak-moment, en stjernestund eller på anden måde usædvanligt. Det var bare en dyb indånding og et afslappet øjeblik med hænderne bag hovedet og benene strakt over på bænken i en dødsyg Opel fra Danmarks Radio.

Sådan er jeg bygget – jeg trives ikke med den danske vinter. Ikke at jeg er vinterdepri, jeg synes bare det er ufedt at fryse. Jeg slapper ikke af i det, og når jeg tænker over det – og det var det jeg gjorde der i minibussen – så lægger de evindeligt lavthængende skyer nok også dæmper på mit  tilstedeværende om vinteren. Jeg er ellers en stor fortaler for tilstedevær, men hvorfor være det i den jammerdal af en gold, sibirisk kulde, vi klader vinter.

Anyways, jeg er faktisk lidt flov over situationen. Jeg har gået ti år i skole, tre år i gymnasiet, læst videre i fire år og dygtiggjort mig lige siden. Al den viden, der er passeret gennem mit hoved, og så står det hele og falder med om solen skinner… Det er sgu’ lidt flovt, men sådan er det. Alt hvad jeg kan lide har noget med sommer at gøre – biler, tør asfalt, grillbøffer, sejlbåde, fodbold, udendørskoncerter, milde aftner og nætter, hvor det pludselig er blevet lyst, når man tumler ud på gaden fra en ekstra god fest. Jeg elsker det.

Desværre har jeg også haft en tilbøjelighed til at lade mig stresse af det. Altså alt det, jeg gerne vil nå, før sommeren er forbi – sidde ude til midnat, sejle hjem gennem solnedgangen, ligge på en græsplæne og høre musik.

Sådan er det ikke mere. Jeg er nemlig blevet bevidst om, at det egentlig var mit eneste lille sommerproblem. At alle de ting jeg havde glædet mig til endte med at stresse mig. Nu er jeg blevet klogere, nu chiller jeg bare, og hvis der overhovedet er nogen mening med disse ord, så er det dette lille tip. At man nyder sommeren mest, når man slipper alle sine sommerplaner og bare slapper af i det, man nu engang er i gang med og lader tingene udvikle sig derfra. Lidt ligesom når man er på festival – man skal ikke have for mange “musts” på sin liste. Der skal være plads til at møde nogen og rende med dem ned og høre noget helt andet. Så skal al det gode sommeren har at byde på nok komme snigende.

Forudsat at det er en god sommer naturligvis. Jeg er som sagt pinligt vejrfølsom, og hvis den står på slagregn og latterligt ustadige vejrsystemer, der bare kredser utrætteligt over sommerlandet, mens solcremen griner ubrugt fra sin plads i rejsetasken, så er jeg den, der er skredet. Lad det være en advarsel, du upålidelige, lunefulde og glimtvis ubegribeligt dejlige danske sommer.

kh
Grau

Følg dontt på:
FACEBOOK
TWITTER
INSTAGRAM